Dear Europe

Da Lars von Trier havde skrevet manuskriptet til Thomas Vinterbergs Dear Wendy, var vi godt klar over, at det ville blive en relativ dyr film," siger producer Sisse Graum Jørgensen fra Zentropa, der kender en del til europæisk filmsamarbejde. "Hvis man har et projekt med et budget på mere end 18-20 mio., må man pakke kufferten og rejse finansiering uden for Danmark og de nordiske lande."
 
I de senere år er næsten halvdelen af de danske spillefilmproduktioner realiseret som co-produktioner med andre europæiske lande. Og det internationale samarbejde opstår som udgangspunkt ikke af kreativ lyst, men af økonomisk nødvendighed: "Vi rakker rundt som sigøjnere i Europa og slår os ned dér, hvor finansieringsmulighederne og de bedste locations findes," siger Zentropas finansdirektør Peter Garde.
 
Der er næppe nogen tvivl om, at det har været en god forretning for dansk film at deltage i det internationale samarbejde. Men også de danske filmarbejdere har indhøstet værdifulde erfaringer via de mange co-produktioner.
 
En kulmine i Tyskland
Dear Wendyblev således realiseret som en co-produktion mellem Danmark, Frankrig, Tyskland og England. Af det totale budget på 52 mio. kom 50 % fra Danmark, 20 % fra Frankrig, 20 % fra Tyskland og 10 % fra England. Som altid med internationale co-produktioner var mange poster (cast, locations, postproduction etc.) tæt forbundne med finansieringsmulighederne. Det 50-60 personers store hold blev således sammensat, efterhånden som aftalerne med co-produktionslandene faldt på plads. Laboratoriearbejdet foregik i Frankrig, der også var repræsenteret på flere centrale positioner på holdet, blandt andet i kostumeafdelingen. De penge, der blev lagt i England, gik til musik, skuespillerlønninger og fotograf (Anthony Dod Mantle).
 
Denne type co-produktioner udløser imidlertid også en række ekstraudgifter, som ellers ikke ville belaste en rent national filmproduktion. Eksempelvis blev man nødt til at ansætte en rutineret dialogue coach. Filmen udspiller sig i det sydøstlige USA, mens skuespillerne kommer fra fire forskellige lande/stater (England, New York, Los Angeles og Canada). Derfor var det nødvendigt at sikre, at de unge skuespillere talte med den samme (amerikanske) accent i den færdige film.
 
Handlingen i Dear Wendy udspiller sig i Minebyen Esterslope, som med dens centrale torv Electric Park blev opbygget i Filmbyen (Avedøre) efter research i det amerikanske kulminemiljø. Det viste sig imidlertid hurtigt, at det ville blive for omkostningskrævende at konstruere og opføre selve minen i Danmark. Thomas Vinterberg ville desuden gerne have et meget realistisk miljø i minescenerne, og endelig ville det gavne finansieringen at have en optageaktivitet i udlandet. Efter research i Tyskland, Skotland og Frankrig faldt valget på en nedlagt kulmine i Ruhr-distriktet: "Det var en fantastisk location, og samtidig fik vi adgang til den tyske regionalfond i Nordrhein-Westfalen, der råder over ca. 300 mio. om året," fortæller Sisse Graum Jørgensen.
 
Princippet bag de regionale fonde er, at støtten til et filmprojekt er afhængig af, hvor mange penge der anvendes i lokalområdet. "De fleste regionalfonde har et 'spend-kritierie' på 150 %," siger Peter Garde. "Det vil sige, at den støtte, man kan opnå i fonden, udgør to tredjedel af de midler, man skal bruge lokalt." Han fortsætter: "Vi bestræber os på at tilrettelægge vores produktioner, så vi benytter mest mulig dansk arbejdskraft, men det er klart, at når vi placerer halvdelen af Dear Wendy-optagelserne i Tyskland, går den del af arbejdet til tyske filmarbejdere." I alt optog filmholdet 19 dage i Tyskland, mens de resterende 21 dage lå i Danmark.
 
Visionen om europæisk film
Den stigende internationalisering af dansk filmproduktion skal ses i lyset af en generel mobilisering af den europæiske filmindustri over de sidste ti-femten år. Ser man tilbage på 70'erne, stod europæisk film for over 5 % af indtjeningen på det amerikanske marked. Siden slutningen af 80'erne har Europas andel kun udgjort 2 %. Til gengæld har Hollywood i de sidste mange år siddet solidt på omkring 70 % af biografmarkedet i Europa. I nogle lande, herunder Tyskland og England, er den amerikanske markedsandel endnu højere. Hertil kommer, at kun 10 % af de film, der produceres i Europa, får distribution uden for oprindelseslandet.
                     
Det skæve forhold mellem den amerikanske og den europæiske filmindustri har været den væsentligste baggrund for de mange initiativer, der er iværksat på europæisk plan for at styrke kontinentets filmindustri. Vigtigst var oprettelsen af co-produktionsfonden Eurimages i 1988, der havde til formål at nedbryde de audiovisuelle grænser i Europa og skabe en stærk og samlet europæisk filmindustri. I dag, sytten år senere, har Eurimages netop støttet co-produktion nummer 1000.
              
Flere og flere lande i Europa har desuden tilsluttet sig "The European Convention on Cinematographic Co-Productions" — Danmark var med fra starten i 1994. Konventionen sigter på yderligere at harmonisere støttereglerne i de enkelte medlemsnavn til gavn for det europæiske co-produktionssamarbejde og visionen om en fælles, levedygtig filmproduktion.
 
Euro Puddings
Eurimages har muliggjort produktionen af film med store budgetter og gode markedsmuligheder, men det internationale samarbejde har også haft bivirkninger. Ud over, at co-produktioner udløser en række ekstraudgifter, som for eksempel udgifterne til dialogue coaching i Dear Wendy, stiller de udenlandske partnere ofte betingelser, der griber ind i de kunstneriske og administrative beslutninger omkring et filmprojekt. Samarbejdet over grænserne har således i en række tilfælde resulteret i såkaldte Euro Puddings — film som er præget af, at man ved valg af locations og skuespillere har fokuseret mere på at tilfredsstille de enkelte co-produktionspartnere end på at skabe en sammenhængende, helstøbt film.
                     
Også begrebet Nordic Puddings er blevet taget i anvendelse, når man i de nordiske lande — af hensyn til co-produktionskrav om kreativ medvirken — har benyttet skuespillere fra hinandens lande, selv om det ikke har været motiveret i historierne. Det har skabt unødvendig "støj" i en række danske film, for eksempel Min fynske barndom (1994), hvor Carl Nielsens ærkefynske mor spilles med tyk accent af finsk/svenske Stina Ekblad, og De nøgne træer (1991), der har den svenske skuespiller Lena Nilsson i rollen som Gerda, en legendarisk figur i nyere dansk litteratur. Også Susanne Biers Det bli'r i familien (1993) — en dansk/svensk/portugisisk co-produktion — bar i høj grad præg af at være tænkt ind i nordiske og europæiske støttemuligheder.
                     
Meget tyder dog på, at man i dag er blevet mere varsom med at stille for rigide krav om kreativ medvirken. Per Flys Arven (2002) blev realiseret som en co-produktion mellem Danmark, Norge og Sverige. Hovedpersonen Christoffer (Ulrich Tomsen) ejer en restaurant i Stockholm og er svensk  gift, men kaldes hjem til Danmark for at overtage familievirksomheden. Det svenske islæt er fint integreret i historien, selv om det uden tvivl er indgået som en del af co-produktionsaftalen med Sverige. Desuden var fotografen den norske Harald Gunnar Pallgard — et lykkeligt samarbejde, som er fortsat under produktionen af Per Flys næste film Drabet (2005).
                     
I den forbindelse har det været en fordel, at Sverige nu også har tilsluttet sig den europæiske co-produktions-konvention. Zentropas finansdirektør Peter Garde fortæller: "Ligesom Frankrig stillede Sverige tidligere krav om 20 % kreativ og finansiel deltagelse for at indgå i en co-produktion. Det havde vi store problemer med på for eksempel Breaking the Waves (1996)." Nu kræver konventionen, at co-produktioner mellem tre parter og derover kun behøver at lægge minimum 10 % af budgettet hos de deltagende lande.
 
At der dog stadig indimellem går europæisk "budding" i co-produktionssamarbejdet, kan man konstatere, når den danske skuespiller Claus Bue dukker op som katolsk præst i det irske kostskole-drama Drengene fra Skt. Judes (2003). Den irske film var en co-produktion mellem Irland, England, Danmark og Spanien.  
 
Flest co-produktioner med nabolande
Et af formålene med Eurimages var at etablere nye, tværnationale produktionsnetværk. Dette er kun sket i begrænset omfang. Af sproglige og kulturelle grunde foretrækker de europæiske filmproducenter at co-producere med selskaber i nabolandene og med partnere, de kender fra tidligere.
 
Sverige indtager en klar førsteplads over de lande, som Danmark har co-produceret med, og Norge en lige så klar andenplads. Det skyldes især de støttemuligheder, der blev etableret med oprettelsen af Nordisk Film & TV-Fond i 1990. Fondens vedtægter kræver samfinansiering fra mindst to nordiske lande og lægger vægt på "nordisk indhold" ved udvælgelsen af projekter. Men den lange tradition for filmsamarbejde mellem Danmark og Sverige og de sproglige og kulturelle ligheder mellem de skandinaviske lande har også stor betydning.
 
Zentropa, som er det største danske produktionsselskab, indgår dog ikke blot i et skandinavisk, men også i et europæisk produktionsværk, opbygget siden Lars von Triers Europa (1991), som var den første store europæiske co-produktion med dansk hovedproducent. Zentropa er på få år blevet en relativ stor aktør på den europæiske produktionsscene, og selskabet bruger de samme co-producenter på Dear Wendy som på tidligere film.

I de senere år har Zentropa udvidet sit samarbejdet med ikke mindst den skotske filmindustri, blandt andet via produktionen af Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord (2003), som blev optaget on location i Glasgow: "Det var en virkelig god oplevelse at arbejde sammen med de skotske filmfolk," siger producer Sisse Graum Jørgensen. "Vi har det samme temperament, den samme underfundige humor og nogenlunde den samme ordenssans. Det er bløde værdier, som man absolut ikke skal underkende i et co-produktionssamarbejde."
 
Fælles europæisk identitet?
Når danske producenter således gør stadig mere brug af udenlandske investorer, skal der i princippet "betales tilbage" med danske investeringer i udenlandske film: "Det er et politisk dilemma, for tyske producenter har svært ved at hente penge i Danmark, da den eneste finansieringsmulighed er Det Danske Filminstitut, hvis støttepulje til co-produktioner er meget lille," siger Peter Garde.
 
Zentropa har opfordret til, at Danmark opbygger regionale fonde som Sverige og Tyskland med henblik på at tiltrække udenlandske filminvesteringer og sikre beskæftigelse til danske filmarbejdere. De første skridt herhjemme er nu taget med etableringen af for eksempel FilmFyn. De svenske erfaringer på området viser nemlig, at de penge, der gives i støtte til filmproduktioner, kommer tre-fire gange tilbage til gavn for lokalsamfundet.
                     
Formålet med Eurimages var at skabe en stærk europæisk filmindustri og en fælles identitet som modvægt til amerikansk filmkultur. Spørgsmålet er, om co-poduktionerne har bidraget væsentligt til dette. Man kan i hvert fald konstatere fra et dansk perspektiv, at det stigende antal europæiske co-produktioner ikke har medført et stigende antal europæiske premierefilm i de danske biografer. Og ser man bort fra Lars von Triers internationale auteur-film, har der også været meget langt mellem de engelsksprogede, co-producerede danske film, som har fundet et stort dansk og udenlandsk publikum.
 
Det skyldes uden tvivl, at en række sproglige, kulturelle og geografiske identifikationsmuligheder går tabt, når en dansk film indspilles på engelsk. For selv om mange instruktører og producenter vælger at lave film i udlandet og med udenlandske partnere, så foretrækker det danske publikum tilsyneladende stadig lokale historier —på dansk.