De hurtige og de vilde

Hvad var det bedste ved Nicolas Winding Refns Drive? Ryan Goslings tavse coolness? Storbymelankolien? Mødet mellem poesi og pludselige voldseksplosioner?

Hvis du svarer Goslings smukke Chevrolet Chevelle eller hans muskuløse Ford Mustang GT, så forstår du måske attraktionen ved The Fast & the Furious.

Det er en af amerikansk films mest sejlivede action-serier, der gennem de sidste tolv år har skåret sin helt egen niche i genren. Filmenes dyrkelse af biler får dem til at balancere i et mærkeligt grænseland mellem mainstreamfilm og semi-autistisk nørderi, og populariteten har været stigende.

Det er film, der i den gode amerikanske tradition hylder bilen og er imponerende bevidste om dens mange betydninger – som potensforlænger, som symbol på maskulinitet og ultimativ frihed, som afspejling af amerikansk historie og kultur, som fingeren til systemet. Som sexet metal, teknisk lir, brændt gummi og adrenalin.

Fast & Furious er en fascinerende serie, der med sine muskelbøffer, tunede biler og seje babes er for platte til, at anmelderne rigtig kan tage dem alvorligt. Men de er samtidig alt for velproducerede og nutidige til at kunne nydes med ironisk distance.

Det er solide, lidt gammeldags action-film, som taler direkte til et kernepublikum af unge, navnlig mænd, der vil have deres action analog, lige på og hårdtpumpet.

Hvor Refns brug af biler i Drive er intellektuel – han hylder i virkeligheden mere bilernes populærkulturelle signifikans og gør dem til et labert tilbehør på linje med Goslings skorpion-jakke og soundtrackets franske electropop – er Fast & Furious-filmene anderledes ægte.

Her er bilerne med for deres udseende, deres lyd og præstation. De castes lige så omhyggeligt som skuespillerne (der afholdes sågar åbne castings, hvor folk kan komme med deres biler). Og de er filmet lige så smukt og inciterende, som man ville filme en ung, smuk skuespillerinde. En lav tracking hen ad et stykke støvet asfalt, et nærbillede af et udstødningsrør eller lyden af en stor motor i tomgang er pirrende i sig selv.

Sort-hvid moral
Fast & Furious-serien er kort sagt action for bilfetichister, hvor genren er destilleret til minutiøst koreograferede bilstunts og simpel sort-hvid moral, hvor det, der tæller, er venskab, familie – og ens evner bag rattet.

Rob Cohens The Fast & the Furious indledte serien i 2001. Han var inspireret af en magasinartikel om street racing i New York og lånte titlen fra en Roger Corman-b-film fra 1955. Det er plotmæssigt en ganske ordinær kriminalfilm om en undercover-betjent, der infiltrerer en forbryderbande. Men den har det særlige twist, at den foregår i et miljø af bilfanatikere og gaderacere, og at den dyrker bilerne med en fetichisme, der nærmer sig det pornografiske.

Filmene er fyldt med nærbilleder af gearstænger, udstødningsrør, tunede motorblokke og omdrejningstællere i pludselige ryk. Der er et konstant lydspor af motorer, dæk og gearkasser, der presses til det yderste. Og personerne udveksler tekniske specifikationer, så det lyder som hellige skriftsteder.

På Youtube kan man finde en sammenklipning af alle gearskiftene fra de første fem film: to minutters nærbilleder af hænder, der rykker i gearstænger. En vittighed, naturligvis, men den lille montage fanger noget centralt ved Fast & Furious-filmene: tempoet, energien og dyrkelsen af bilernes hardware.

Og filmenes store succes demonstrerer, at biler har tag i publikum. Det kan man også se på den sværm af bilmesser, veteranbiludstillinger og velgørenhedsrallyer, der trækker store, bilglade menneskemængder. Eller på den enorme succes for det britiske tv-program Top Gear, der mikser bilnørderi og tør, britisk humor. Bilen er et stykke teknologi, som mange af os investerer både penge, drømme og store følelser i.

Arrige sportsvogne
Fast & Furious-serien har to gennemgående hovedpersoner: Paul Walker som politimanden, der i den første film infiltrerer Los Angeles’ gaderace-miljø, og Vin Diesel som kriminel gaderacer. De to er hinandens modsætninger.

Walker er lyshåret med blå øjne, en renskuret helt, grænsende til det kedsommelige. Vin Diesel er tung, mørk og farlig, med en udstråling hen ad en moderne, multietnisk Marlon Brando. De er hvid og sort, politi og røvere. I en serie, som ikke ligefrem er båret af dybde i persontegningen, skabes en hel del af dynamikken via kontrasterne mellem de to.

Men Fast & Furious er en serie, hvor skuespillerne er sekundære. Det, som det for alvor handler om, er bilerne. Stort set alle action-scenerne er bygget op omkring biljagter og bilstunts. Og bilerne fungerer som forlængelseraf karaktererne med facetter af deres personlighed.

Vin Diesels figur har en forkærlighed for klassiske, amerikanske sportsvogne. I den første film er hans afdøde fars Dodge Charger det eneste, han frygter – det var bilen, der slog faren ihjel, og først til sidst i filmen finder han modet til at køre i den. I senere film kører han andre amerikanske 70’er-ikoner som Chevrolet Chevelle og Camaro. Hans Charger kombinerer det rebelske ved en matsort muskelbil med det traditionsbundne i en amerikansk bilklassiker.

Diesels figur er præcist skildret som en mand på kant med samfundet, som samtidig står for nogle meget klassiske værdier omkring familieforpligtelse og moral. Det er det samme, vi ser i Drive: At Ryan Goslings karakter kører en smukt restaureret 70’er-klassiker, er et signal om noget jordbundet, modent og maskulint, men også noget rebelsk og utilpasset.

På samme måde signalerer Paul Walkers politimand i Fast & Furious noget anderledes moderne alene ved sit valg af biler: Walkers figur foretrækker tunede japanske sportsvogne, og sammenlignet med Hollywoods lange forhold til amerikanske biler er der i sig selv noget rebelsk over hans forkærlighed for japanske af slagsen.

Disse små og arrige sportsvogne har aldrig rigtig haft en plads i amerikansk film – Hollywood har altid været til amerikanske muskelbiler. Men en af de biler, filmen dyrker i ekstrem grad, er Paul Walkers Nissan Skyline – en klassisk japansk superbil og i øvrigt skuespillerens egen.

Tokyo drifting
I toeren, 2 Fast 2 Furious fra 2003, udfordres Hollywoodssemi-religiøse forhold til de klassiske amerikanske bileri et par af filmens store action-sekvenser, hvor heltenekører deres kulørte, tunede japanske sportsvogne modfire amerikanske muscle cars – og vinder.

Mødet mellem japansk og amerikansk bilkultur bliver ført ud i yderste konsekvens i den tredje film, Tokyo Drift fra 2006, hvor instruktøren Justin Lin overtager serien. Den udgør et radikalt skift i forhold til de to første film. Paul Walker er ikke med, Vin Diesel dukker kun op i et kort øjeblik til sidst, og filmen er genremæssigt mere ungdomsfilm end action.

Tokyo Drift trækker tråde tilbage til 1950’ernes tidlige ungdomsfilm med sin historie om en oprørsk teenager (spillet af Lucas Black), som efter at have smadret sin bil i et race mod en skolekammerat bliver sendt til Tokyo, hvor hans far er udstationeret.

Her introduceres han for den særlige japanske driftingdisciplin: en slags speedway for biler, hvor det handler om at glide gennem sving i høj fart. Det er en kontrast til den amerikanske tradition, hvor det mest handler om at køre stærkt lige ud.

Filmen kulminerer i en natlig drift-duel ned ad et bjerg uden for Tokyo, og det er en af seriens mest imponerende action-sekvenser. Samtidig er den det ultimative møde mellem japansk og amerikansk bilkultur: Hovedpersonen vinder løbet i sin fars klassiske Ford Mustang udstyret med en moderne, toptunet Nissan-motor. Bedre kan seriens globale udsyn ikke illustreres.

Masser af skydevåben
De to følgende film i serien, Fast & Furious fra 2009 ogFast & Furious 5 fra 2011, breder seriens lokaliteter ud.Fireren foregår blandt andet i Den Dominikanske Republikog Mexico, femmeren i Rio – og med sit omfattendemix af etniske karakterer i både store og små roller harserien udviklet sig til en form for moderne, globaliseret,multietnisk billetbasker.

Der er dog stadig masser af bil-lir i filmene. Femmeren rummer seriens mest ambitiøse action-scener – navnlig en helt forrygende afsluttende biljagt, hvor to Dodge Chargers trækker et ti-tons pengeskab gennem Rios gader, forfulgt af dusinvis af politibiler.

Men i Fast & Furious 5 skubber Justin Lin serien over i et mere mainstream action-format, især gennem introduktionen af Dwayne ”The Rock” Johnson som politimand på sporet af Walker og Diesel. Johnson er en action-helt af Schwarzenegger-skolen, en stor bøf med masser af skydevåben. Med ham skifter fokus fra bilstunts til ildkampe. En bemærkelsesværdig udvikling for en serie, der ellers har været meget sparsom i sin brug af skydevåben.

Med Dwayne Johnson tilbage – sammen med blandt andre Vin Diesel, Paul Walker og danske Kim Kold og Thure Lindhardt – i Fast & Furious 6, ligner det en vej, serien kommer til at fortsætte ad: bredere, mindre bilnørdet.

Og det er egentlig synd. Skydevåben og store muskler kan selv en middelmådig action-film finde ud af. Men at filme biler – altså rigtigt filme biler – det er der meget få, der har gjort så godt som Fast & Furious-serien.