Deadpan-finne er stor nostalgiker

"Johnny Depp er min helt," udbrød finske Aki Kaurismäki med slet skjult ironi. Dermed var pressemødet for instruktørens guldpalme-kandidat, Le Havre , sat i gang.

Eller det vil sige, moderatoren måtte først lige bede den bodega-karismatiske finne om at slukke sin cigaret. Og i mangel på askebægere nåede han at putte den omvendt i munden - i bedste Egon Olsen-stil - inden en Cannes-official kom ham til undsætning med et plastikkrus.

"Jeg kan huske dengang, hvor man stadig måtte ryge til pressekonferencerne i Cannes. The times they’re changing," lød det fra instruktøren i vanlig lakonisk dead pan-stil, ikke fjernt fra tonen i hans film.

Udrangerede skæbner
Aki Kaurimäki havde i dagens anledning fået selskab af sin producer og skuespillerne fra Le Havre . Og allerede kort inde i pressekonferencen overtog han styringen fra moderatoren og præsenterede selv panelet.

"Han blev ved med at hænge ud, hvor vi filmede, så til sidst gav jeg ham en lille rolle," fortalte han, da han skulle præsentere hovedrolleindehaveren André Wilms. Wilms spiller den fallerede, franske forfatter og boheme Marcel Marx, der er gået i frivilligt eksil i den franske havneby Le Havre, hvor han arbejder som skopudser og frekventerer byens knejper.

Filmen er et komediedrama med politisk brod, for da en ung afrikansk flygtning krydser Marcels spor, bliver han tvunget til at forlade sin magelige tilværelse og hjælpe drengen ved at skjule ham for de franske myndigheder. Som altid i sine film - ikke mindst i guldpalmevinderen Manden uden fortid - er Kaurismäki solidarisk med de udrangerede skæbner.

En tryg havn
Moderatoren lagde ud med at spørge, hvorfor Kaurismäki havde valgt netop Le Havre som lokalitet i sin nye film.

"Jeg kørte rundt over alt, og Le Havre var mit sidste håb. Men så så jeg den smukke arkitektur, og det kunne mit kamera ikke lide. ’My camera wants to kill your mama,’ som Frank Zappa ville sige det. Men da jeg forlod byen, synes jeg alligevel, at det var synd, og så fandt jeg nogle steder, som ikke havde moderne arkitektur.

— Ved du, at ordet "Le Havre" har to betydninger?

"Ja. Ordet stammer fra det danske ’havn’, som også kan betyde en tryg havn, som vi måske ikke alle sammen når til - det skulle da lige være André Willms."

Dum, men ikke et æsel
Le Havre er den finske særlings anden film på fransk, hvilket kan synes paradoksalt, da hans eget franske ordforråd ikke rækker meget længere end til ’oui’ og ’merci’.

Selv mener Kaurismäki dog ikke, at sprogkløften er et problem.

"Jeg er måske dum, men jeg er ikke et æsel, så jeg stoler på, at mine skuespillere kan deres replikker, selvom jeg ikke forstår sproget. Så koncentrerer jeg mig om udtrykket."

At det visuelle udtryk i finnens film fortæller mindst lige så meget som karakterernes dialog, understregede flere af Le Havre s skuespillere.

"Som skuespiller er du en del af en dekor, en koreografi, der altid har en betydning. Betydningen kommer ikke bare frem gennem dit arbejde som skuespiller, men altid i sammenhæng med elementerne omkring dig," fortalte Jean-Pierre Daurroussin, hvis lange navn Kaurismäki i øvrigt insisterede på aldrig at kunne huske.

Gammel og kynisk
Hovedrolleindehaveren André Wilms, som i 1992 spillede den samme figur i instruktørens La vie de bohéme , tilføjede, at Kaurismäkis solidariske tone i høj grad udspringer af hans arbejde med skuespillerne.

"Han beder sine skuespillere om at spille med en slags moral, en etik. Der er en beskedenhed i udtrykket - vi skal vise følelser, men med forsigtighed, med nænsomhed og uden nogen overdrivelse. Det er det, der gør hans film fuldstændigt enkle og klare," sagde han.

Instruktøren selv havde følgende forklaring på sin nænsomme fremgangsmåde:

"Jo ældre og mere kynisk jeg bliver, jo blødere bliver mine film. Jeg begynder i højere grad at kunne lide mine karakterer, og jeg ønsker det bedste for dem."

Historien der tæller
Som flere af Kaurismäkis tidligere værker har Le Havre nostalgiske referencer til filmhistoriens klassikere.

"Jeg var nostalgisk, da jeg var fire år gammel. Jeg syntes, 40’erne var gode, da jeg voksede op i 50’erne. Og i 70’erne tænkte jeg, at årtiet aldrig ville blive æstetisk smukt, men i dag synes jeg, 70’erne er svære at slå. Så hvem ved, måske 2011 bliver æstetisk smukt en dag. Men jeg tvivler," konstaterede Kaurismäki, der da heller ikke har meget til overs for nymodens filmteknologi.

"Selv Hitchcock glemte i Dial M for Murder (instruktørens eneste 3D-film, red.) historien, fordi han blev så optaget af teknikken. Sådan er det også med 3D i dag. De fleste smukke film gennem tiderne er skudt med elendig teknik og uden lys. Historien er stadig det afgørende i filmkunsten, det er historien, der tæller for folk," sagde han.

Skamfulde mænd
Også på sit eget køns vegne mente instruktøren, at der er grund til at længes efter de gode gamle dage.

"Det er en skam, at mænd ikke er mænd mere. Karakterer som Jean Gabins roller i Marcel Carnés film er ikke troværdige mere, fordi krigens skygge ikke hviler over mændene længere. Voksne opfører sig som børn i dag. Og mænd bruger parfume, hvilket jeg synes er latterligt," sagde han og indskød.

"Men måske er jeg bare jaloux."

Han lignede ikke én, der mente det.