Afdeling Q trak flest i biografen i 2016
Lige inden jul kaldte vi 2016 for et skuffende dansk filmår.
Året stod nemlig i de platte komediers tegn, men hvor vores anmelder gav blot én stjerne til Klassefesten 3: Dåben, har publikum været anderledes begejstret – i hvert fald at bedømme ud fra tilskuertallene.
Således har hele 538.503 danskere indløst billet til den tredje film i rækken om de barnlige mænd Andreas (Anders W. Berthelsen), Thomas (Troels Lyby) og Niels (Nicolaj Kopernikus), oplyser Danske Biografer og Foreningen af Filmudlejere i Danmark.
Det gør filmen til den næstmest sete i 2016, og den går stadig i biograferne, så der er mulighed for at sælge endnu flere billetter. Førstepladsen er dog langt uden for rækkevidde.
Den tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-bøger, Flaskepost fra P, er med 703.478 solgte billetter årets suverænt mest sete i Danmark.
Den sidste danske film på top ti er den, vi på Ekko kårede til årets bedste: Thomas Vinterbergs Kollektivet.302.295 købte billet til den.
Ikke en bjørnetjeneste
De resterende syv film er alle amerikanske. Mest imponerende er, at Rogue One: A Star Wars Story på bare små tre uger er fløjet helt op på en femteplads med 336.054 solgte billetter.
Der er derfor grund til at tro, at himmelflugten fortsætter, når flere danskere i 2017 stifter bekendtskab med den nyeste film i Star Wars-franchisen.
Men den mest sete amerikanske film i de danske biografer sidste år er i skrivende stund en af dem, vi kårede til årets bedste.
Alejandro G. Inarritus The Revenant blev set af 351.157 danskere i biografen. Den er ikke på listen over de mest sete film i USA, da den fik amerikansk premiere i 2015, men med en samlet verdensindtjening på over 500 millioner dollars, var det bestemt ikke en bjørnetjeneste at lade Leonardo DiCaprio slås med en bjørn.
De resterende fem titler tæller animationsfilmene Zootropolis, Kæledyrenes hemmelige liv og Kung Fu Panda 3 som henholdsvis nummer fire, otte og ti.
Endelig er superhelte-genren og fantasy-universet repræsenteret ved Marvels skøre Deadpool og Harry Potter-fortsættelsen Fantastiske skabninger og hvor de findes på en sjette- og en syvendeplads.
Solgte billetter i Danmark 2016
1. Flaskepost fra P
(703.478)
2. Klassefesten 3: Dåben
(538.503)
3. The Revenant
(351.157)
4. Zootropolis
(343.549)
5. Rogue One: A Star Wars Story
(336.054)
6. Deadpool
(333.721)
7. Fantastiske skabninger og hvor de findes
(333.479)
8. Kæledyrenes hemmelige liv
(330.918)
9. Kollektivet
(302.295)
10. Kung Fu Panda 3
(292.033)
Kommentarer