Jubilæum: De største helte

Danskhed fik jeg af min bosniske mor. Hun elskede alt ved Danmark. På universitetet hjemme i Bosnien skrev hun afhandling om H.C. Andersen, og da hun i slut-80’erne kom til Danmark og fik mig, sendte hun mig i skole med rugbrød i madpakken. Allerede fra jeg var syv år, vidste jeg alt om Holger Danske under Kronborg, vikingerne, danske fysikere som Ørsted og Bohr og dansk musik.

Min mor foretrak sågar det danske regnvejr og de kølige temperaturer. Men især hyggede vi os med Olsen-banden i flimmeren.

Her mange år efter indser jeg, at de tretten film om Olsen-banden 1968-81 (jeg tæller ikke den utilgiveligt dårlige efternøler med) er forud for deres tid i afsløringen af det såkaldt hypernormaliserede samfund.Til forskel fra Far til fire og andre folkekomedier rummer Olsen-banden en subtil kritik af Danmark.

Det handler om outsiderens kamp mod det korrupte og urokkelige establishment med Egon Olsen som den visionære antihelt. I samtlige film afskyr han dansk middelmådighed og småborgerligt pladder, som han skælder ud over med en overflod af danske bandeord: ”hundehoveder, hængerøve, fæhoveder …”

Den falske verden
Det er Adam Curtis, der i filmen HyperNormalisation fra 2016 argumenterer for, at regeringer og finansverdener siden 70’erne har opgivet den komplekse, virkelige verden og i stedet opbygget en simpel, falsk verden, der drives af multinationale virksomheder og sikres stabilitet af politikerne.

Og det er akkurat sådan en hypernormalisering, vi ser i Olsen-bandens Danmark, hvor storkapitalen tager røven på alle og enhver. Regeringen gør ikke noget ved det, og politiet er kun til for at opretholde samfundets magtfordeling. Som kriminalassistent Jensen resigneret udtrykker det: ”Det eneste politiet kan gøre, når de virkelig store forbrydere kommer forbi, er at tilbyde dem sin beskyttelse.”

Sådan er det også i virkelighedens Danmark. Vi har i nyere tid måttet se målløse til, mens milliarder bliver smidt væk i SKAT, mens politiet bryder Grundloven, og storkapitalen slipper for skat med fiduser som Panama og Paradise Papers. Politikere og politi er lige så uduelige som i Olsen-banden-filmene.

Kun ligegyldige småforbrydere fængsles, mens forbrydelse betaler sig for verdens Hallandsen’er og Bang-Johansen’er. Mastodonter som Facebook og Nike betaler ikke skat, og politikerne kan eller vil intet gøre. Det er, som kriminalassistent Jensen udtrykker det i Olsen-banden overgiver sig aldrig:

”Politikerne er nødt til at tage hensyn til befolkningen. Det behøver de multinationale selskaber ikke. Befolkningen skal naturligvis blive ved med at tro, det er politikerne, der bestemmer. Hvad skulle de ellers tro på? Det ville være synd at tage tilliden fra dem.”

Kriminalassistent Jensen er personificeringen af den apatiske danske offentligt ansatte, som har opdaget hypernormaliseringen, men har opgivet at bekæmpe den. Den unge kriminalassistent Holm er hans naive modstykke. Holm er overbevist om, at det er politiets opgave at arrestere de storsvindlende direktører. Men ungdomsoprøret udebliver. Ingenting forandres.

Kejserens nye klæder
Det er her, Olsen-banden bliver vores helte. Ligesom barnet i Kejserens nye klæder afslører de den ubehagelige sandhed, men de gør også noget ved den. Egon har nemlig en plan, og det er ”alle tiders kup” mod de store forbrydere, som tager røven på fællesskabet med underslæb, valutasvindel, mandatsvig, bestikkelse og bedrageri.

I flere af filmene udbryder Benny ”Hold da op! Det dumme svin! Det kan sgu da ikke være lovligt,” og det er det heller ikke. Derfor er vi alle sammen på Olsen-bandens side, når de forsøger at snuppe storkapitalens fuskede millioner. Det er Robin Hood som trekløver. Det er samfundets bund, der i korte glimt tager røven på dem, som til dagligt tager røven på os alle.

Også Yvonne siger det, som det er: ”Lønmodtager hedder det. Jo, godmorgen og må jeg så bede om mine lyseblå. 48 procent af lønnen beholder de sådan uden videre til skat, og resten slår hverken til her eller der på grund af moms, som også er skat, og det er ens for alle, undtagen millionærer og den slags. I vore dage, at gå på arbejde ... det er det mest nyttesløse tidsspilde, der findes.”

Yvonne er indiskutabelt en stærk kvinde. Og selv om hun på overfladen kunne ligne den arketypiske husmor, der har ”tusind ting” at se til, og hun også virker martyragtig med sine ”meget har du budt mig igennem alle disse år”-monologer, så er Yvonne meget mere end det.

Hun er en alternativ feminist. Hun kan det hele, og hun gør det uden at bruge en maskulin målestok. Hendes styrke og kvindelighed har en egen værdi. I nogle af filmene tager hun arbejde for at få det hele til at hænge sammen, for ”Kjeld kan jo ingenting”, og Benny er ”kun til besvær”.

Faktisk synes hun mændene er temmelig uduelige og har en ”hvor svært kan det være”-tilgang til Olsen-bandens foretagender. I Olsen-banden over alle bjerge fra 1981 deltager hun med stor handlekraft i deres kup, og hun adresserer tilmed mandschauvinisme med et: ”Nu er det kvinder, der skal til.”

Yvonne er der ingen, der kan kue. Hun får uden videre løsladt Egon fra fængslet, og ingen kan sige hende imod eller stille noget op, når hun vil noget. Hun er også den eneste, der kan hamle op med Egon og gøre ham mundlam. Nutidens feminisme kunne med fordel lade sig inspirere af Yvonne.

Uden penge gør det ondt
Olsen-banden er den ultimative metafor for den umulige revolution. Kuppene mislykkes som regel, og de rige, skurkagtige foretagender med slogans som Verdensbankens sine pecunia dolet (uden penge gør det ondt) fortsætter med at tage røven på folk uden at komme i fængsel.

Det er kun Egon Olsen, der igen og igen ryger ind. Sådan er det hypernormaliserede samfund. Sabotører og revolutionære må ende på den lukkede afdeling, hvilket også bliver Egons skæbne i seriens sidste film skrevet af Erik Balling og Henning Bahs.

I dag kalder vi folk som Benny, Egon og Kjeld for ”de svage”. De lønmodtagende masser afskyr kontanthjælps- og dagpengemodtagere. De bliver kaldt ”nassere”, hvorimod de store bosser og millionærer, der ikke betaler skat, bliver set op til og belønnes med bonusser, når de begår massefyringer.

Men i Olsen-banden er det taberne, som vipper båden. Det er dem, som udfordrer magtfordelingen og laver rav i den for the establishment. De er smukke og frie, og her i vores masseovervågede regelryttersamfund anno 2018 har vi mere brug for dem end nogensinde før.