De tjener mest i Hollywood
Det amerikanske magasin Vanity Fair har lavet en opgørelse over de 40 skuespillere, producere og instruktører, der har tjent flest penge i Hollywood i 2010.
Ikke overraskende ligger James Cameron solidt i spidsen. Det skyldes i høj grad de 253 millioner dollars, som magasinet mener, at Cameron tjente på 3D-debuten Avatar. Johnny Depp og Steven Spielberg følger et stykke efter med samlede indtjeninger på henholdsvis $100 mio. og $80 mio.
Mere overraskende er måske den store afstand til sidste års topscorer, Michael Bay, der stod bag 2009’s robotbrag Transformers: De faldnes hævn.
Bay tjente ”kun” 125 millioner dollars i følge sidste års opgørelse – altså under halvdelen af, hvad Cameron tjente. En fantastisk fortælling i 3D er altså en klart bedre forretning end en film om robotter og menneskehedens skæbne i 2D.
Fremgang og fællesskab
Vanity Fairs opgørelse er et skøn og medtager kun indtægter relateret til filmprojekter. Det vil sige indtægter som løn og eventuelle andele i filmens overskud i forbindelse med billetsalg og dvd-salg.
Generelt synes 2010 at være et mere indbringende år end 2009. Stjernerne i dette års topti har ifølge magasinets opgørelser alle tjent mere end sidste års topscorere.
Og dette års topti er kendetegnet af et par store samarbejder.
Johnny Depp har tjent solidt
I topti befinder eksempelvis både Leonardo Di Caprio og Christopher Nolan sig, og det skyldes samarbejdet i den Oscar-nominerede Inception, som hver især indbragte dem henholdsvis $59 mio. og $69 mio.
Et andet frugtbart samarbejde i topti er Johnny Depp og Tim Burton i endnu en 3D-blockbuster, Alice i eventyrland, selv om Depp også har tjent solidt på sin medvirken i Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides og The Tourist.
1. James Cameron: $257 mio.
2. Johnny Depp: $100 mio.
3. Steven Spielberg: $80 mio.
4. Christopher Nolan: $71,5 mio.
5. Leonardo DiCaprio: $62 mio.
6. Tim Burton: $53 mio.
7. Adam Sandler: $50 mio.
8. Todd Phillips: $34 mio.
9. Taylor Lautner: $33,5 mio.
10. Robert Downey Jr.: $31,5 mio.
Kommentarer