Den asiatiske palmefavorit
På søndag bliver det hele afgjort i Cannes. Vi har stadig et par konkurrencefilm til gode, men efter onsdagens visning af sydkoreanske Lee Chang-dongs Poetry, ligner det forholdsvis ubeskrevne instruktørblad en palmefavorit.
Poetry er en uforbeholden hyldest til poesien. Filmen om den ældre kvinde, der opdager magien i kunsten og i livet, er et barsk hverdagsdrama, som får lyrikken til at leve på film.
Til stor begejstring for internationale såvel som danske kritikere.
Hyldest til filmkunsten
Lee Chang-dong mener selv, at vi lever i en tid, hvor poesien og lyrikken er ved at dø ud. Det fortalte han på en pressekonference i Cannes.
”Jeg mener, at en bestemt type filmkunst er døende. Og det er den filmkunst, jeg altid har været forelsket i.”
”Poesi er ikke bare som en buket blomster, der er smukke i sig selv. For mig er poesi hele verden, det er livet, og det betyder at på trods af alt det grimme i verden, er der altid noget smukt at finde,” sagde Chang-dong.
Voldtægt og digte
I filmen er den 65-årig Mija begyndt til voksenundervisning i poesi, men får kort tid efter konstateret Alzheimers. Alligevel fortsætter hun undervisningen og arbejder filmen igennem på at skrive ét enkelt digt.
Samtidig kæmper hun med sit temmelig uvorne barnebarn. For hvordan håndterer man moralsk en dreng, der har deltaget i gruppevoldtægten af en sekstenårig pige, som efterfølgende har begået selvmord?
Poetry er en stilfærdig, poetisk kontemplation. Og Chang-dong behandler det hele i en bevægende og realistisk tone, der langsomt kryber ind under huden på tilskueren.
Sen debut
Trods den asiatiske auteurs 56 år er Poetry kun Lee Chang-dongs femte spillefilm. Han er oprindelig uddannet i koreansk sprog og litteratur ved universitet i Daegu i 1981, og da han i 1997 — over 40 år gammel — debuterede som instruktør med Green Fish, havde han allerede skabt sig en karrier som anerkendt forfatter.
Men cv’et byder også på et kortvarigt i ophold i toppen af Sydkoreansk politik. Fra 2003 til 2004 var Lee Chang-dong minister for kultur og turisme under præsident Roh Moo-hyen.
Vejen ind i filmens verden begyndte i 1993. Chang-dong blev af Park Kwang-su, en af grundlæggerne af den koreanske nybølge i slutfirserne, tilbudt at forfatte manuskriptet til filmen To the Starry Island. Samtidig arbejdede han også som assisterende instruktør på filmen.
Samfundskritisk blik
Debutfilmen Green Fish er et dystert, pessimistisk og ikke mindst kritisk blik på det sydkoreanske samfund — set gennem øjnene på en ung mand, der involveres i organiseret kriminalitet i Seouls underverden.
Filmen blev en enorm publikumssucces i hjemlandet og gjorde sig bemærket på flere internationale festivaler.
I Chang-dongs anden film, Peppermint Candy (1999), folder instruktøren en snørklet, bagvendt fortælling ud. Filmen starter med en mands selvmord og fortæller derefter hans historie.
Chang-dong tegner et indfølt portræt af hovedpersonens fortvivlende deroute og får undervejs behandlet samfundspolitiske emner som militærtjeneste, totur af politiske dissidenter og økonomisk nedtur.
Melodramatisk prissluger
Festival-prisslugeren Oasis fra 2002 markerer et skift i Lee Chang-dongs stil. Instruktørens to tidligere film var begge, trods deres dystre skæbnefortællinger, nærmest renset for melodramatisk patos.
Men i Oasis får melodramatikken fuldt spillerum i den provokerende historie, hvor kærligheden spirer mellem en spastisk lammet kvinde og en psykisk ustabil mand, som netop har afsonet sin straf for i fuldskab at have kørt en anden mand ihjel.
Lee Chang-dong vandt med Oasis den prestigefyldte pris som bedste instruktør ved Venedig-festivalen i 2002, hvor filmen også var nomineret til Guldløven.
Chang-dong i Cannes
I 2007 steg Lee Chang-dong så endnu mere i filmgraderne, da hans fjerde spillefilm, det eksistentialistiske drama Secret Sunshine, blev udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes.
Filmen handler om en kvinde, der efter tabet af sin mand flytter til en lille flække for at starte på ny. Men også her rammes hun af tragedien.
Jeon Do-yeon vandt prisen for bedste kvindelige skuespillerinde i Cannes for sin frygtløse præstation i Secret Sunshine, men det lykkedes ikke Chang-dong selv at snuppe Guldpalmen. Til gengæld blev han sidste år inviteret tilbage til Cannes, hvor han sad i hovedkonkurrencens jury.
Gode palmechancer
Spørgsmålet er, om 2010 bliver året hvor den sydkoreanske auteur med den melodramatiske åre stryger helt til tops i det sydfranske med Poetry?
I så fald vil det være første gang i tretten år, at en asiatisk instruktør vinder Guldpalmen. Sidst, det skete, var i 1997, hvor den japanske veteran Shosei Imamura løb med hæderen for Unagi.
Kommentarer