De små filmnationers triumf

Der var hårde ord på vejen fra de internationale filmkritikere til de amerikanske og europæiske co-producerede film i hovedprogrammet på årets Berlinale.

Det var nemlig gennemgående, at de etablerede filmnationers konkurrencefilm tabte pusten og ikke kunne følge med de små østeuropæiske nationer.

De hårdeste hug fra anmelderne gik til den amerikanske The Necessary Death of Charlie Countryman og til Bille Augusts tysk-schweizisk-portugisiske producerede Nattog til Lissabon.

Kritikkerne lagde især vægt på det utroværdige i, at britiske Jeremy Irons spiller en schweizisk lektor i Nattog til Lissabon. I The Necessary Death of Charlie Countryman spiller amerikanske Evan Rachel Wood en rumænsk sigøjner, mens Mads Mikkelsen med tvivlsom accent forsøger sig som britisk gangster.

Efter visningen af Nattog til Lissabon forklarede Bille August på pressemødet, at filmen ikke havde været en realitet uden en fælles co-produktion (ironisk kaldet ”europudding”) med kendte navne på rollelisten.

Men dét bliver altså på bekostning af det autentiske i filmatiseringen Pascal Merciers bestseller.

Fællesnævner for vinderfilm
Det autentiske synes netop at være fællesnævneren for størstedelen af de film, som løb med priserne lørdag aften.

I den bosniske An Episode in the Life of an Iron Picker bruger instruktøren Danis Tanovic kun amatørskuespillere.

I den socialrealistiske film følger man en romafamilie, hvor moren har brug for en livsvigtig operation, men sygehuset nægter at udføre den, da den fattige familie ikke har nogen sygeforsikring eller penge. Handlingen er baseret på deres egne oplevelser i virkeligheden, hvor operationen lykkedes, fordi familien skaffede sig falske identiteter.

Faren Nazif Mujic har aldrig før haft noget med film at gøre, men blev belønnet med Sølvbjørnen for bedste mandlige hovedrolle foran store stjerner som Matt Damon og Jude Law.

Kasakhstanske agenter?
En anden, der var blevet spået store chancer for at snuppe samme pris, var endnu en amatørskuespiller. Nemlig kasakhstaneren Timur Aidarbekov, der spiller den trettenårige Aslan i Harmony Lessons. Det var første gang, Kasakhstan var repræsenteret på Berlinalen, og filmen blev anerkendt som en af festivalens bedste.

I Harmony Lessons er der sekvenser, hvor to unge drenge bliver tortureret af politiet, og det skal utvivlsomt betragtes som en kritik af landets hårde afhøringsmetoder. På filmens pressemøde sagde den debuterende instruktør Emir Baigazin, at han var mod tortur. Men øjeblikket efter skiftede han mening og sagde, det var en nødvendighed for landets sikkerhed.

På pressemødet observerede den norske journalist Oda Bahr, at der blandt tilhørerne sad to tvivlsomme personer og nedstirrede den unge instruktør. Angiveligt har der været tale om to kasakhsanske agenter, der fik den unge instruktør på andre tanker.

Samfundets bund
Ytringsfriheden er ikke en selvfølgelig i de østeuropæiske nationers såkaldte demokrati, hvilket produceren Ada Solomon af Child’s Pose også kommenterede i sin takketale for Guldbjørnen.

”Jeg vil gerne takke alle dem, som har modarbejdet os, og dem, som ikke har troet på os. I gør os nemlig så meget stærkere,” sagde hun.

Child’s Pose skildrer en familien, der lever på bunden af samfundet, i kampen mod samfundets elite. Og den samme problemstilling er på spil i både An Episode in the Life of an Iron Picker og Harmony Lessons.

Den 63. Berlinale vil blive husket for de små filmnationer, der sejrede over de store filmindustriers banale bidrag. Film skabt med sjæl og en samfundskritisk stemme af filminstruktører, som viser stort mod.