De kærlige robotter

Selvom hun har været omgivet af robotter i knap to år, er Phie Ambo endnu ikke afklaret selv. Da hun som del af sin filmresearch købte en Amazing Amanda - en talende dukke med avanceret robotteknologi - tog hun den fra sin datter, der legede med den.

"Da Amazing Amanda sagde 'jeg elsker dig' til hende, var hun solgt. Jeg havde det underligt med det," fortæller Phie Ambo.

Konfiskeringen blev forklaret med, at den dyre dukke var til research og ikke måtte komme til skade ... eller gå i stykker. Men tanken nagede: Hvorfor var Phie utryg ved, at hendes datter kunne elske en robot?

Ambivalensen er typisk. Jo mere menneskelige robotter fremstår, jo mere bliver vi fascineret - og skræmte.

Myriader af sensorer
På fabrikken i Tokyo ligger babysælen Paro, der vejer det samme som en baby og har en kropstemperatur på tredive grader. Vi ser rækker af små maskiner. En japansk arbejder trækker pels over mekanikken, og nu ser vi rækker med små hvide babysæler, parat til at blive sendt ud i verden. Endnu livløse.

"Alle sælerne er i sidste led individuelt fremstillet," fortæller Phie Ambo. "Deres skaber, professor Takanori Shibata, har ansat håndværkere fra Japans traditionsrige silkeindustri og bedt dem tænke kærlige tanker, mens de færdiggør sælerne. Hver sæl får pelsen klippet i hånden og får derved sin egen personlighed. Japanerne er overbeviste om, at vi intuitivt kan mærke forskel på det mekaniske produkt og det håndlavede produkt."

I Phie Ambos nye dokumentarfilm, Mechanical Love, klipper en arbejder omhyggeligt pelsen i Paros ansigt, som var den hvide robot en skrøbelig porcelænsdukke.

Paro er en såkaldt terapeutisk robot, designet til at mennesker vil knytte følelser til den, og med sine myriader af sensorer skabt til at opfange og reagere på fysisk kontakt. Og da Paro bliver lagt i armene på frau Körner på et plejehjem i Tyskland, er der ingen tvivl.

Den bedste i mit liv
"Du er det bedste, der er sket i mit liv," kvidrer hun til sælen, mens en mandlig plejer forklarer, at den er mekanik indeni. "Ja, ja," svarer hun utålmodigt og kæler for Paro, der kalder på hende. Paro er programmeret til at reagere på lyde og bevægelser i rummet, og jo mere man bruger den, desto mere interagerer den med sine omgivelser. Den bevæger sig, siger sællyde, kalder, svarer.

Senere i filmen bliver Paro slukket, fordi den forstyrrer, da de ældre synger fællessang. Personalet holder bagefter møde om Paro. Ved Frau Körner, at sælen er en robot? Og hvad med, at de andre på plejehjemmet griner ad hende? Frau Körner er ligeglad. Hun tager Paro til sig uden forbehold, bærer den rundt i sin rullevogn, kæler for den, taler til den, fortæller den om hendes liv.

"I dag sælges Paro over hele verden til hospitaler, gamle og demente, men også til japanske forretningsfolk, der ikke må vise følelser. Den japanske præsident fik en Paro, som han stadig bruger," siger Phie. "Hjerneskanning dokumenterer, at sælungen stimulerer følelser af glæde. Den skaber kærlighed, fordi ejerne elsker den."

Mød min tvilling
Filmens anden robot er den japanske professor Hiroshi Ishiguros "tvilling", kaldet the Gemenoid, en menneskelignende robot lavet som en perfekt kopi af ham selv. Ishiguro, der er ingeniør, har tidligere skabt en kopi af sin datter, og hans kone foreslog en kopi af sig selv. Men medarbejderne ville ikke røre ved chefens kone. Derfor er det nu Ishiguros tvilling, der sidder i stolen.

En ingeniør lægger hensynsfuldt sin hånd på androiden og tænder. Den rejser langsomt hovedet, sukker, blinker med øjnene, kigger rundt. En skabelse. Phie Ambo måtte kæmpe for at få lov at optage disse scener.

"De mente, det var skamfuldt for robotten at afsløre, at den 'bare' er en robot," fortæller Phie Ambo.

"Japanerne taler om sonzai-kan, besjæling. De tror, at ting kan blive besjælede, at ting kan få ånd, og på et tidspunkt i min film diskuterer forskerne, om Ishiguros androide har sonzai-kan. Men hvad er sjæl, og hvor sidder den," spørger Ambo, der i filmen følger
Ishiguros forsøg på at kopiere det menneskelige, de små ubevidste bevægelser med kroppen, et håndtryks varighed, smilets rynker og afstanden mellem to mennesker, når de står og taler.

Krop og sjæl er ét, mener Ishiguro, og hvis man kan skabe en perfekt kopi af kroppen, kan man derfor også skabe sjæl. Men da professoren præsenterer sin familie for sin kopi, nægter hans datter at acceptere den som levende. Til gengæld godtager hans kone androiden og mener, at hun godt kunne leve med den som erstatning for sin mand!

Svar på ensomheden
"Fænomenologer vil hævde," siger Phie Ambo med henvisning til filosoffen Maurice Merleau-Ponty, "at kærlighed ikke er noget, man tænker, men noget man gør. At elske ligger i handlinger, og gør man kærlige handlinger, vil man føle kærlighed."

Hun ser robotten som et svar på ensomheden i det moderne samfund, hvor vi har brug for at elske, men ikke altid nogen at elske. "Det kan kun være godt at elske, uanset om man elsker et menneske eller en robot," siger Ambo og uddyber:

"Frau Körner elsker sælen og favner både elektronikken og følelserne. Jeg tror, alle kærlige følelser er gode, uanset om de er frembragt af robotter, kæledyr eller mennesker."

"I dag er 350.000 danskere på lykkepiller. Medierne har altid de negative historier på forsiden: Tsunami, drab, gruppevoldtægter. Den anden dag hørte jeg, at en mand i Rotterdam havde fundet tre myrdede spædbørn under køkkengulvet. Men hvad skal jeg bruge det til? For at være lykkelige må vi føle, at nogen har brug for os. Vi har brug for at føle os elsket. Jeg tror ikke, man kan programmere kærlighed, men hvis vi udfører kærlige handlinger, skaber vi de stier i vores hjerne, der føler kærlighed."

Rettigheder for robotter
Phie Ambo ser ikke robotter som en erstatning for menneskelig kontakt, men som en udvidelse af vores hverdag. Ligesom bilen, støvsugeren, computeren. Muligheder. Hvordan vi anvender dem, kræver debat. Og den deltager Phie Ambo i med Mechanical Love, der afviser stereotype skræmmebilleder af robotter som "uhyggelig" teknologi.

Men kan mennesker elske robotter?

"Personligt synes jeg stadig, at androider er uhyggelige. De er en tosidet magnet, der både tiltrækker og frastøder os. Men min datter tilhører en generation, der vil favne den nye verden. Vores børn vil være ligeglade med, om en ting er teknisk eller naturlig. De vil elske Amazing Amanda lige så højt som veninder og robot-kæledyr lige så højt som levende kæledyr," siger Phie Ambo.

"Ishiguros tvilling skal stadig styres af et menneske, og der er endnu ikke opfundet en robot, som kan opføre sig som et menneske. Men det kommer. Og allerede nu må vi skelne mellem mennesker, dyr og robotter. Vi må diskutere robot-etik. Hvilke rettigheder har robotter? Det er ikke sådan, at jeg tror, at fordi man river armen af
en robot, vil man også rive armen af et menneske. Men jeg tror, at vi føler for robotterne, og hvis vi skader dem, overskrider vi en grænse i os selv."