Top 10
21. juli 2014 | 15:30

TOP 10: De største sommer-blockbustere

Foto | Universial Pictures
Richard Dreyfuss, Roy Scheider og Robert Shaw jagter i Dødens gab en dræberhaj, der hjemsøger en amerikansk badeby. Verdens første rigtige sommer-blockbuster formåede i mere end en forstand at jage folk væk fra strandene – og ind i biografen.

Sommerens store blockbuster, Abernes planet: Revolutionen, har netop haft premiere. I den anledning ser vi tilbage på de ti sommerstorfilm, der i videst omfang har lagt strandene øde.

Af Kasper Sølvsten

Sommertid er blockbuster-tid. Sådan har det været, siden Steven Spielberg og George Lucas med en række banebrydende storfilm i sidste halvdel af 70’erne skabte begrebet, og sådan er det stadig i 2014.

I forsommeren kom Bryan Singers X-Men: Days of Future Past. I forrige uge var det fjerde akt i Michael Bays opulente Transformers-saga, der havde premiere. Og i den forgangne weekend kom så sommerens måske mest imødesete blockbuster, Abernes planet: Revolutionen. En film, der i øvrigt fik fem stjerner i Ekkos anmeldelse.

Blockbusteren har ellers ry for at være mental popcorn, men i det seneste nummer af Ekko hylder Jakob Stegelmann genren, der har fået sit navn fra de store bomber under Anden Verdenskrig, der kunne rydde en hel boligblok i et øredøvende brag.

”De bedste og mest succesrige sommer-blockbustere er fremragende filmkunst, der beriger, fornyer og inspirerer i mange år efter,” skriver han.

Her kigger vi nærmere på de ti film, der i størst omfang har ryddet de solbeskinnede, amerikanske boligblokke og strande for mennesker og bragt dem ind i biografernes svale mørke.

(Kilde: Box Office Mojo – tal er justeret for inflation).


10. The Dark Knight (2008)

Den anden film i Christopher Nolans Batman-trilogi, The Dark Knight, er den tiende mest indtjenende sommer-blockbuster nogensinde i USA.

Tre år før Nolan lavede The Dark Knight, havde han med Batman Begins revolutioneret superheltegenren ved at gøre den mørkere, mindre glitret og mere realistisk.

Godt hjulpet på vej af Heath Ledgers fabelagtige gestaltning af Jokeren blev The Dark Knight en endnu mere radikal og mørk superheltefilm end Batman Begins – og en endnu større økonomisk succes.

Indtjening i USA: 535 mio. dollars.


9. The Avengers (2012)

Når én superhelt sælger godt, må et helt hold af superhelte sælge rigtigt godt.

Måske var det sådan, Marvel tænkte, da studiet besluttede sig for at filmatisere deres tegneserie om superheltekollektivet The Avengers. Det består som bekendt af blandt andre Iron Man, Thor, Captain America, Hulken og Black Widow – som i filmen blev spillet af Scarlett Johansson i sort latexdragt!

Kassetænkning eller ej, så virkede opskriften. Da filmen forrige sommer havde premiere, sprængte den nemlig rekorderne og blev den mest sete sommer-blockbuster siden årtusindskiftet.

Indtjening i USA: 611 mio. dollars.


8. Jagten på den forsvundne skat (1981)

Startskuddet til eventyr-franchisen om arkæologen Indiana Jones er til dato en af de største finansielle succeser, filmverdenen har set.

Med en indtjening på 705 mio. dollars kan makkerparret Steven Spielberg og George Lucas bryste sig af at have smadret box office-loftet i 1981 og at have gjort en kikset universitetsprofessor til et udødeligt kulturfænomen.

Fortællingen om Indiana Jones’ kapløb med nazisterne om at finde pagtens ark er den bedste af de indtil videre fire film i serien. Den blev nomineret til ni Oscar-statuetter og vandt fem – alle for tekniske bedrifter.

Indtjening i USA: 705 mio. dollars.


7. Star Wars: Episode 1: Den usynlige fjende (1999)

Forventningerne til den første af de i alt tre Star Wars-prequels var gigantiske, da George Lucas i 1999 genoplivede den franchise, der har gjort ham til en af verdens rigeste mænd.

Som film skuffede Den usynlige fjende gevaldigt, og Lucas’ forsøg på at gøre filmen mere børnevenlig – blandt andet ved at introducere verdens måske mest irriterende filmkarakter, Jar Jar Binks – lignede et fejlskud af dimensioner.

Men alverdens Star Wars-fans var ligeglade med de dårlige anmeldelser, og de strømmede i biografen i en sådan grad, at det gav mindelser om dengang, da de originale film i 70’erne og 80’erne skabte køer hele vejen rundt om biografernes blokke.

Indtjening i USA: 719 mio. dollars.


6. Jurassic Park (1993)

I 1993 genoplivede Steven Spielberg og Industrial Light & Magic dinosaurerne, efter at de 65 millioner år forinden var uddøde.

Jurassic Park handler om en excentrisk milliardær, der beslutter sig for ved hjælp af en ravklump, en myg og en god gang genmanipulation at vække dinosaurerne – ikke mindst T-Rex – til live og gøre dem til turistattraktioner.

Filmen blev en triumf, teknologisk såvel som økonomisk. I absolutte tal blev den verdens mest indbringende film i 1993. Tager man højde for inflation, er den verdens sjette mest indbringende sommer-blockbuster.

Indtjening i USA: 732 mio. dollars.


5. Jedi-ridderen vender tilbage (1983)

Star Wars og Imperiet slår igen havde i årene forinden sat nye standarder for, hvor mange publikummer en film kan trække ind i biografernes kølende mørke om sommeren.

Den tredje film i George Lucas’ eventyrserie om Luke Skywalker, Han Solo, prinsesse Leia, Darth Vader og så videre var endnu en bragende kassesucces. Med en indtjening på 749 mio. dollars i USA ligger Jedi-ridderen vender tilbage nemlig lige i hælene på forgængeren, Imperiet slår igen.

Indtjening i USA: 749 mio. dollars.


4. Imperiet slår igen (1980)

Tre år efter at George Lucas med Star Wars havde skabt et kulturfænomen af en anden verden, skulle han i 1980 forsøge at følge op på succesen.

Sammenligner man Imperiet slår igens indtjening med forgængerens, kunne det ligne en fiasko. Den anden film i serien indtjente nemlig kun det halve af den første.

Ikke desto mindre er det nok til at sikre Imperiet slår igen en fjerdeplads på denne liste. Og ser man på filmenes kvaliteter, vil mange nok hævde, at toeren, som er blev instrueret af den ret ukendte Irvin Kershner, faktisk er bedre end etteren.

Indtjening i USA: 782 mio. dollars.


3. Dødens gab (1975)

Steven Spielbergs fabelagtige hajhorrorfilm Dødens gab er om nogen filmen, der definerede begrebet sommer-blockbuster.

450 kopier blev filmen sendt ud i, da den udkom i USA 20. juni 1975. Det var et uhørt højt antal. Hidtil havde filmselskaberne ikke troet på, at de kunne lokke publikum i biografen om sommeren, når vejret var godt.

Men det skulle vise sig, at den brillante forretningsmand Spielberg vidste, hvad han gjorde, og Dødens gab formåede i mere end en forstand at lægge strandene øde.

Indtjening i USA: 1.020 mio. dollars.


2. E.T.

Steven Spielbergs film er – sammen med George Lucas’ – indbegrebet af sommer-blockbustere. De to venner står således bag de otte film, der ligger øverst på listen over de mest sælgende sommerfilm i USA.

Spielbergs største kassesucces, nummer to på listen, er familiefilmen om det nuttede rumvæsen E.T., der er meget, meget langt hjemmefra.

E.T. udkom i 1982 – fem år efter at Spielberg med Dødens gab havde skabt begrebet sommer-blockbuster – og den blev altså en endnu større succes.

Spielberg er den eneste instruktør, der to gange har brudt en milliard dollars-vinduet, og han er med kæmpe afstand til nummer to (Michael Bay) verdens mest indtjenende instruktør.

Indtjening i USA: 1.129 mio. dollars.


1. Star Wars (1977)

Med tre af de senere efterfølgere i serien på denne liste er det næppe nogen overraskelse, at alle tiders største sommer-blockbuster er George Lucas’ rumeventyr Star Wars.

Star Wars markerede et paradigmeskifte, fordi den gjorde science fiction mainstream, og fordi den sprængte alle hidtidige box office-rekorder om sommeren i stumper og stykker.

I nutidige tal tjente Star Wars i omegnen af svimlende halvanden milliarder dollars i USA. Det synes i dag nærmest umuligt at forestille sig, at nogen anden sommer-blockbuster nogensinde kan slå den rekord.

Indtjening i USA: 1.418 mio. dollars.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko