Den barberede stjerne

Slutscenen i Resident Evil (Paul W.S. Anderson, 2002): Ultra-closeup på et øje, der åbner sig. Vi er på en operationsstue. Lydsporet gengiver små metalliske hvin, ”tom” rumklang. Heltinden Alice (Milla Jovovich) rejser sig på briksen, skriger forpint i smerte over nålene, som forbinder hvide plasticrør til hendes ansigt, lår, arme, sider. Hun flår nålene ud, vælter ned fra sit leje og kryber nervøst sammen som et skræmt dyr. Udover de blødende sår fra nålene er hendes tynde, fladbrystede krop dækket af to stykker hvidt papir holdt sammen af metalclips. Hendes skridt, bemærker vi, er barberet.

Forgæves hamrer hun på rummets lydisolerede rude og må kortslutte den elektroniske lås med en blodig nål for at forlade det øde hospital. Udenfor er gaderne kaotiske. Aviser blæser i vinden med overskriften ”THE DEAD WALK!” Zombiesyge! Alice samler en shotgun op, sikrer våbenet med et hårdt drag om munden, og den elektroniske musik får en rytmisk techno-trommen, mens kameraet zoomer bagud og op og efterlader hende som en hvid plet blandt resterne af en fortabt civilisation.

Vi vender tilbage til Milla Jovovich. Denne forpinte, barberede kvinde, holdt sammen af metalclips og et sammenbidt udtryk. Pigen fra Ukraine, født i 1975, hvis forældre emigrerede til USA, da hun var fem. Hvis far fik otte års fængsel for forsikringssvindel. Hvis mor forlod en skuespilkarriere for at blive husholderske for Brian De Palma og give ambitionerne i arv til datteren. Milla, der slog igennem i Tilbage til den blå lagune (1991), en genfilmatisering af Den blå lagune (1980) med Brooke Shields i hovedrollen. Milla, der som Brooke var den yngste model nogensinde på forsiden af et modeblad – Brooke var 14, Milla 12. Milla, supermodellen der giftede sig med Luc Besson, instruktør af Det femte element (1997) og Jeanne d’Arc (1999), begge med hende selv i hovedrollen. Som efter to ægteskaber og skilsmisser er kæreste med instruktøren Paul W.S. Anderson, der skal til at optage sin anden film med Milla.

Milla. Supermodel, stjerne, actionheltinde. Vi efterlader hende som en hvid plet i Hollywood og zoomer bagud og op, op mod himlen. Stjernevrimlen.

To slags stjerner
Vi kan dele Hollywoods filmstjerner i to typer: Den ene vil jeg kalde den fysiske, fordi stjernens star persona er indlejret i kroppen. Den anden vil jeg kalde den professionelle, fordi stjernens star persona her ligger i en tillært kunnen. Lad mig uddybe:

Marilyn Monroe, Bruce Lee, Stallone og Schwarzenegger er eksempler på fysiske stjerner. Deres præstationer er uløseligt knyttet til deres kroppe. Marilyn begyndte som pin-up og endte som ikon og repræsentant for begrebet ”sexkilling”. Mest kendt er billedet af Marilyn over en varmlufts-rist med skørterne flagrende om ørerne. Sådanne repræsentationer af kvindelige filmstjerner fik Laura Mulvey til at skrive sit berømte essay ”Visual Pleasure and Narrative Cinema” (1975) om, hvordan et mandligt blik reducerer den kvindelige stjerne til objekt. Kvinden ophøjes fetichistisk til at være (et godt) ikon eller reduceres voyeristisk til (et dårligt) objekt. I dag ved vi, at mænd også kan gøres til objekter: Bruce Lee blev kultfigur på grund af sine kampsportsscener; ikke så meget fordi han var en fantastisk kæmper, men fordi hans kampe var fantastisk erotiske. Det sidste blev understreget af, at han altid smagte på blodet fra sine sår.

Hvor kroppen er den fysiske skuespillers kapital, ligger den professionelle skuespillers værd i evnen til at spille. Dustin Hoffman, Robert De Niro og Sigourney Weaver forbindes med evnen til at spille forskellige roller. Hvor den fysiske skuespiller er rollen (Lee udførte selv sine kampe, Marilyn opførte sig også som sexkilling uden for kulissen), ja, da er den professionelle skuespiller repræsentant for dén rolle, han eller hun spiller eller medierer. Dustin er lige overbevisende som autist, fraskilt far eller mand forklædt som kvinde. De Niro mimer lige let psykopat, gentleman, gangster. Sigourney kan være escortpige, alienjæger, præsidentkone. Den professionelle stjernes kvalitet ligger ikke i sammenfaldet mellem skuespiller og rolle, men i evnen til at mediere rollens indhold.

Trukket hårdt op handler det om at være (sig selv) kontra at lade som om (man er en anden). Den første type behøver ikke spille, mens den anden er method actor. Den fysiske stjerne har naturlig karisma, mens den professionelle stjerne har et talent, der er blevet skolet. Eftersom den fysiske skuespiller derfor altid spiller ”sig selv” (John Wayne var John Wayne, uanset om han var cowboy i det nittende århundrede eller soldat i Vietnamkrigen) er denne type begrænset til roller, der passer til stjernens star persona. Den professionelle kan omvendt demonstrere sine evner i en hvilken som helst rolle.

Kroppen garant for indhold
Pointen er ikke, at den ene type er bedre end den anden. I praksis er det dog netop det, der sker: Den professionelle skuespiller bliver rost for evnen til at sætte sig i en andens sted, mens kritikken hagler ned over de fysiske stjerner, der bare er: ”Han er ikke provokerende; han er ingen skuespiller, så man kan næppe kalde ham en dårlig skuespiller. For at være dårlig skal man gøre noget,” skrev New Yorker-kritikeren Pauline Kael surt om Clint Eastwood i Dirty Harry (1973). Og Stallone blev beskyldt for ”bare” at være en monstrøs krop: ”Rygtet vil vide, at Sly bærer en oppustelig dragt, der skjuler en virkelig person indeni,” lød det sarkastisk efter Rambo: First Blood Part Two (1985).

Pointen er ikke, om den fysiske stjerne kan spille eller ej. Pointen er, at kroppen kommer først. Den ”dækker” så at sige talentet. Det fysiske sammenfald mellem krop og star persona – som sexkilling, kampmaskine, kødbjerg – gør, at en kritik af kroppen bliver en kritik af spillet. Og omvendt. På den anden side sikrer sammenfaldet mellem krop og spil en autenticitet, den professionelle skuespiller ikke kan opnå: Når Will Smith spiller Muhammad Ali, ved vi, at han ikke kæmper som Ali. Mens Seagal altid kæmper som Seagal, og Monroe altid er sexet som Monroe. Hos den fysiske skuespiller er kroppen garant for indhold, mens den hos den professionelle ikke er garant for noget som helst. Den er et medium.

Modtagelsen af Milla
Lad os nu vende tilbage til Milla. Skuespillerinden, der er supermodel og har udgivet to plader med sit band Plastic Has Memory. Som er valgt af Revlon til én af verdens halvtreds smukkeste kvinder, har været på forsiden af hundrede forskellige modeblade og i efteråret 2002 optrådte i tv-reklamer for L’Oreal. I halvfemserne var hun med til at lancere det anorektiske look. En kvinde, modeskaberen Miuccia Prada kalder sin ”muse”, og som juli 2002 var på forsiden af Arena iført højhælede røde støvler og en sort bodysuit, der demonstrerer hendes (manglende) kvindelige former med et udfordrende blik til læserne. En kvinde, der kort og godt er ganske meget krop.

Anmelderne tog ikke godt imod Milla. ”Den kølige og lumsk monotone Ukraine-model,” lød det i Politiken om Resident Evil. Om Jeanne d’Arc skrev Ekstra Bladet, at filmen var et flop på grund af ”Bessons katastrofale valg af en intetsigende model” og sammenlignede Milla med Falconetti i Dreyers version fra 1928. Hvad fandt Dreyer i sin kvindelige hovedrolle? Martyrindens reinkarnation, mente Dreyer. Og hvad fandt Besson, spørger Ekstra Bladets anmelder retorisk og svarer kontant: ”Bar røv”.

Også Information føler, at Milla kommer til kort: ”Milla Jovovich er i besiddelse af et net model-agtigt ydre, men ulykkeligvis spænder hendes register kun over to udtryk: Hun kan være sorgfuld og fælde tårer, og så kan hun et andet trick med øjnene, så de lyser af det skinbarlige vanvid. (...) det er under ingen omstændigheder nok til at bære en hel film.” Med fremhævelsen af hendes fysik (”kølig”, ”intetsigende”, ”modelagtig”, ”bar røv”) og kritikken af hendes skuespil (ude af stand til at ”bære en hel film”) bliver Milla kategoriseret som fysisk skuespiller. Altså en skuespiller, der kun har en karriere i kraft af sin krop. I dette tilfælde en modelkrop.

Fysiske skuespillere bliver ofte bebrejdet ikke at være andet end deres krop. Hvilket vil sige muskler, bryster, charme, mimik, seksuel udstråling, kampevner eller – som i Millas tilfælde – et pænt ydre. Det gælder især actionstjernen, der per definition udfylder en ”fysisk” rolle. Eastwood, Lee, Chuck Norris, Stallone, Schwarzenegger, Van Damme, Seagal, Pam Grier – alle er de blevet kaldt dårlige skuespillere, der ”bare” var krop. En sådan kritik overser imidlertid det indlysende: At en krop ikke ”kun” er krop, men også et fysisk felt, hvori der ind- og tilskrives betydning. Kroppen er på én og samme tid en essens udfyldt af stjernen og et blankt felt, hvori publikum spejler deres fantasier. Det er i mødet mellem de to – stjerne og publikum – at mening bliver skabt.

Millas ”essens”
Hvad er da meningen med Milla? Hvorfor er hun stjerne, og har anmelderne ret i, at hun er en fysisk stjerne? Lad mig på dette tidspunkt tilstå, at jeg ikke anede, hun var model, da jeg så hende i Det femte element og Jeanne d’Arc. Jeg faldt for, hvad jeg opfattede som en ganske atypisk actionheltinde: Neurotisk og hysterisk, overgearet i sin mimik og kejtet i sine bevægelser, med en krop og et ansigt jeg fandt kantet og nærmest grimt. For mig var hun modsætningen til både de fysiske actionheltinder (barmfagre Pam Grier, skønhedsdronningen Michelle Yeoh, karatemesteren Cynthia Rothrock) og de professionelle (Bridget Fonda i Kodenavn: Nina, 1993, Sigourney Weaver i Aliens, 1986, Geena Davis i The Long Kiss Goodnight, 1996).

Milla Jovovich var anderledes med sin androgyne krop, der manglede traditionelle kønstræk som brede hofter og stor barm. Hun lignede i stedet en spinkel dreng, understreget af et sært hår i alle tre film og ”ufeminin” makeup.

Androgyniteten har længe været undervejs i halvfemserne: Fra den morfende T-1000 i Terminator 2: Judgment Day (1991), der vekslede mellem mandlige og kvindelige former. Over firsernes fysiske hardbodies, der i halvfemserne blev erstattet af professionelle skuespillere som Nicolas Cage og Keanu Reeves. Om sidstnævnte sagde Jan de Bont, at han valgte Reeves til Speed (1994), fordi han søgte en ”sødere og blidere” helt. Franka Potente i Lola Rennt (1998) blev bemærket for sit brud med stereotyper i en rolle, hvor prinsessen redder sin prins i et løb mod tiden. Og i The Matrix (1999) ligner helt og heltinde hinanden til forveksling, klædt i samme tøj, samme flade krop, samme makeup, samme våben.

Jeg så Milla som en fortsættelse af denne kønsombrydende trend, hvor mænd får ”kvindelige” træk, og kvinder bliver androgyne.

Men hvor androgyniteten er cool i The Matrix, skinner dens fortrængte hysteri igennem i Milla Jovovich. Både i hendes krop, hendes skuespilstil og de historier, hun bliver placeret i. I Det femte element er hun en ”alien”, et perfekt væsen fra det ydre rum, der bliver rekonstrueret på Jorden af en maskine i et lydisoleret rum og iklædt orange gummibånd. I Jeanne d’Arc er hun en hysterisk martyrinde, hvis mødom prøves i hvide lagener i kirken, og i Resident Evil bliver hun ”testet” og observeret af læger i et aflåst operationsrum.

Med andre ord: Der er noget sygt, klinisk, kunstigt og konstrueret over hendes krop, der testes af læger, får nervøse sammenbrud og forkramper nøgen i hysteriske spasmer. I alle tre film har hendes heltinder problemer med hukommelsen. Hvor tidligere helte havde en traumatisk fortid, der motiverede deres handlinger, er Millas heltinder ikke forankret i ”gammeldags” traumer, men i aktuelle nervøse krops- og spiseforstyrrelser. Hvor tidligere actionkroppe var sunde – i kraft af deres muskler eller evner til fysiske præstationer – er Millas heltinder reduceret til ”ren” krop. Renheden understreges af hospitalsrummet, de kliniske tests, det hvide papir. Hendes krop tematiseres som et ubeskrevet blad, lige så bart som lagenet i Jeanne d’Arc og skridtet i Resident Evil.

Tidstypisk stjernetegn
Supermodellen kan tolkes som postmoderne overflade, hvad Besson metabevidst flirter med ved at bruge haute couture-designeren Jean Paul Gaultier og tegneserietegnerne Moebius og Mezières til at designe kostumer og ikonografi til Det femte element. Og hvad Paul W.S. Anderson også leger med ved at vise os en barberet Milla i Resident Evil – en stjerne skrabet fri for betydning og åben for tilskrivninger af nye betydninger.

De danske anmeldere fandt Milla intetsigende, overfladisk og monoton. Jeg fandt tværtimod hendes overflade sigende og hendes monotoni fuld af dybde: I dennne tynde stjernekrop afspejles tidens kvindeideal: En androgynitet, der med nød og næppe undgår det anorektiske. En ustabil personlighed, der balancerer på grænsen til det forkrampede, og hvis undertrykte følelser kommer ud i Millas ”hysteriske” øjeblikke, hvor hendes heltinder skrigende bryder sammen. En identitet, der er så afskåret fra sin biologi, at den tematiseres som fremmed (fra det ydre rum), skizofren (den hysteriske martyrinde, der taler med sin samvittighed) eller uden hukommelse (i heltinden fra det filmatiserede computerspil Resident Evil).

Hvilken type stjerne er Milla? Hendes heltinder har ikke traditionel dybde – som hos den professionelle skuespiller – eller overbevisende fysisk tyngde som hos den fysiske skuespiller. De er fysisk fraværende og mentalt i skred og placerer dermed skuespilleren et tredje sted imellem den fysiske og professionelle stjerne. Lige så blank som sit hvide papir, lige så skrøbelig som clipsene. Men ligesom den blodige nål åbner en elektronisk dør, er også sårene på hendes krop en nøgle til forståelse. Den blanke overflade signalerer et manglende indhold. Og dét er, paradoksalt nok, også en essens. Måske er Milla i virkeligheden digital, en cinematisk søster til Lara Croft?