De maskerede hævnere

I et filmslagsmål anno 2011 ville Batman tæve Rambo sønder og sammen.

Actionfilmen var den dominerende filmgenre fra Dirty Harrys 1970’ere og frem til årtusindskiftet, men nu har superhelten med den ikoniske underbuksedragt og hemmelige identitet væltet Arnold, Bruce, Sly og alle de andre gamle travere af tronen.

Film som X-Men (2000), Spider-Man (2002) og Batman Begins (2005) har alle solgt millioner af billetter og affødt flere efterfølgere, og siden årtusindskiftet har i gennemsnit fem superhelte-film haft premiere om året.

Men hvorfor egentlig?

Filmisk hasardspil
Der findes tre svar på det spørgsmål - to kedelige og et spændende. Lad os få overstået de to tørre under overskrifterne ”penge” og ”teknik”.

Blockbusters har altid været ekstraordinært dyre at producere, men budgetterne er eksploderet over de seneste tyve år, hvor en mislykket blockbuster ikke bare potentielt kan koste job, men lukke filmselskaber.

I et sådan hasardspil er det vigtigt at satse sikkert, hvorfor superheltehistorierne, der allerede i tegneserieform har bevist deres appel til det rette, ungdommelige segment, anses som et fornuftigt væddemål.

Men grunden til, at superhelte-genren har fået sit gennembrud i netop det seneste årti, er også af teknisk karakter.

På svævetur gennem New York
Sætter man Richard Donners elles udmærkede Superman fra 1978 på dvd-afspilleren, så vil nutidens CGI-vante tilskuere hurtigt opdage, at filmens visuelle effekter ser mere end bedagede ud.

For at få Spider-Man til at svæve over New Yorks gader på troværdig var man simpelthen nødt til at vente på, at en tilstrækkelig avanceret teknologi dukkede op.

Det gjorde den i løbet 1990’erne, og den hed Computer Generated Imagery, CGI.

Dirty Harry og John McClane
Men bare fordi den nødvendige teknologi i dag står til filmstudiernes rådighed, er det imidlertid ikke en tilstrækkelig forklaring på, hvorfor det netop var superhelte-filmene, der blev actionfilmens afløser.

Filmforsker Rikke Schubarts omfattende bog Med vold og magt fra 2002 satte godt og grundigt filmhistorisk styr på den tidligere så ringeagtede genre, actionfilmen.

Schubart påpeger, at 70’ernes dekadent-flippede tidsånd gav rum til den konsekvente og stokkonservative Dirty Harry, ligesom de ironiske og bløde 90’ere gødede jorden for Die Hard-strisseren med rod i ægteskabet, den evige joker John McClane.

På samme vis havde den fagre nye millennium-verden måske brug for det, den brogede flok af superhelte repræsenterer. Og hvad er så det?

Krigen mod terror
For at svare på det spørgsmål kan man kigge på forskellen mellem superhelte-filmen og krigsfilmen, som Rikke Schubart spåede ville blive actionfilmens afløser, hvilket altså ikke viste sig at holde stik.

Schubart begrunder sit gæt med 9/11 og krigene i Afghanistan og Irak. De store krige har ganske vist altid kastet en håndfuld krigsfilm af sig, men aldrig en hel bølge af film. Det er højst blevet til et par bemærkelsesværdige skvulp, som The Hurt Locker er et fint eksempel på.

Ligesom tidligere krige har sat moralske spørgsmålstegn ved USA’s selvgode selvopfattelse, har den højt proklamerede ”Krig mod terror” gjort det samme. Men krigene har ikke resulteret i et markant øget fokus på USA’s konflikter med andre lande, men derimod på truslen mod den nationale hjemstavn - frygten for det fremmed, frygten for at miste selve den nationale identitet.

Forsvar frem for angreb
Derfor er det ikke jagten på terrorister i Afghanistan eller Irak, der sat dagsordnen i 00’ernes film, men derimod spørgsmål om det at blive angrebet på hjemmebanen, og om hvem, der i så fald skal beskytte os.

Til dette formål er superhelten som ikonisk helteskikkelse et helstøbt redskab. Superhelten forsvarer det etablerede gode samfund imod udefrakommende, revolutionære onde kræfter.

I modsætning til den amerikanske soldat, der offensivt jagter det onde ude i verden, så lægger superhelten sig i sporet på de forrige årtiers actionhelte, fastholdt eller genoprettede USA som Vestens sikre, stabile og fredfyldte centrum.

Den grønne araber
Rikke Schubart har dog ret i, at 9/11 er en begivenhed, der har haft afgørende betydning for 00’ernes dominerende genre. Selvom Blade og X-Men allerede varslede superhelte-gennembruddet før denne begivenhed, virker det alligevel ikke helt tilfældigt, at genrens store gennembrud kommer med et angreb på New York i Spider-Man, hvor en hævngerrig og anarkistisk skurk - dog ikke arabisk, men derimod grøn af udseende - terroriserer The Big Apple.

Hvor virkelighedens New York stod uden frelser, så er fiktionen begunstiget med den spindelvævs-svingende Peter Parker - i nationalfarverne til og med - som overvinder skurkene ved at dele folk simpelt op i gode og onde. Selv Peters barndomsven Harry må vælge mellem den gode sag (Spider-Man og New Yorks sikkerhed) eller det onde (sin egen far, den Grønne Goblin).

Batman og de moralske tømmermænd
Spider-Man kan ses som et nemt, ukompliceret trygheds-fix imod den vrede og frygt, 9/11-angrebet påførte den amerikanske befolkning. Andre superhelte-film behandler angsten og de moralske tømmermænd oven på USA’s modsvar på terrorangrebet: frihedsindskrænkelserne i The Patriot Act og torturskandalen i Abu Ghraib-fængslet.

De sikre svar og sandheder blev i perioden færre, alt imens tvetydigheden blomstrede, hvilket Christopher Nolans film om Batman ganske præcist indfangede.

I den seneste film om selvtægtsforbryderen i flagermuskostumet, The Dark Knight, er der ikke blot tale om et opgør mellem en helt og en skurk. I gotiske Gotham City er hovedpersonen Batman placeret midt imellem godt og ondt.

Den skurkagtige Joker, der som en anden terrorist vil skabe anarki og styrte det etablerede samfund i grus, står på den ene side, mens den idealistiske hvide ridder, den offentlige anklager Harvey Dent, står på den anden og vil bekæmpe ondskaben på den rigtige, anstændige måde - i retssalen, frem for de lovløse gader.

Helt eller skurk?
USA og Vestens moralske overlegenhed er hyppigst blevet forklaret og forsvaret med henvisning til menneskerettighederne - i Vesten behandles andre, som man selv gerne vil behandles. Man vender den anden kind til, og domstolen afgør på retfærdigvis skyld og straf.

Men med reaktionen på 9/11 blev der sået alvorlig tvivl om denne sandhed. For når Vestens hvide ridder, USA’s præsident, siger god for tortur og knægter basale menneskerettigheder på Guantanamo-basen, hvordan kan man så overhovedet se forskel på helte og skurke?
Det spørgsmål trænger sig på i The Dark Knight.

Den amerikanske ekspræsident George W. Bush, Jr. og Harvey Dent deler ikke bare udseende med deres brede kæbeparti. De deler også transformation - fra moralsk bannerfører til ustoppelig hævner på jagt efter alle dem, der har forbrudt sig imod de værdier, som den hvide ridder nu på paradoksalt vis selv bryder.

Helten er skurken
Det er i dette moralske morads, Batman forsøger at navigere, men han må indse, at når han forbryder sig på sine egne idealer, så forværres problemerne blot. For eksempel da hans tortur af Joker-terroristen ikke frelser flagermusens kærlighed.

Batman konstaterer da også selverkendende, at det ikke er ham selv, der er helten, men derimod Harvey Dent eller i hvert fald idéen om Harvey Dent som maskeløst, lovlydigt bolværk mod anarki og ondskab. Filmen afsluttes med, at samfundet udpeger Batman som skurken, idet hans konkrete, ikoniske maske er lettere at jage end terroristens diffuse.

Farvel, Rambo
På samme måde var det lettere at rette sin vrede mod Irak end mod end nogle statsløse, anarkistiske terrorister efter 9/11.

Og selvom teknik og penge er de umiddelbart mest logiske forklaringer på 00’ernes superhelte-boom, er der alligevel påfaldende mange omstændigheder, der peger på, at tidsånden var moden til at omfavne de overmenneskelige selvtægtshelte i perioden.

Jorden var gødet for Batman og de andre maskerede hævnere, og Rambo forsvandt ud i glemslen.