De kom ind ad bagdøren

Hvis man vil lave film i Danmark, skal man igennem Porten. Porten hedder Den Danske Filmskole, som hvert andet år åbner sig på klem for nye elever: 6 instruktører, 6 producere, 6 fotografer, 6 klippere og 6 tonemestre.

Er man nummer 7, 8, 23 eller 185, må man vente i 2 år. Og måske i 2 år til. Og endnu 2 år ... indtil man ser sig selv i spejlet og konstaterer: "Det blev vist ikke noget med film i det her liv, du gamle!"

Nej, hov, har vi ikke lært, at man aldrig skal give op, at stor kunst går gennem stor lidelse, og at alle store genier engang var miskendte?

Sandt nok, men hvor forfatteren blot skal bruge pen og papir og maleren pensel og lærred, har filminstruktøren brug for filmudstyr, skuespillere, teknikere, en producer, locations og meget mere. Alene på sit kunstnerromantiske loftskammer er han ingenting, i hvert fald ikke filminstruktør.

Så hvad gør den evige 7’er, 8’er, 23’er eller 185’er, der nægter at give op? Han/hun siger "fuck systemet", slår sig sammen med de andre, der står og tripper uden for Porten - og så gør de det selv: laver en filmskole!

Sådan opstod Super16. Med en fandenivoldsk gnist og en god portion sympati og goodwill fra filmbranchen, selv om de fleste nok har tænkt: "Ja, ja, lad os nu se, hvor længe dét holder!"

Nu er der snart gået ti år, og Super16 lever i bedste velgående. Der er uddannet 24 instruktører og 24 producere, optaget fem hold og produceret over 70 kortfilm.

"Alene volumen kalder på respekt, og efter at have set samtlige produktioner tager jeg hatten af. Trods minimale budgetter er niveauet højt, og de bedste film viser en personlighed, vitalitet og et vovemod, som man indimellem kan savne på Filmskolen," siger chefredaktør Claus Christensen, der har udvalgt de ti Best of-film, som er dvd-gaven i dette nummer.

Jonas Bagger, der går på Super16’s Hold 4 og har produceret Mads Matthiesens nye kortfilm, Dennis, udtrykker det på sin egen drilagtige facon: "Det er tit blevet sagt, at Super16 består af dem, der ikke kunne komme ind på Filmskolen. Det kan vi i Super16 sagtens leve med. Spørgsmålet er, om Filmskolen kan."

Filmskoleansøgningsfilmfestival
36-årige Carsten Myllerup er i dag en veletableret filminstruktør med tv-serien Anna Pihl og to succesfulde spillefilm, Midsommer og Oskar og Josefine , bag sig. Men dengang i 90’erne var han blot en af de mange, der søgte ind på Filmskolen.

I 1997 blev Myllerup end ikke udtaget til optagelsesprøven, men det afholdt ham ikke fra at forsøge igen to år senere. Og dér stod han så foran Porten sammen med alle de andre håbefulde, som han efterhånden havde lært at kende. Han faldt i snak med instruktørerne Linda Krogsøe Holmberg og Jens Mikkelsen. Hvorfor ikke bruge ventetiden til noget sjovt? Hvorfor ikke holde en fælles premiere for filmhold, familie og venner på deres ansøgningsfilm?

"Vi fik lov til at låne biografen i Park Café og satte et skilt ud på Østerbrogade med den mundrette titel: "Filmskoleansøgningsfilmfestival," fortæller Carsten Myllerup, "og vi blev fuldstændigt overrumplet af, at det faktisk blev et tilløbsstykke. Det var en søndag eftermiddag, folk kom bare ind fra gaden, og der var en total fed stemning."

Skæbnen ville, at hverken Linda, Jens eller Carsten var blandt de heldige, som Porten åbnede sig for i 1999. Ingen af dem havde imidlertid tålmodighed til at vente to år mere. De følte sig klar. Og så opstod idéen om at bruge de gode samarbejdserfaringer fra den selvbestaltede filmfestival til ... ja, en selvbestaltet filmskole.

Store egoer mødes
"Vi sad i mit køkken med Foreningshåndbogen, som vi havde lånt på biblioteket," siger Carsten Myllerup. "Det skulle gå rigtigt til, og vi skulle finde ud af, hvordan man laver vedtægter. Den bedste regel, vi fandt på, var, at man kun kan være medlem i de tre år, undervisningen varer. Så er det ud! Det giver dynamik og sikrer fornyelse."

"Navnet gik vi også meget op i, vi kiggede i synonymordbøger og diskuterede heftigt, men til sidst var det der bare: Super16! Det gav sig selv, at vi er en slags lillebror til Filmskolen, hvor de arbejder med det dyre 35mm-format, og så henviser navnet selvfølgelig til, at hvert hold er sammensat af otte instruktører og otte producere, altså i alt seksten filmfolk."

Den 1. september 1999 startede det første hold. Nordisk Film stillede en skurvogn til disposition (der stadig fungerer som Super16’s kontor), og filmbranchen hjalp med udstyr, studier og lærerkræfter. Resten var op til de seksten elever, der fra bunden skulle skabe deres egen uddannelse.

"Det gode ved Super16 er, at du virkelig lærer at handle. Der sker ingenting, hvis du ikke selv gør noget. Intet kommer forærende. Vi var meget forskellige og havde store egoer, så det affødte et hav af diskussioner, men hele tiden var der en bevidsthed om, at vi skulle nå frem til konkrete løsninger," husker Carsten Myllerup.

Ydmyge og fandenivoldske
Hold 2 startede i 2001. En af eleverne var Christina Rosendahl, der sidste år spillefilmdebuterede med Supervoksen.

"Jeg lærte meget om fundraising og ekstremt meget om konfliktmægling," griner hun. "I starten af karrieren er man enormt urealistisk omkring sig selv som kunstner, og det giver grobund for mange sammenstød."

På Hold 2 var der også plads til anarkisten Morten Hartz Kaplers, som i år har debuteret med AFR.

"Jeg havde sgu mine konflikter, men én ting er sikkert: Super16 er ikke en forkælet snotunge. Det er fightere, selv pigerne har nosser," siger han, og producer Lærke Kløvedal fra Hold 3 supplerer:

"Man finder hurtigt ud af, at man skal råbe meget højt for at gøre opmærksom på sig selv. Samtidig skal man sige tak for lån og undskyld og endnu engang tak. Man lærer lidt om sin egen størrelse tidligt i karrieren. Jeg tror, vi får nogle instruktører, der er bedre rustet til virkeligheden. De har lært at sparke døren ind - og sige tak bagefter."

Jonas Bagger bruger det billede, at Filmskolens elever uddannes i en beskyttet bolig, mens Super16 uddanner sig selv under en motorvejsbro.

"Vi skal hele tiden retfærdiggøre vores eksistens og kan ikke tage noget for givet. Det gælder de store linjer som finansiering af undervisningen og vores film, men det gælder også helt ned til møderne i dagligdagen, hvor det er: ’Husk at tage jeres kaffekopper med jer, så Nordisk Film ikke opdager, at vi har brugt mødelokalet!’," siger Jonas Bagger.

"Den blanding af ydmyghed og fandenivoldskhed gennemsyrer Super16. Man skal bevare roen og finde en ny fotograf, når han springer fra for at tage et betalt job, og samtidig skal man bevare en kompromisløs indstilling. Det kræver faktisk, at man kan adoptere den mentalitet for at gennemføre de tre år".

Mange veje til himmerige
Rent juridisk er Super16 en forening, og vedtægterne er ikke ufravigelige. Foreningen fødes på ny, hver gang et nyt hold bliver optaget.

"En årgang kan for så vidt bare beslutte sig for at revolutionere Super16," forklarer Valeria Richter, producer fra det nuværende Hold 4. "Vi overvejede for eksempel at skabe et Super16 med andre lande, for der findes ikke noget, der svarer til det andre steder i Europa."

Foreningen får ingen offentlige driftstilskud, medlemmerne betaler et årligt kontingent på 1.500 kroner, sparker egne penge i filmprojekterne og laver et gedigent fodarbejde for at trække midler til. Uddannelsen er ikke SU-berettiget, og da medlemmerne til daglig arbejder i branchen, foregår undervisningen som regel om aftenen og i weekender.

"I Super16 er der ingen studieordning og ingen eksamenskrav, men der er en lang række personlige krav. Man skal lave en film hvert år, som skal vises offentligt, og man skal arbejde sammen med en producer," siger instruktøren Kaspar Munk fra Hold 3, der kalder Super16 for "en lang workshop", mens instruktør- og holdkollega Esben Tønnesen foretrækker betegnelsen "kunstnerkollektiv".

Henning Camre, tidligere rektor på Filmskolen, er enig i, at Super16 og Filmskolen er to vidt forskellige ting.

"Filmskolen er en fireårig uddannelse på fuldtid, mens Super16 kører ved siden af et fuldtidsarbejde og er helt overvejende praktisk orienteret, selvom de da også får nogle teoretiske redskaber. Jeg vil ikke sige, at Super16 kan være lige så godt som Filmskolen, men det har været et afgørende skridt for nogle af dem, der har været medlem. Hvis man overlever Super16-vilkårene, har man gode forudsætninger for at overleve i filmbranchen," siger Henning Camre og tilføjer:

"Dertil er der jo mange veje til himmerige. Om man har succes på Filmskolen eller succes i Super16 afhænger jo også af ens talent."

Hvad tænker Filmskolen?
Andreas M. Dalsgaard er tredjeårselev på Filmskolens instruktørlinje. Inden da var han med i Super8, den århusianske pendant til Super16, og overvejede at søge ind på Super16.

"Jeg er bestemt ikke ked af, at jeg kom ind på Filmskolen, som har den store kvalitet, at man i fire år udvikler sig sammen med elever fra en række forskellige faggrupper - ikke kun producere," siger Andreas M. Dalsgaard.

"Til gengæld har Super16 nogle friheder. Det giver et mere svingende niveau i deres film, men ofte en større originalitet i de bedste værker. Instruktørerne står stærkere på Super16. De er ikke - som os - presset af hensyn til andre faglinjer, der skal have tilfredsstillet deres faglige ambitioner. De er heller ikke presset af et hav af konsulenter, som gerne vil skubbe projektet i en eller anden retning."

"På Filmskolen er man meget optaget af, at eleverne skal lære at arbejde ’professionelt’. Det giver nogle velproducerede, velfotograferede og velklippede, men ikke nødvendigvis originale film. Det giver ikke nødvendigvis en anderledes stemme. Super16 har en større mulighed for at gå på tværs af genrer og produktionsformer, som jeg godt kan misunde dem, og som burde give Filmskolen noget at tænke over," siger Andreas M. Dalsgaard.

Det stærke særpræg
Super16 er så autonomt, at der aldrig vil komme en fælles skole eller fælles teorier eller principper for, hvordan man skal fortælle. Det er hundrede procent op til den siddende årgang at navigere i landskabet af fortælleformer, metoder og tilgange.

"Vi har lagt megen vægt på det individuelle udtryk. Hellere en stærk og personlig film end en flot og kedelig," siger Kaspar Munk, der bidrager til Best Of -dvd’en med det sitrende teenageportræt Forsvunden.

"Hvis jeg skal være lidt fræk, er Filmskolen ved at bliver overhalet i disse år. Tiden er anderledes. Folk vil mærke det enkelte talent, den stærke fortælling, det særprægede og rørende. De er i og for sig ligeglade med, om folk er dygtige teknisk, hvis det ikke bliver brugt til noget," siger Kaspar Munk.

"Super16 er en samling wildcards eller fantaster, der buldrer. Ud af uorden og kaos kan nye systemer opstå, som regel med utilpassede skarpe kanter," siger instruktøren Caroline Sascha Cogez (Hold 3), og Morten Hartz Kaplers har sin egen forklaring på særpræget:

"I Super16 slipper man for at rette sig efter en flok bedrevidende, uoriginale, reaktionære ingentingsmestre. Det er kun ens egen fantasi og vovemod, der sætter begrænsningerne. En simplere forklaring kunne være, at de folk, der bliver optaget i Super16, bare er sjovere. Filmskolens optagelsesudvalg er i væsentlig grad præget af generationen, der stod bag succeserne Nitten røde roser , Olsen-banden og Italiensk for begyndere . Så kan man selv regne resten ud."

Fuck Super16
Produceren Thomas Heinesen fra Nordisk Film har lavet to spillefilm med Super16-instruktører. Han mener, det er en stor fordel, at Super16 uddanner sig i branchen og har deres daglige gang på Nordisk Film. Der bliver lagt mærke til dem.

Statistikken giver ham ret. Fem instruktører fra de to første Super16-hold er allerede sluppet igennem nåleøjet til at lave spillefilm, og så sent som i august måned debuterede Martin Barnewitz (Hold 2) med ungdomsgyseren Kollegiet. Den næste Super16’er, der står for spillefilm-tur, er Christian Dyekjær fra Hold 1.

"Super16 har vist, at man kan godt blive til noget i filmbranchen, selv om man ikke har gået på Filmskolen," siger Andreas M. Dalsgaard fra Filmskolen. "De har været bannerførere i en demokratisk revolution, som er blevet hjulpet på vej af billig og nem teknologi. Det er måske nok en overdrivelse at sige, at alle i dag bare kan købe et kamera i Fona og lave en spillefilm, men Filmskolen har i hvert fald uigenkaldeligt mistet sit monopol."

Super16 er en succes, men kan den fortsætte? Indtil videre, ja - for hver gang, et nyt hold kommer til, er det en ny flamme, der brænder. Men fremtiden afhænger af to faktorer, vurderer Jonas Bagger:

"Den første er, at Super16’s medlemmer synes, at Super16 skal fortsætte. I princippet kræver det bare en generalforsamling, så er det slut. Den anden faktor er, at Super16 fortsat kan skaffe økonomiske ressourcer til undervisning og filmproduktion. Vi har en rigtig god hovedsponsor i ryggen i form af Nordisk Film, men Nordisk Film kan ikke gøre det alene. Super16 kræver fortsat opbakning fra flere dele af filmbranchen. Den opbakning får vi kun, hvis vi forsat laver interessante og gode kortfilm, og hvis vi fortsat beviser, at vi er en gevinst for dansk film."

Et nyt hold 5 startede i september 2007, og næste optagelsesrunde er i sommeren 2009, hvor et par hundrede instruktører og små hundrede producere ventes at søge ind. Otte instruktører og otte producere vil blive udvalgt på baggrund af CV, samtaler, filmproduktioner og projektbeskrivelser.

Og hvad gør man, hvis Skurvognen lukker for næsen af én? Hvis man er nummer 9, 10, 23 eller 185?

Så siger du: "Fuck Super16, de bedrevidende, uoriginale, reaktionære røvhuller. Jeg gider sgu da ikke vente i 2 år mere. Kom, venner, vi laver vores egen, alternative filmskole!"


[t]SUPER16 - BEST OF

Dvd udgivet som tillæg i Ekko#39. Film udvalgt af Ekkos chefredaktør, Claus Christensen.

Dennis (2007)
Instr.: Mads Matthiesen. Prod.: Jonas Bagger. Foto: Mads Matthiesen, Michael Noer og Niki Vraast-Thomsen. Manus: Mads Matthiesen og Martin Zandvliet. Komp.: Sune Martin. Medv.: Kim Kold, Elsebeth Steentoft, Lykke Sand Michelsen.

Den hjemmeboende bodybuilder, Dennis, siger endelig fra over for sin lille, men dominerende mor, og inviterer Patricia fra træningscentret på middag i byen. Pinagtigt bevægende.

Forsvunden (2006)
Instr. og manus: Kaspar Munk. Prod.: Sonny Lahey. Foto: Søren Bay. Komp.: Nicolai Land. Medv.: Marie Søderberg, Stine Stengade, Benjamin Boe Rasmussen, Frederik Paarup.

Kaspar Munks på én gang intime og storslåede skildring af en teenagepige, der overvældes af seksualitetens irrationelle kræfter og går i sin helt egen verden på lejrskolen. Seksualitetens uberegnelige kræfter trækker i Christine, der glider længere og længere væk fra de andre på lejrskolen. Sjældent ægte skildring af teenagelivets forvirrede og fascinerende følelser.

Skyggen af tvivl (2006)
Instr.: Esben Tønnesen. Prod.: Lærke Kløvedal. Manus: Esben Tønnesen og Lærke Kløvedal. Foto: Rasmus Heise. Komp.: Jesper Mechlenburg. Medv.: Neel Rønholt, Nicolei Faber, Rita Angela, Anders Hove, Sara Quist.

To unge mennesker mødes, så det slår forelskede gnister, men næste morgen melder tvivlen sig. Esben Tønnesen bryder realismen og gør indre tanker til et surreelt skue i et morgenstunds-København.

Louise (2005)
Instr.: Carlos Oliveira. Prod.: Malene Rungvald Christensen. Manus: Anton Carey Bidstrup og Carlos Oliveira. Foto: Thomas Gerhardt. Komp.: Jesper Mechlenburg. Medv.: Laura Christensen, Stephanie León., Sarah K. Boberg., Didde Jelstrup.

Den unge pige Louise er blevet lam ved et overfald på en station. Nu opsøger hun, sammen med sin veninde, gerningspigen for at gøre øje for øje-status. Modig og pågående film om hævnens lyst.

Vakuum (2005)
Instr. og manus: Bo Mikkelsen. Prod.: Sara Namer. Foto: René Gundesbøl. Lyd: Mads Lundgård. Medv.: Ditte Gråbøl, Kristian Halken, Ronnie Lorentzen, Lars Ranthe, Helge Scheur.

Et mobbet barn, en midaldrende grønsag og en ensom olding. Bo Mikkelsen sammenvæver tre forskellige historier og tegner et sørgmodigt billede af manglen på respekt i menneskelige relationer.

"Les amours perdus" (2005)
Instr. og manus: Caroline Sascha Cogez. Prod.: Katjanna Sjabano. Foto: Eigil Bryld. Musik: Serge Gainsbourg. Musikalsk arrangement: Michala Petri. Medv.: Anette Støvelbæk, David Dencik, Morten Suurballe.

Mennesker i parforhold er lykkeligere end andre. Men er det partneren, der gør én lykkelig, eller er det kun lykkelige mennesker, der finder en partner? Tragikomisk fortælling i fire kapitler.

Glimt af mørke (2004)
Instr. og manus: Martin Barnewitz. Prod.: Malou Majkenn Zofia Bramstrup. Foto: Mikael Valentin. Komp.: Martin Klarlund. Medv.: Peter Gilsfort, Birgitte Simonsen, Kirstine Rosenkrands Mikkelsen, Frederik Johansen.

Et barn er forsvundet fra villakvarteret, som er i chok. En far mistænker sine egne børn for at være involveret. Uhyggeskabende fotografering og subjektivt opbygget spænding, der holder til sidste sekund.

Vildt (2004)
Instr. og manus: Julie Bille. Prod.: Lise Saxtrup. Foto: Kasper Tuxen. Komp.: Lars Daniel Terkelsen. Medv.: Kasper Leisner, Rikke Plauborg, Barbara Hesselager, Asbjørn Agger.

Kunne du slå ihjel, hvis det gjaldt din egen overlevelse? Fredsommelig fødselsdagseftermiddag i det danske sommerland udvikler sig til psykopatisk gyser, da veninden har taget sin nye søde kæreste med.

Lauges kat (2003)
Instr.: Christina Rosendahl. Prod.: Mette Ejlersen. Manus: Karen Balle. Foto: Rasmus Videbæk. Komp.: Martin Fabricius. Medv.: Ronnie Hiort Lorentzen, Maurice Blinkenberg, Frank Noél Olesen, Susanne Storm.

Med knivskarp præcision beretter Christina Rosendahl et barsk børnedrama om Lauge, hans kat og hans overlegne ven Sonny, der kun et til et vist punkt kan dirigere rundt med Lauge.

Bånd 1: Ernst (1999)
Instr., foto og prod.: Carsten Myllerup. Medv.: Frank Thiel Rasmussen, Peter Gilsfort, Rasmus Thorsen.

Ernst - en helt almindelig fyr, der lever i nuet - får 1.000 kr. for at medvirke i en dokumentar om sig selv. En ironisk kommentar til reality-tv, oplevet originalt gennem dokumentarfotografens kameralinse.[/t]