Den 60. Berlinale åbnet

.

Set med danske øjne er der ekstra god grund til at holde øje med årets Berlinale, den tyske A-filmfestival i Berlin, der åbnede idag. De rød-hvide farver er nemlig repræsenteret med to film blandt de tyve kandidater til hovedkonkurrencens guld- og sølvbjørne.

På lørdag er der verdenspremiere på Thomas Vinterbergs broderdrama, Submarino, som man nok tør vente sig en del af efter de foreløbige bulletiner om filmen. Og fredag i næste uge er det Pernille Fischer Christensens tur til at give verdenspremiere på sin nye film, En familie.

Berlinalen har siden sin spæde start i 1951 ført en turbulent tilværelse i brydningsfeltet mellem øst og vest. Den blev grundlagt som en vestlig propagandaoffensiv over for østlig totalitarisme, men fandt efterhånden sine egne ben at stå på.

Et sprælsk repertoire
Endnu i 1970 var det dog så kontroversielt at vise Michael Verhoevens O.K. om fire amerikanske soldaters voldtægt af og drab på en vietnamesisk pige, at juryen mod alle regler udelukkede filmen, inden den selv trak sig tilbage, så der ikke blev uddelt nogle bjørne det år.

Ni år senere var den gal igen, men denne gang blev juryen på sin plads, mens de kommunistiske østlande trak deres kandidater tilbage i protest mod Michael Ciminos The Deer Hunter, hvor man ser vietnamesiske soldater tortere amerikanske fanger.

I tidens løb har der også været demonstrationer mod et angiveligt antisemitisk jurymedlem, nemlig Rainer Werner Fassbinder, ligesom politiet har beslaglagt en film for pornografi.

På den baggrund kan man nok vente sig et sprælsk repertoire, når Berlinalen nu fejrer sin 60. udgave.

Imidlertid er det mest kontroversielle, at festivalen fredag giver verdenspremiere på Roman Polanskis thriller, The Ghost Writer, mens instruktøren selv sidder i husarrest i sin alpehytte i Schweiz, hvor han venter på afgørelsen af, om han skal udleveres til retsforfølgning i USA for en flere årtier gammel sag om sex med en mindreårig.

Klasse versus masse
Nu er meningen med en A-filmfestival naturligvis heller ikke at provokere, men at præsentere nogle af verdens absolutte topnavne inden for filmbranchen og skærpe deres indbyrdes konkurrence.

Det er bare ikke det, Berlinalen gør, og måske heller ikke det, Dieter Kosslick som dens leder gennem den sidste halve snes år ønsker.

Tværtimod får man let det indtryk, at hovedkonkurrencen er gået hen og blevet festivalens ”stedbarn”, som filmanmelderen Jan Schulz-Ojala udtrykker det på åbningsdagen i et opråb i Der Tagesspiegel, en af Berlins største aviser.

År for år bliver der flere og flere film på Berlinalen, som drager et større og større publikum til sig. Menige cineaster, der med mod på smalle film og tålmodighed til at stå i timelange køer for at få billetter til de brede.

Festivalen spreder sig ikke bare ud over et væld af filmserier uden for hovedkonkurrencen, men i år også ud over hele Berlin. I alle byens kvarterer bliver der arrangeret Berlinale-aftner med røde løbere foran de lokale biografer. Samlet næsten 400 film, men som Schulz-Ojala skriver med den konsekvens, at ”klassen drukner i massen”.

Polanski, Scorsese, Winterbottom, Yimou - og Lang
Bevar’s, det er da fint, når man ud over Polanski kan præsentere et så driftsikkert navn som Martin Scorsese, der også har valgt at give sin seneste film, Shutter Island, premiere i Berlin. Men det er aldrende mænd, der ikke er stort mere interessante at se i Berlinale Palast end Tina Turner i Parken.

Kort sagt er der for mange slidte A-navne og upolerede B-navne til en rigtig A-filmfestival.

Selvfølgelig kan man kun glæde sig til at se, hvad instruktører som Michael Winterbottom og Zhang Yimou kan byde på, men man frygter uvilkårligt, at deres film bliver enlige svaler, der som bekendt ikke gør nogen sommer.

Det kunne man ellers godt trænge til i et Berlin, der ligger nedfrosset under et tykt lag sne og is, så man skal præsenteres for noget stort, før man vælger at løfte blikket fra de spejlglatte fortove.

Trods de arktiske forhold vil der fredag aften være tusinder af berlinere, der valfarter til Brandenburger Tor for at se film på storskærm under åben himmel. Da er der nemlig verdensrepremiere på Fritz Langs originale version af stumfilmklassikeren Metropolis, som man hidtil kun har kendt i en ufuldstændig version. Altså en repremiere som festivalens klimaks!

Sammen adskilt
Karakteristisk nok åbnede Berlinalen med Tuan Yuan (”Sammen adskilt”) af kinesiske Wang Quan’an, der så sent som i 2007 vandt Guldbjørnen for Tuyas ægteskab.

Man plejer nemlig gerne sine egne opdagelser, som kunne man på den måde indestå for, at en Guldbjørn garanterer for instruktørens vitalitet. Tuan Yuan er for så vidt et udmærket valg til åbningsfilm i jubilæumsåret, der også markerer 20-året for Tysklands genforening.

Filmen handler nemlig om et delt Kina, hvor fastlandskinesere og taiwanesere først for nylig har fået mulighed for at besøge hinanden.

Det nationale traume skildres stilfærdigt og bevægende i historien om den tidligere soldat Liu Yansheng, der mere end 50 år efter at være flygtet til Taiwan vender tilbage til Shanghai for at møde sin ungdoms kærlighed, Qiao Yu’e. Hun ventede dengang deres fælles barn, men er i mellemtiden blevet gift med Lu Shenmin og har med ham fået børn og børnebørn.

Surrealistisk Shanghai
Mens kærligheden spirer på ny, glider højhastigshedstog og flodpramme forbi i en diset baggrund, der får Shanghai til at tone frem som et lige så surrealistisk drømmelandskab. Med omtanke og stringens klippes der fra vide perspektiver til intime miljøer i smøger og markedshaller nede mellem skyskraberne.

Og lige så konsekvent brydes de elskendes forjættede genforening, så de i stedet finder forløsningen i den afsked, de aldrig fik mulighed for at tage med hinanden et halvt århundrede før.

Blot skæmmes filmen af en overflødig epilog, som Wang Quan’an ikke har kunnet nære sig for at klistre på, så den fuldbyrdede afsked ikke får lov at stå som filmens pointerede katarsis, men fortaber sig i socialrealistiske betragtninger over en eksploderende metropols eksistentielle omkostninger.

Men det er formentlig helt i Berlinalens evindeligt politiserende ånd ...