Top 10: Debutanter vi vil gense

Dansk films talentmasse er konstant vildtvoksende, og der er mange flere talenter end penge til at give alle en lang spillefilmkarriere.

Faktisk er frafaldet efter spillefilmdebuten uhyggeligt stort. Som Ekkos blogger Kim Pedersen i en undersøgelse har påvist, er 55 ud af 134 debutanter igennem de sidste 25 år kun er noteret for én spillefilm.

Det er 41 procent.

Selv om mange af dem stadig har muligheden for at komme tilbage, er tallet alligevel alt for højt. Nogle debutantfilm sår tvivl om talentet, mens andre viser så stort potentiale, at det vil være et tab, hvis de ikke får chancen.

Men hvem?

Peter Schønau Fog, der ikke har lavet en film siden succesdebuten Kunsten at græde i kor i 2006, falder straks i tankerne. Men han har faktisk fået produktionsstøtte til en filmatisering af Christian Jungersen Du forsvinder, så han er home safe.

Det samme gælder instruktører som Rúnar Rúnarsson, Mikkel Munch-Fals, Morten BH, Omar Shargawi og Darius Steiness. De har film på vej.

Andre har endnu ikke fået grønt lys til den svære toer, og her er ti instruktører, som Ekko mener hurtigst muligt bør lave en film mere.

Så kære Filminstitut: Giv dem nogle støttekroner! Jo før, jo bedre.

Thomas Daneskov

Den 26-årige instruktør slog for alvor sit navn fast, da han i 2014 nærmest ryddede bordet ved den første Ekko Shortlist Awards, hvor hans bogstavelig talt skæve komedie Ud, spring over, ind belønnedes med ikke færre end fem priser.

Bare fem måneder senere debuterede han med spillefilmen Eliten, som strøg til tops på Cph Pix og scorede talentprisen i konkurrence med internationale instruktører.

De to film viser tilsammen et bredtfavnende naturtalent, som aldrig har gået på en filmskole. Lige så umiddelbart lystfuld og lettilgængelig Ud, spring over, ind er, lige så kringlet og psykedelisk er Eliten.

Daneskov er en gudbenådet humorist med en herligt anarkistisk indstilling til filmproduktion. Med sin hang til improvisation står han på skuldrene af dogmebølgen, men forsøger samtidig at kaste sig ud på det allerdybeste filmvand.

Thomas Daneskov er hverken bange for store følelser eller små gnidninger, og han bør snarest få en ny film fra hånden.

May El-Toukhy

Danmark har med Lang historie kort fået sin første Woody Allen’ske instruktør.

Kærligheden er ikke bare komisk og elegant turneret i May El-Toukhys debutfilm, ligesom den var i afgangsfilmen Stykke for stykke. Den er også grusom, interessant og vanedannende. Instruktørens idé om kun at vise fester og venner over tid er intet mindre end brillant udført.

Imponerende er det også, at El-Toukhys næse for godt skuespil er så fintfølende. Hun får ganske enkelt det bedste frem i hver eneste af sine skuespillere, hvilket ikke er hverdagskost i en debutfilm. Især Mille Lehfeldt er overrislende underholdende i hovedrollen i Lang historie kort.

Derfor kan man kun håbe på, at Filminstituttet snart kaster flere penge efter instruktørspiren. Måske fra lowbudget-puljen, hvor en El-Toukhy-fortælling ville kunne få nogle interessante udfordringer.

Søren Balle

Det er ikke revolutionerende, men det er skidegodt.

Så enkelt kan det siges om Sørens Balles afgangsfilm fra Filmskolen Tomatprincippet, der gør tykt grin med et Carl Mar-Mølleragtigt kursus for arbejdsløse, og om spillefilmdebuten Klumpfisken, som på ægte nordjysk taler sig lige ind i hjertet på tilskueren med historien om en fortabt fisker.

Balles film vil hverken for meget eller for lidt. De vil såmænd blot fortælle nøgterne historier fra det danske samfunds mindre synlige miljøer.

Det kunne i andre instruktørers hænder blive påtaget eller letkøbt, men Søren Balle formår at vride sine film på en måde, så man både smiler og kan tage lidt med sig hjem til eftertanke.

Fenar Ahmad

Man kunne allerede se det i Shortlist-filmen Megaheavy. Der er talent ud over det sædvanlige i Fenar Ahmad.

Og med Ækte vare blev det så slået fast. Ahmad har et billedsprog, der banker af sted som et modent hiphop-beat, og Ækte vare formåede at trække unge væk fra drengeværelserne og skate-banerne og ind i de bløde biografsæder.

Dem ser vi meget gerne snart tilbage, for Fenar Ahmad har et ganske unikt blik på dansk film. Han tør lade dialogerne løbe løbsk, og ikke mindst tør han give plads til ny talentmasse.

Vi glæder os til det næste frække bud på en dansk ungdoms- eller voksenfilm fra instruktøren.

Samanou Acheche Sahlstrøm

Der skal være noget på spil, når Samanou Acheche Sahlstrøm skal lave film.

Afgangsfilmen på Filmskolen, Les amours perdues, blev optaget i Paris med to af fransk films bedste skuespillere, Emmanuelle Béart og Denis Lavant.

Og den fransk-danske instruktør greb publikum og anmeldere om hjertet med spillefilmen I dine hænder om en rejse mod aktiv dødshjælp i Schweiz.

På trods af mange klassiske kunstfilmgreb formår instruktøren nemlig at dreje uden om klichéerne ved at bruge dem i mere dramatisk forstand. Det dybe blik, musikken og metaforerne bliver alt andet end påklistret, netop fordi Sahlstrøm bruger dem så direkte og med en ekstrem intimitet.

Han tog til Danmark for at lære forbilledet Trier at kende og selv blive instruktør. Han har realiseret begge dele. Hvad der venter efter I dine hænder, vides ikke. Men vi glæder os allerede.

Daniel Dencik

Han er noget af et multitalent: digter, skriver bøger, klipper film og instruerer dem. Frem for alt ånder han for kunsten fra morgen til aften, og hvem andre skulle få den storhedsvanvittige idé at tage Afrika og forvandle vores fortid som slavehandlere til et æstetisk syretrip?

Guldkysten er et slag i den socialrealistiske surdej. Den er betagende poesi, højtravende tanker og svulstige følelser. Den er anti-jantelov.

Dencik er en blændende æstetiker. Det beviste han allerede med dokumentarfilmene Moon Rider og Ekspeditionen til verdens ende. Med tiden kan han også modnes til at blive en skarp og vedkommende fortæller.

For nogle er han indbegrebet af en excentriker, men den slags har dansk film også brug for, og instruktøren, der er forbilledet for mange i undergrunden, fortjener at gå direkte videre til film nummer to.

Jonas Alexander Arnby

Nordjysk horror. Ja, velbekomme! Men ikke desto mindre, så er den 41-årige Arnbys første film Når dyrene drømmer suveræn i sit udtryk. De grå landskaber blander sig med blodige bid fra en ung pige, som viser sig at være et nakkeknækkende bæst.

Det er en af de senere års mest kompromisløse danske film, og det kunne være interessant at se Arnby komme med endnu en film igen snart. Måske kunne han gå sin producent Christoffer Boe lidt i filmbedene og holde fast i sine billeder, men så samtidig fortælle en mere stringent og naturtro historie.

Under alle omstændigheder kan man ikke andet end ønske sig, at instruktøren snart kommer op på biograflærredet hurtigst muligt.

Han kunne jo også vende sig mod sin første kortfilm fra 2001, Hjemvendt, hvor vi møder en serbisk soldat i en ung dansk mands flashback til slagmarken i eks-Jugoslavien. Alt er her holdt i en ætsende og messende tone.

Jeppe Rønde

Man kan godt finde ting at indvende mod hans debutfilm Bridgend fra i år, men den sikre og udforskende stil, der ligger bag hvert eneste lille billede i fortællingen om selvmordene blandt unge i Wales, vækker kun respekt.

Jeppe Rønde er ganske enkelt en sjælden filmfugl, og han flyver derhen, hvor en tilfældig historie tager ham. Det har resulteret i dokumentarfilm som Jerusalem, min elskede og ikke mindst The Swenkas, som begge afsøger miljøer, der er ganske fremmede for den gængse danske biografgænger.

Det samme er Wales-miljøet i Bridgend formentlig, men alligevel er der en genkendelig nerve i Røndes film, som emmer af smerte, integritet og følsomhed.

Herfra et stille ønske om en dansksproget spillefilm fra en instruktør, der ikke er bange for at jonglere med de store spørgsmål i tilværelsen.

Louise Friedberg

Siden Eksperimentet i 2010 har Friedberg været serieinstruktør på afsnit af både Borgen, Arvingerne og den kommende serie Norskov. Nu bør hun springe ind i filmrullerne igen!

Eksperimentet handler om, hvordan Danmark i 1951 i et eksperiment tvangsfjernede grønlandske børn. Det er en vigtig, politisk historie, men den var tydeligvis for stor en mundfuld for Friedberg, som hverken havde budgettet eller erfaringen til at løfte den.

Men hun bør have en ny chance.

For talentet fejler bestemt ikke noget, hvilket man bare behøver at se kortfilmen Blodsøstre for at konstatere. Filmen, udgivet på Ekko-dvd #10, er et sjældent intenst og nervepirrende børnedrama om en syvårige piges voldelige jalousi, da hendes bedste veninde pludselig foretrækker den nye pige i opgangen.

Den tidligere så stolte danske børnefilmtradition er sunket ned i gemytlige familiefilm, og det ville være en fornøjelse, hvis Louise Friedberg revitaliserede genren og skabte en film, som tager børn alvorligt.

Så derfor, kære Filminstitut, kast lige nogle knaster efter Louise Friedberg.

Roni Ezra

Vi så det med 9. april tidligere i år. Roni Ezra er en mand med ambitioner.

At åbne sin instruktørkarriere med en historie, hvor der er gadekampe i Haderslevs bakkede gader, er intet mindre end et særsyn i dansk film, og Ezra høstede da også flotte publikumstal med fortællingen om den dag, Danmark blev besat af Tyskland i 1940.

Det særligt elegante er Ezras observerende, ja, nærmest dokumentariske tilgang til krigen. Nøgternt og ligefrem, smertefuldt og nærværende.

Ezra er tydeligvis inspireret af Dardenne-brødrene, de italienske neorealister og selvfølgelig Tobias Lindholm, der skrev 9. april, og som Ezra deler producer med: storebroren René Ezra, dansk films pt. største talentudvikler.

Det handler om at registrere og ikke proppe for mange følelser ned i halsen på publikum. Det formår Ezra med sin debut, og det giver håb om mere.

Særligt når man har set instruktørens forrygende kortfilm Panser fra 2008, hvor en betjent bliver konfronteret med gråzonerne ved sit job og må træffe et moralsk valg. Også den kan ses på Ekko Shortlist.