Nyhed
29. dec. 2015 | 11:03

Top 10: Mest læste artikler i 2015

Foto | Carolina Romare
De meget positive anmeldelser og de meget negative anmeldelser var blandt dem, der trak flest læsere i 2015. Tredje sæson af Broen med Sofia Helin og Thure Lindhardt hørte til i sidstnævnte kategori.

I det forgangne år interesserede Ekkos læsere sig især for skarp filmkritik, debatskabende lister og nye instruktører. To tragiske dødsfald præger dog også listen.

Af Jeppe Mørch

Filmåret 2015 har på Ekkos hjemmeside indbudt til diskussion, grin og tårer.

Den danske filmbranche har i år mistet flere markante skikkelser, som havde tilknytning til Ekko, og det præger naturligvis listen over de meste læste artikler.

Årets suverænt mest læste er den triste nyhed om filminstruktør Kathrine Windfelds død, som Ekko kunne fortælle 6. februar som det første medie.

Kathrine Windfeld døde efter kort tids sygdom, 48 år gammel, men hun vil blive husket som Danmarks førende kvindelige thriller-instruktør (Hamilton: I nationens interesse og afsnit af Broen II og Forbrydelsen III) og som en markant stemme i debatten om ligestilling i en mandedomineret filmbranche.

Hun optrådte ved flere lejligheder i Ekko, og i #61 argumenterede hun for en kvoteordning, der skulle sikre flere støttemidler til kvinder.

Personlig nekrolog
Blot to måneder senere gik en af Ekkos egne, 36-årige Thure Munkholm, pludselig bort.

I 2008 fusionerede Ekko med filmtidsskriftet Mifune, som Munkholm var redaktør af, og han var således med til at skabe det toneangivende blad, vi kender i dag.

Senere blev Munkholm programlægger på Cph:Pix, men han fortsatte som kritiker for magasinet, og Ekkos chefredaktørs personlige nekrolog er årets syvende mest læste artikel i 2015.

Ellers er det især anmeldelser, som har haft læsernes største interesse.

Vi var tidligt ude med en anmeldelse af den norske Anden Verdenskrigsserie Kampen om det tunge vand, som gjorde læserne nysgerrige. Anmeldelsen og den efterfølgende nyhed om, at serien ville komme til Danmark, er henholdsvis den næstmest og tiende mest læste.

Lovprisning og nedsabling
Også på tredjepladsen finder vi en anmeldelse, nemlig chefredaktør Claus Christensens vurdering af de syv afgangsfilm fra Filmskolens fiktionsuddannelse.

Mon ikke, at det har hjulpet på læsertallet, at Christensen overøste årgangen med roser og gav Kasper Skovsbøls Sorte måne maksimale seks stjerner og disse bevingede ord med på vejen:

”Vi har i mange år drømt om et nyt talent, der kunne skabe enestående filmmagi af internationalt format. Jeg tror, vi har fundet ham.”

At nedsablende anmeldelser også er populært læsestof, vidner fjerdepladsen om.

DR og SVT’s samarbejde Broen III fik kærligheden at føle fra vores anmelder Brian Petersen, der mener, at serien burde være stoppet, mens legen var god (hvis den nogensinde havde været det). Kun to stjerner kunne Petersen svinge sig op på.

På niendepladsen finder vi den sidste anmeldelse på top 10. Her fremhæver Niels Jakob Kyhl Jørgensen Skammerens datter som et flot dansk bud fantasy-genren.

Kontroversiel kåring
Top 10-lister er traditionelt klik-madding, og to af dem har da også fundet vej til årets mest læste.

På femtepladsen ligger Casper Hindses rangering af Anders Thomas Jensens bedst skrevne replikker.

Og sjettepladsen indtager Anders Højberg Kamps personlige top 10, hvor han med dødsforagt udråber filmhistoriens mest overvurderede værker. Det går blandt andre ud over Inception, The Tree of Life, Boyhood og En verden udenfor, hvilket fik debattråden på Ekkos Facebook-side til at gløde.

Der var mange læsere, som ønskede kritikeren hen, hvor peberet gror, men næsten lige så mange, som var rørende enig med ham. Instruktør og Ekko-skribent Christian Braad Thomsen erklærede sig i grove træk enig med listen, og han valgte endda at tilføje:

”Men man kunne også mageligt have medtaget Kubricks A Clockwork Orange, Kieslowskis Blå, Hvid og Rød-trilogi, Bergmans Det syvende segl, Viscontis Leoparden, Buñuels Dagens skønhed, Tarkovskijs Stalker, Kellys og Donens On the Town – og Dreyers samlede talefilmproduktion. Okay, skal vi stoppe her?”

Frank uden bukser
Årets mest ventede danske film var uden tvivl Klovn Forever. Og da Ekko før premieren kunne afsløre, at Medierådet sammenlignede dele af filmen med porno, eksploderede interessen, og artiklen er den ottende mest læste i år.

Nyheden blev også samlet op af flere andre medier, men måske skyldes noget af populariteten også artiklens blikfang: et billede af Frank Hvam uden bukser på.

Den store bredde på Ekkos kritikerhold viser sig ved, at syv forskellige skribenter står bag de mest læste artikler, hvoraf Ekkos chefredaktør selv har signeret tre en halv.

Blogger rykker frem
Hvis vi vender blikket mod en liste over de mest læste artikler nogensinde, så har 2015 rystet posen en kende.

Undervisningsmaterialer sidder stadig tungt på pladserne med artiklen om Anders Thomas Jensen Valgaften som en suveræn førsteplads.

Nyheden om Kathrine Windfeld er eneste artikel fra 2015 på denne liste.

Sidste år sneg blogger Kim Pedersen sig akkurat ind på top 10-listen med en gennemgang af de bedst sælgende danske film efter årtusindeskiftet. Men indlægget interesserer stadig Ekkos læsere, og det er således hoppet fra tiendepladsen til sjettepladsen.

Kommentarer

Mest læste artikler

Optællingen er foretaget på Ekkos hjemmeside i 2015.

Der offentliggøres i gennemsnit fem nye artikler hver dag.

De fleste artikler er skrevet eksklusivt til hjemmesiden.

Siden er en del af Filmmagasinet Ekko, hvis flagskib er det trykte magasin, der udkommer fire gange om året.

© Filmmagasinet Ekko