Jim Jarmusch driver deadpan til ekstremer

Jeg burde elske The Dead Don’t Die, som er dette års åbningsfilm på Cannes-festivalen.

Den er instrueret af Jim Jarmusch, der har været en af mine favoritter, siden dagdriverdramaet Stranger than Paradise slog benene væk under mig for 35 år siden.

Filmen har et forrygende cast med Bill Murray, Adam Driver, Chloë Sevigny og Tilda Swinton samt de übercool musikere Tom Waits og Iggy Pop (som ikke behøver megen sminke for at ligne en zombie). Og så er det en zombiefilm med et samfundskritisk indhold.

Hvad mere kan man ønske sig?

The Dead Don’t Die – forrygende titel! – starter med en panorering over en kirkegård, og så ved kendere, at Jarmusch refererer til det ikoniske værk inden for genren, nemlig George A. Romeros Night of the Living Dead fra 1968.

Der sker mystiske ting i lillebyen Centerville, der med sin landevejscafé og politistation ligner en tro kopi af David Lynch’ Twin Peaks.

Ure går i stå, og selv om det er nat, skinner solen. Det viser sig, at menneskene i deres materielle ærgerrighed har ødelagt polerne, så jordens omdrejningsfrekvens er blevet forandret.

Og det får den fatale konsekvens, at døde mennesker stiger op af gravene og begynder at søge frisk kød, som de kan fortære og dermed gøre til levende døde.

Adskillige vilde dyr
Det giver selvsagt nogle udfordringer for lillebyens tre politifolk – Bill Murray, Adam Driver og Chloë Sevigny – som langsomt bliver klar over, hvad der foregår.

Servitricerne på den lokale café ligger livløse på gulvet med indvoldene blottet, og tre unge hipsters bliver fundet i en lignende tilstand på byens hotel.

Medierne forsøger længe at bortforklare de frygtelige kendsgerninger og politibetjentene gætter på, at det må være ”vilde dyr” – ”adskillige vilde dyr” – der står bag ugerningerne. Det er selvfølgelig en kommentar til, at vi i lang tid har lukket øjnene for årsagerne til klimaforandringerne.

Den eneste måde at uskadeliggøre zombierne, er ved at skyde eller hugge hovedet af dem. Der kommer ikke blod, men sort aske ud af dem – en original og flot effekt, som Jarmusch tydeligvis er stolt af.

Tom Waits spiller en bitter mand, der har fortrukket sig til naturen, hvorfra han dømmer levende og døde. Og Tilda Swinton er den lokale bededame, som mediterer foran en statue af Buddha og er ferm til at svinge et samuraisværd, hvilket viser sig at være ganske nyttigt, når horder af levende døde langsomt, men stædigt angriber.

Har læst manuskriptet
Problemet med The Dead Don’t Die er ikke bare, at vi har set det alt sammen før, men at filmen også hele tiden skal gøre os opmærksom på, at vi har set det hele før.

Og vi skal synes, at det er sjovt.

The Dead Don’t Die minder mig om fagbogen Det postmoderne, som jeg læste i studietiden. Forfatteren sætter så mange ord i citationstegn, at der må være tale om en uofficiel verdensrekord. Og selv om det handler om metafilm og metakunst, blev det ”ærligt talt” en kende anstrengende i længden.

Jarmusch sætter også alt i gåseøjne. Filmen er ikke sjov, men ”sjov”, den er ikke spændende, men ”spændende”, ikke tankevækkende, men ”tankevækkende”.

”This is all gonna end badly,” siger Adam Driver gentagne gange og afslører, at han ved det, fordi han har læst manuskriptet. Bill Murray har derimod kun fået tilsendt sine egne scener, og det gør ham skuffet efter alt, hvad han har gjort for ”Jim” – altså Jim Jarmusch.

Verfremdung
Det var den tyske dramatiker Bertolt Brecht, der opfandt begrebet ”Verfremdung”.

Tanken er, at skuespillerne på et tidspunkt i stykket pludselig skal bryde illusionen og henvende sig direkte til publikum i salen for at bevidstgøre folk om, at stykket ikke bare er underholdning og komfortabel virkelighedsflugt, men også har et vigtigt budskab om den virkelige verden.

Men i The Dead Don’t Die er Verfremdung på postmoderne vis blevet en tom underholdningseffekt.

Vi er jo aldrig i tvivl om, at det er en film, vi sidder og ser, og vi er heller ikke i tvivl om, at instruktøren gerne vil sige noget kritisk om materialisme, miljøet, racisme og Donald Trump (Steve Buscemis usympatiske landmand har en kasket med skriften ”Keep America White Again”).

Men allerede i Dawn of the Dead – George A. Romeros 1978-opfølger til Night of the Living Dead – blev zombiegenren brugt som en satirisk samfundskommentar, og siden har der blandt andet været Shaun of the Dead.

Udtryksløst skuespil
Deadpan – tør humor og udtryksløst, sløvt skuespil – har altid været en fascinerende del af Jarmusch’ filmkunst, men i den nye film driver han det til trættende ekstremer.

Karaktererne udvikler sig ikke, der er stort set ikke intet plot, og bifigurer dør, uden at vi får det mindste ud af vores investering i dem.

Der er et par beåndede replikker undervejs. Som da én på lighuset får følgende kommentar: ”She is not getting any older.” Men når de levende døde virker mere nærværende end de levende, er der noget galt.

Med mindre man synes, det er sjovt.