Hvem er de mest egnede?

”Min mission er lykkedes,” bedyrer Katrine Philp, da vi mødes i indre by.

Instruktørens dokumentarfilm De udvalgte vises først i aften på DR2, men har allerede sat gang i debatten om kvoteflygtninge, som den seneste uges tid har været diskuteret i aviser, radio og tv.

”Der sker rigtig meget lige nu, og det er virkelig fedt at være med til at sætte det på dagsordenen. Vi har lige haft forpremiere, med debat mellem fire integrationsordførere. Folk var meget berørte af filmen, og enkelte begyndte at græde,” fortæller instruktøren og fortsætter energisk:

”Min tanke er netop, at det hjælper at få sat ansigt på statistikkerne og at nå ud til folk følelsesmæssigt.”

Inspireret af kronik
De Udvalgte følger kvoteflygtninge, som bliver udvalgt til genbosættelse i Danmark, fra de bliver indstillet af UNHCR til interviewet med Udlændingestyrelsen og rejsen til Danmark. Gennem personlige fortællinger får vi et indblik i deres frygt og fortvivlelse og deres håb og drømme for fremtiden.

Ideen til filmen fik Katrine Philp for fire år siden, da hun læste en kronik i Politiken om Danmarks udvælgelse af kvoteflygtninge. Kronikøren beskrev, hvordan man udvælger de flygtninge, man forventer vil klare sig bedst på det danske arbejdsmarked.

”Jeg tænkte: Hva’ gør vi?! Sorterer vi de svageste flygtninge fra? Det havde jeg aldrig hørt om før, men syntes, det virkede helt omvendt. Burde man ikke netop vælge de flygtninge, der har det hårdest?” spørger Katrine Philp, der umiddelbart efter startede sin research og kontaktede Udlændingestyrelsen.

Integrationspotentialet
Instruktøren tager en tår af sin sodavand, inden hun begiver sig ud i at forklare den indviklede proces, hun satte sig for at gøre til film:

”Danmark har siden 1979 modtaget en kvote af de flygtninge, som FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, indstiller til genbosætning. Og indstillingen foregår ved, at UNHCR vurderer, om der er tale om en flygtning, og i så fald hvilke muligheder den pågældende flygtning har,” forklarer instruktøren, der efter fire år med stoffet er helt inde i de forskellige paragraffer og bestemmelser.

”I de tilfælde, hvor man ikke ser andre muligheder end en genbosætning, bliver flygtningen indkaldt til et møde med UNHCR,”.

Tidligere var dette møde nok, men i 2005 ændrede den daværende regering kravene til kvoteflygtningene.

I stedet for at fokusere på, hvem der havde det største beskyttelsesbehov – såsom psykisk syge, traumatiserede, enlige børn og ældre – så man nu i stedet på, hvem der kunne fungere bedst på det danske arbejdsmarked. Det er det, man kalder ”integrationspotentialet”.

Styrelse satte begrænsninger
Integrationspotentialet bliver vurderet af Udlændingestyrelsen, som tre gange årligt foretager kvoterejser, hvor man interviewer de indstillede. Katrine Philp fik lov til at komme med på to kvoterejser, først til Nepal, hvor hun lavede research, og senere til Malaysia, som er den rejse, vi ser i De udvalgte.

Men Udlændingestyrelsen var ikke med på Philps idé om at følge hele processen. Fra starten var der begrænsninger for, hvad hun måtte filme.

Philp måtte ikke filme hele interviews, selvom hun godt måtte være til stede. Hun måtte ikke filme de afviste flygtninge, og hun måtte kun filme Udlændingestyrelsens medarbejdere på deres arbejde.

– Var det ikke et problem, at du kun måtte filme noget af processen?

”Der var ikke nogen dialog om de her restriktioner. Det var: ’Vil du lave den her film, eller vil du ikke?’ Og vi vurderede, at vi stadig kunne lave den film, vi havde lyst til at lave, fordi det er flygtningene, der er i fokus.”

”Det er ikke en journalistisk dokumentar om det danske system, men mere en personlig fortælling om de enkelte flygtninges situation. Jeg ville gerne følge flygtningene hele vejen til Danmark, og her er interviewet kun en lille del, selvom det klart er den del, der er værd at debattere efterfølgende.”

– Så det er ikke på grund af begrænsningerne, at dokumentaren ikke er mere kritisk i sit sigte? For når man snakker med dig, virker du meget politisk motiveret?

”Nej, jeg havde ikke i sinde at lave en kritisk dokumentar, hvor man nedsabler systemet. Jeg er ikke Guldbrandsen og ville aldrig kunne lave de dokumentarer, som han laver. Jeg er mere interesseret i mennesket bag og havde ingen intention om at lægge debatten ind i filmen. Den skulle gerne komme uden om filmen, når man er blevet bevæget af de her skæbnefortællinger.”

”Jeg har stor respekt for Udlændingestyrelsens medarbejdere, og de lukkede os ind til steder, hvor det ellers ikke var muligt for os at komme ind. De åbnede døren for os – godt nok kun på klem,” griner Katrine Philp.

Måtte klippe afvist ud
– Havde de final cut?

”Nej, det havde de ikke. Men vi indvilligede i, at de måtte se filmen inden den kom ud. Dels for at rette eventuelle faktuelle fejl, men også hvis noget var problematisk i forhold til de medvirkende. Grunden til, at vi ikke måtte vise de afviste, er, at det kan øge deres behov for asyl. Og hvis Udlændingestyrelsen har medvirket til det, er de bange for, at man på et tidspunkt kan blive presset til at tage dem.”

– Var der nogle af dem, I fulgte, der blev afvist, og som I så efterfølgende måtte klippe ud?

”Ja, drengen, der er sløret i filmen, han fik afslag. Dér havde vi en blodig debat med Udlændingestyrelsen, for jeg ville have ham med. I en tidligere version er han meget mere med, men vi blev nødt til at bøje os og klippe ham ud. Jeg har beholdt hans fortælling i starten, hvilket Udlændingestyrelsen gik med til, så længe jeg slørede ham. Hvilket jo er irriterende i en dokumentar, der handler om at sætte ansigt på flygtningerne.”

Forsvandt sporløst
Katrine Philp bruger den unavngivne dreng i filmen til at fortælle historien om de grufuldheder, som flygtningene er på flugt fra.

Hun fulgte drengen, fra han var blevet udvalgt af UNHCR til interviews, og efterfølgende da han ventede på dommen. Men hun var ikke hos ham, da han fik afslaget, og kort tid efter forsvandt han.

”Vi ledte overalt efter ham, opsøgte de kontakter vi havde, de steder, hvor han havde arbejdet som opvasker, men han var sporløst forsvundet. Det var virkelig ubehageligt, og vi ved stadig ikke, hvad der er sket med ham. Vi fandt ham aldrig igen,” fortæller instruktøren tydeligt berørt.

”Og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor han fik afslag. Det siger også noget om, at det er fuldstændig umuligt at regne de her kriterier ud.”

Handler om motivation
Ph.d. på Sociologisk Institut, Katrine Syppli Kohl, har været faglig konsulent på filmen. Hun har i sit speciale beskrevet, hvordan nogle små børn får afslag, fordi de virker apatiske og derfor ikke udstråler den rette motivation.

Det har Katrine Philip svært ved at forstå.

”Undskyld mig, hvis du har set din mor og far blive myrdet, eller hvis du har været igennem en årelang borgerkrig, så er du måske ikke så glad og smilende, men derfor kan du godt have den største motivation for at blive genbosat.”

– Så du mener ikke, at man kan vurdere potentialet ud fra de timelange interviews?

”Generelt har jeg den holdning, at man slet ikke skal foretage de her interviews, men stole på UNHCR’s anbefalinger. Men derudover er det også problematisk, at det er jurister, der sidder og bedømmer. Har de overhovedet kompetencer til at vurdere ansøgerne? Selvom de er nok så gode jurister, mener jeg ikke, at man kan vurdere mennesker på et enkeltstående interview og lægecheck.”

Intet sted til nødstedte
I filmen ser man kvoteflygtningene møde nervøse op til interviewet i deres stiveste puds. Det er tydeligt, at det er hele deres liv, der står på spil, og de prøver at besvare spørgsmålene fra de danske jurister med smil og stor ydmyghed.

Katrine Philp ser det som ressourcespild at bruge penge på kvoterejser, fordi UNHCR i forvejen har indordnet sig Danmarks kriterier.

– Hvordan kan det så være, at UNHCR kritiserer Danmark for kriterierne, hvis de selv bruger dem?

”Det er et problem for UNHCR, hvis andre lande følger trop og begynder at lave deres egne kriterier. Hvis alle lande gjorde som Danmark, var der intet sted til de mest nødstedte.”

”Samtidig er UNHCR’s mål at få genbosat så mange flygtninge som muligt. Så jeg er helt overbevist om, at de bruger Danmarks kriterier, når de udvælger flygtninge til Danmark.”

”Der var for eksempel overraskende mange af de indstillede, som havde familie i Danmark. Og det var overraskende få, der blev afvist. Så dem, der var for syge eller gamle, var allerede blevet sorteret fra af UNHCR for at leve op til Danmarks kriterier.”

Ud af busken, Bødskov
De danske kriterier har været under voldsom beskydning siden indførelsen i 2005.

Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International og UNHCR er alle imod de særlige kriterier, ligesom de nuværende regeringspartier er det. I regeringsgrundlaget fra 2011 står der:’

”Kriterierne for udvælgelse af kvoteflygtninge skal ændres, så kvoteflygtninge uanset integrationsparathed, har lige mulighed for at komme til Danmark.”

Men der er stadig ikke sket noget på området. I den forgangne uge har justitsminister Morten Bødskov været under beskydning for løftebrud, da han i et brev til Amnesty International faktisk plæderer for nye kriterier.

Hvordan ser Katrine Philip på Bødskovs handlinger?

”Han skal komme ud af busken og forklare de danske vælgere, hvad han egentligt vil med de her integrationskriterier. Det ville være på sin plads. Stort set alle andre partier er aktive i debatten, mens justitsministeren gemmer sig. Kom frem, giv din mening til kende og bland dig i debatten!”

De Udvalgte vises tirsdag d. 5. November kl. 20.30 på DR2 med efterfølgende debat i studiet.