Top 10: De største Cannes-skandaler

Filmfestivalen i Cannes er næsten lige så kendt for sine talrige skandaler som for det kunstneriske indhold. Spørg bare Lars von Trier, der blev ekskluderet fra den franske Riviera i 2011 for sine uheldige nazi-udtalelser. 

Skandalerne kan overordnet inddeles i to kategorier. Festivalen har gennem årene vist en lang række film, der i sig selv har skabt røre med et kontroversielt og eksplicit indhold. Og så har festivalen budt på en række begivenheder uden for det hvide lærred, der har vakt forargelse i den offentlige debat.

Vi ser frem til flere eskapader på den kommende festival, der åbner onsdag 14. maj, og bringer i den anledning en kronologisk oversigt over ti af de største skandaler i den prominente festivals historie.

1939: Dødfødt festival

Festivalen i Cannes opstod som et bevidst modtræk til den fascistisk dominerede filmfestival i Venedig. Her vandt Leni Reifenstahls Olympia, der var produceret af det tyske propagandaministerium, i 1938. Hovedprisen hed på det tidspunkt ganske rammende ikke Guldløven, men Coppa Mussolini.

De franske filmkritikere Emile Vuillermoz og René Jeanne kontaktede den franske minister Jean Hay med henblik på at skabe et alternativ til Venedig.

Det myldrede med Hollywood-stjerner, da den første udgave af Cannes Film Festival blev skudt i gang den 1. september 1939, men festivalen var dødfødt. Samme dag invaderede Tyskland nemlig Polen, og festivalen blev straks aflyst. Festivalen i Cannes blev først revitaliseret i 1946, da Anden Verdenskrig var afsluttet.

1954: Topløs Simone Silva

I 1954 valgte den egyptisk-engelske skuespiller Simone Silva at blotte sine attributter under en fotoseance med den amerikanske film noir-stjerne Robert Mitchum. En hær af ivrigt blitzende fotografer forevigede straks den storbarmede skønhed, der dækkede sine bryster med hænderne.

Hvad der i dag forekommer lettere uskyldigt, skabte i 1954 ramaskrig, og ledelsen i Cannes skyndte sig at bortvise Silva fra festivalen. Den kontroversielle strandleg udviklede sig siden til en skandale, da Silva tre år senere begik selvmord i sin lejlighed. Efter sigende fordi hendes karriere var ødelagt efter miseren på Rivieraen.

1959: Politiske hensyn får bandlyst film

Alain Resnais’ Hiroshima, min elskede skildrer det intense forhold mellem en franskmand og en japaner, og det teknisk kreative værk blev en massiv inspirationskilde for det kommende årtis nybølge-instruktører.

Men faktisk blev filmen ekskluderet fra Cannes-festivalens officielle program på grund af dens atombombe-tematik. Således måtte filmkunsten bukke under for Cannes-ledelsens politiske linje, hvor den kontroversielle bandlysning skulle garantere, at festivalen ikke kom i unåde hos den amerikanske regering.

1960 & 1961: Den katolske kirke fordømmer Guldpalme-vindere

Federico Fellinis Det søde liv er især kendt for en ikonisk scene, hvor Anita Ekberg sensuelt og forførende bader i Trevi-fontænen i Rom. Filmen blev hædret med Guldpalmen i 1960, men blev foragtet af den katolske kirke, der anså den som en hån mod Jesu tilbagekomst. Vatikanet fordømte filmen officielt i avisen L’Osservatore Romano, og filmen blev censureret eller helt forbudt i en lang række lande.

Stort set samme scenarie gentog sig året efter med Luis Buñuels Viridiana, der skildrer en ung nonnes seksuelle udvikling. Filmens intrikate blanding af voldtægt, incest og en parodi på den sidste nadver var hård kost for den katolske kirke, der fordømte Buñuels værk som blasfemisk. Juryen i Cannes mente imidlertid, at filmen var årets bedste og gav Guldpalmen til den spanske surrealist.

Se Anita Ekberg bade i Trevi-fontænen i dette klip:

1968: Jean Luc-Godard og venner lukker festivalen

Da 1968-udgaven af festivalen blev kickstartet med en restaureret udgave af Borte med blæsten, var studenteroprøret på sit højeste i Paris’ gader. En uge inde i festivalen kaprede de prominente instruktører Jean Luc-Godard og Claude Lelouche scenen og opfordrede til sympati mod de strejkende studenter og arbejdere i den franske hovedstad.

Også Roman Polanski og Francois Truffaut var fortalere for en total boykot af festivalen. Samtidig blev Croisetten invaderet af studerende. Hvordan kan vi blot sidde her og se film, mens folket kæmper for deres liv? Det var protestens moralske grundspørgsmål.

”Vi må vise solidaritet over for studenterbevægelsen i Paris. Den bedste måde at gøre det på er at stoppe alle forevisninger,” sagde Godard den 18. maj, og flere instruktører valgte at tilbagetrække deres bidrag til festivalens program. Herefter fulgte tumultariske scener, hvor Godard og Polanski stædigt hang i gardinerne for at forhindre den næste filmvisning.

Den følgende dag – fem dage inden den officielle afslutning – blev festivalen officielt aflyst. Ingen vindere blev kåret, og ingen priser blev uddelt i et år, hvor filmkunsten stod i skyggen af en af de største strejker og demonstrationer i fransk historie.

Se instruktørernes opfordring til boykot i dette klip.

1975: Bombe i filmpaladset

Filmfestivalen i 1975 fik en dramatisk optakt. Dagen inden den officielle åbning blev en gemt bombe fundet i hovedbygningen.

Bag bomben stod en gruppe kaldet ”The People’s Struggle Against the Perversion of Humanity”, der tilsyneladende mente, at festivalens kunstneriske indhold var fordærvet. Algeriske Mohammed Lakhdar-Hamina endte med at vinde Guldpalmen på en festival, der kunne have fået en katastrofal begyndelse.

2002: Fransk skandalefilm skaber kaos

Fransk films enfant terrible, Gaspar Noé, skabte i 2002 Cannes-kaos med det brutale værk Irréversible. Filmens eksplicitte scener fik efter sigende 200 pressefolk til at udvandre fra premieren på Cannes Festivalen, og brandfolk måtte bistå tyve personer med iltmasker på grund af det gennemrå indhold.

Filmen kickstartes med en nådesløs henrettelse på den dunkle natklub Rektum, hvor offeret får knust kraniet af en brandslukker, og senere voldtages og lemlæstes Monica Belluccis gravide karakter gennem ni lange minutter i en scene, som vi for nylig kårede til filmhistoriens klammeste.

2004: Michael Moore vinder Guldpalmen 

Quentin Tarantino var jury-formand, da Guldpalmen i 2004 blev tildelt Michael Moores dokumentar Fahrenheit 9/11. Kun én gang tidligere har en dokumentarfilm vundet Guldpalmen (The Silent World i 1956). 

Ved verdenspremieren i Cannes fik filmen tyve minutters stående ovationer efter endt visning, men mange klandrede samtidig juryen for at vægte politiske kvaliteter tungere end de filmkunstneriske i bedømmelsen af filmen.

I USA udløste den kontroversielle kritik af præsident George W. Bush en heftig debat, og Disney-studierne nægtede at distribuere filmen. Moore fandt en anden distributør, og siden blev Fahrenheit 9/11 en af de bedst sælgende dokumentarfilm nogensinde.

2006: Borats mankini

Da den selvudleverende skuespiller Sasha Baron Cohen i 2006 skulle promovere komedien Borat, trådte han i karakter som filmens kazakhstanske og kulturkløft-kiksede reporter Borat Sagdiyev.

Iført en såkaldt mankini, der kun allernådigst dækkede Cohens ædlere dele, spankulerede han fornøjeligt rundt på strandpromenaden uden for festivalpaladset, overfaldt sagesløse solbadere med kropsnære positurer og stillede sig imellem stjernerne og fotograferne.

2009: Antichrist frastøder

Lars von Triers kontroversielle status i Cannes blev allerede cementeret to år inden nazi-skandalen, da Antichrist havde verdenspremiere på festivalen.

En blodig ejakulation og en afklippet klitoris var hård kost for en stor del af pressekorpset, og Triers eksplicitte værk blev ved premierevisningen efterfulgt af både hånlige latterudbrud og overdøvende buh-råb.

2011: Lars von Trier udløser nazi-gate

”Hvad kan jeg sige? Jeg forstår Hitler. Jeg sympatiserer en smule med ham,” sagde Lars von Trier i 2011 foran verdenspressen på et pressemøde for Melancholia.

Kirsten Dunst, der spiller den ene hovedrolle i filmen, sad lige op ad den danske instruktør, men ønskede sig tydeligvis langt, langt væk i det øjeblik, hvor de uheldige ord blev artikuleret med tvivlsom engelsk diktion. Lars von Trier blev efterfølgende erklæret persona non grata af festivalledelsen, og da Trier tilbage i Danmark fik besøg af fransk politi, pålagde han sig selv total tavshedspligt over for pressen.

Siden har festivaldirektør Thierry Frémaux i en forsonlig udmelding slået fast, at bortvisningen af Trier kun gjaldt festivalen i 2011. Det ville da også være et både indholds- og pr-mæssigt selvmord at ekskludere en instruktør, der foreløbig har haft ni film i rotation på festivalen og vundet flere store priser, blandt andet Guldpalmen i 2000 for Dancer in the Dark. Med andre ord er Lars von Trier lige så vigtig for Cannes som omvendt. 

Se Triers udtalelse her: