De (u)mulige interviews

Det er ikke lige sådan at komme til at tale med de store stjerner og de store instruktører på Cannes-festivalen, med mindre man er blevet nomineret til interviews hjemmefra af filmselskaberne.

Men man skal aldrig sige aldrig.

For EKKOs vedkommende kom en enkelt nominering i hus, inden vi drog afsted, og det var med den østrigske instruktør Ulrich Seidl, hvis film Import Export er i konkurrence. Da dagen for interviewet oprinder, får vi at vide, at det er forsinket, hvor længe vides ikke. En halv time forsvinder på pavillonen uden spor af Ulrich Seidl, så en time og endelig kommer PR-pigerne med nyt.

Held i uheld
Ulrich Seidl har tømmermænd og er blevet syg, siger de. Så det hele bliver aflyst, desuden tager han hjem i morgen, så der er ikke mere at komme efter.

Men har de mon ikke nogen erstatning? Her er Cannes-systemet altså ikke mere stringent organiseret, end at de straks sætter os på til et interview dagen efter med mexicaneren Carlos Reygadas, der har instrueret filmen Stellet Licht.

Belært af den erfaring får EKKO gennem et andet PR-bureau et interview med den virtuose maler og filmskaber Julian Schnabel, også dagen efter. Hans film Le Scapandre et le Papillon (Dykkerklokken og sommerfuglen) har begejstret alle og nævnes som en mulig Guldpalmevinder. Til dette bør dog retfærdigvis bemærkes, at alle film efterhånden nævnes som mulige vindere, men at den rumænske 4 måneder, 3 uger og 2 dage er den, der nævnes hyppigst.

Det første interview med Carlos Reygadas foregår på Hiltons tagterasse. Interviewet er forsinket, fortæller PR-damen, men til gengæld er Ulrich Seidl alligevel ikke rejst hjem, så hvis jeg er frisk, kan jeg tale med ham nu. Han sidder derovre i sofaen, siger PR-damen og peger med sin finger. 

To skæbner fra øst og vest
Et af de store temaer på dette års Cannes-festival har været, hvorledes vi som mennesker i dag bliver mere og mere fremmedgjorte. Børn tager institutionerne sig af, mens forældrene passer karrieren, de ældre tager institutionerne sig af, mens deres børn passer karrieren. Og dem, der passer karrieren, passer ikke på hinanden, men har en terapeut tilknyttet som mellemled. Vi har glemt at være mennesker.

Specielt østrigske Ulrich Seidl har med Import Export lavet en fed understregning af tidens manglende humanisme. Filmen handler om to skæbner fra henholdsvis øst og vest. Olga er en ukrainsk sygeplejerske, som tager til Østrig. Og Paul er en arbejdsløs sikkerhedsvagt, der drager til Ukraine. To unge mennesker, der hver især ønsker en ny start, men som bliver konfronteret med en barsk virkelighed. Filmen er en stærk, men også noget deprimerende affære, der efterlader én i tilstand af modløshed.

Modløs ser også Ulrich ud, da jeg møder ham, hvorfor det virker oplagt at spørge, om han slet ikke mener, at der er noget håb?

"Jeg ville ikke lave disse film, hvis ikke jeg mente, der var håb," svarer han lavmælt og forklarer, at han ønsker at gøre opmærksom på, at vi har glemt humanismen. "Filmen illustrerer, at specielt den måde, vi lader gamle mennesker dø alene på hospitalerne, er tegn på manglende medmenneskelighed," siger Ulrich Seidl.

Menneskeligt overskud
Humanistiske budskaber har Julian Schnabel også, om end langt mere positive. Han sidder stor og velmægtig ved swimmingpoolen på et af Cannes førende hoteller. Han ligner en konge, der holder hof. Veltalende og underholdende — iklædt pyjamas, der er kreeret af hans egen kone, som i øvrigt også spiller med i hans livsbekræftende film, Le Scapandre et Le Papilllon.

Filmen handler om den franske chefredaktør af ELLE, der får et slagtilfælde, og da han vågner igen, har han et såkalt lock-in-syndrom. Det betyder, at han er låst i krop og i tale. Han kan blot blinke med venstre øje. En gang for ja, to gange for nej. Og med dette øje blinker han sig igennem alfabetet, indtil han med det sidste punktum har skrevet en rørende bog, der har begejstret et meget stort publikum.

Julian Schnabel forklarer, at han straks så nogle smukke, indre tableauer i historien, og han ønskede at vise det livsbekræftende, menneskelige overskud i den værst tænkelige situation.

Ordløse folk
Hvor man snildt kan mærke, at Le Scapandre et le Papillon er skabt af en kyndig maler, virker Carlos Reygadas film Stellet Licht i sig selv som et maleri, der bliver skabt foran ens øjne.

Også Carlos Reygadas er veloplagt, fantastisk veloplagt og direkte. Hans film afslutter med en magisk scene, der bringer tankerne hen på Dreyers Ordet. Hvorfor vi selvfølgelig må høre til hans forhold til Dreyer. Han er stærkt begejstret og medgiver, at afslutningsscenen har pendanter til Ordet. I interviewet springer han frem og tilbage til mange af verdens instruktører, som han blandt andet dyrkede passioneret i sin tid som jurist i Bruxelles, inden han sprang ud og begyndte at lave film.

Reygardas har en sjov og flabet facon og er ikke bange for at udspørge journalisterne selv om deres holdninger. Det udvikler sig en større diskussion, der tager afsæt i de indadvendte karakterer i hans film. De optræder næsten ordløst, men er det nødvendigvis ensbetydende med at være bange, blot fordi man ikke udtrykker sine følelser verbalt?

Interviewene er forbi. Efter gårsdagens ærgerlige aflysning har vi i dag fået tre eftertragtede interviews i kassen. Det umulige er muligt — også i Cannes.