Den danske ekstremisme

"Min dramaturgiske tilrettelæggelse? Tja, min metode er at ryge mig skæv og så finde ud af, hvordan stoffet skal tilrettelægges. Så hvis du synes, at det er lagt godt til rette, skyldes det altså indtagelse af euforiserende stoffer," siger Peter Øvig Knudsen med et smil, da vi møder ham på det indre Nørrebro i København.
    
Man føler sig også let som en passiv stofmisbruger, når man læser andet og sidste bind af Blekingegadebanden - den hårde kerne, som netop er udkommet. For selv om den 46-årige forfatter insisterer på ikke at overskride grænsen til fiktion, præsterer han at fortælle sin historie som en hybrid mellem thriller og dokumen­tar, der let hensætter læseren i eufori over at blive vidne til Blekingegadebandens fordækte gerninger.
    
Men det har ikke, understreger Peter Øvig, været hans ærinde at fortælle en underholdende kriminalhistorie. Han har snarere forsøgt at dokumentere Blekingegadebanden som mere end en blot og bar undtagelse i dansk historie.
    
"Det forekommer mig i hvert fald, at vi danskere er lige så åbne over for totalitære tankegange eller ekstreme voldshandlinger som folk af enhver anden race, nationalitet eller religion. Vi har bare en stor evne til at fortrænge det voldelige og fundamentalistiske potentiale i os selv. Og det betyder så, at de historiske begivenheder, der viser, at det forholder sig anderledes, hurtigt bliver fortrængt fra den kollektive erindring," forklarer han.
 
Gennemhæderligt menneske
Blekingegadebanden afkræfter myten om, at vi her til lands kun er småforbrydere.
    
"Men faktisk er banden også på internationalt plan usædvanlig," siger Peter Øvig. "Alle andre, der samarbejdede med den palæstinensiske befrielsesfront PFLP, lavede jo egentlig terror."
    
"Nu kan man selvfølgelig diskutere definitioner, og jeg er da blevet nogenlunde enig med min informant i Blekingegadebanden om, at banden ikke lavede terrorisme. Terrorister påtager sig ansvaret for den handling, de har foretaget sig, for at sprede skræk og rædsel. Blekingegadebanden har altid holdt deres aktioner hemmelige."
    
Historien om banden er en del af en større, international historie. Det vidste Peter Øvig Knudsen imidlertid ikke, inden han gik i gang med arbejdet. 
   
"Jeg var godt klar over, at pengene blev afleveret til palæstinenserne, men jeg havde ingen anelse om, at Blekingegadebanden fungerede som én celle blandt mange samarbejds-partnere for PFLP, og at de andre samarbejdspartnere var kendte europæiske terrorgrupper," siger forfatteren, der i sin nye bog beskæftiger sig med det store mysterium: Hvorfor blev gruppen ikke afsløret, når efterretnings­tjenesten havde den under opsyn gennem to årtier?
    
Sagen rejser også mere fundamentale spørgsmål. "Undervejs har jeg indset, at ekstremisme er et element i det enkelte menneske," forklarer han. "Den er ikke så fremmed for os, som vi tror. Bandens medlemmer levede jo til hverdag et almindeligt liv, og som en af mine medlæsere udbrød efter at have truffet min informant i gruppen: 'Han er jo et gennem-hæderligt menneske!'"
 
Kvantespringet
På den måde er ringen sluttet for Peter Øvig Knudsen. Det var nemlig i sin tid netop de hæderlige - alt for hæderlige - mennesker, han ville lægge bag sig i sit forfatterskab.
    
Efter en række bøger i den lidt lettere genre skiftede han spor og gav sig i lag med et alvorligt emne som stikker-likvideringer i Efter drabet, som han udgav i 2001, og som han to år senere filmatiserede sammen med instruktøren Morten Henriksen under titlen Med ret til at dræbe.
    
"Som skribent er det et kvantespring, der sker for mig i 1999, da jeg begynder at skrive om stikker-likvideringerne. Det gav en helt anden dybde at skrive om virkelig væsentlige handlinger, som rejser en masse komplicerede etiske og eksistentielle spørgsmål," siger Peter Øvig Knudsen og tilføjer, at han undervejs fik ændret sit eget sort-hvide billede af Besættelsen.
    
"Der var helte og skurke, sådan lød mit udgangspunkt. Men motiverne til heltedåd og forræderi viste sig hverken at være entydige eller ligge så langt fra hinanden, som man umiddelbart skulle tro."
 
Fra bog til film
Det dramatiske historiske stof, som Peter Øvig Knudsen behandler i sine bøger, nærmest skriger på at blive filmatiseret. Instruktøren Ole Christian Madsen købte da også filmrettighederne til forfatterens Birkedal (2004), men måtte se i øjnene, at det var for vanskeligt at lave en spillefilm om en så gennemført usympatisk type som bogens hovedperson, landsforræderen og torturbødlen Ib Birkedal Hansen.
    
Anderledes forholder det sig med Blekingegadebandens medlemmer, der i højere grad spejler genkendelige aspekter af læserens egen virkelige eller ideale karakter. De er ikke gemene forbrydere, der røver banker for egen vindings skyld, men begavede idealister, der ender med at trumfe deres forestillinger om en retfærdigere verden igennem på kynisk bekostning af tilfældige mennesker. Nu forhandler det svenske filmselskab Yellow Bird Films (Beck, Wallander) med DR om en stor dansksproget produktion, dels en ­tv-serie i en halv snes afsnit og dels en spillefilm, begge med Peter Øvig Knudsen som konsulent og hans bog som forlæg.
    
Han mener selv, at spillefilmen risikerer at reducere Blekinge­gadebandens historie til en ren kriminalfilm om kuppet i Købmager­gade, der førte til en politimands tragiske død, mens en tv-serie bedre kan fortælle den tyve år lange historie om banden og dens radikaliserings-proces.
    
Et fælles problem for tv-serien og spillefilmen er den fiktive dialog mellem bande-medlemmerne, som manuskriptforfatteren bliver nødt til at skrive. Selv har Peter Øvig Knudsen ikke kunnet skildre de samtaler, som medlemmerne har haft i diverse dæklejligheder. Banden havde nemlig et enormt højt sikkerhedsniveau, så de sjældent sagde noget væsentligt i de samtaler, som efterretningstjenesten havde held til at aflytte.
    
"Men det vil netop være der - i samtalen mellem bandemedlemmerne - at man har mulighed for at inddrage deres interne, etiske overvejelser," siger han og tilføjer, at hans bøger også kommer til at danne forlæg for en tv-dokumentarfilm, der skal instrueres af Anders Riis-Hansen på Bastard Film.
    
"Selv om jeg er involveret i flere projekter, ville jeg personligt ikke have lyst til at formidle de her historier primært i filmmediet. Jeg interesserer mig for kompleksiteten. Den type problemstillinger, hvor man må se i øjnene, at man ikke kan tage stilling, er meget svær at omsætte til film."

Blekingegadebanden - den hårde kerne er udkommet på Gyldendal. 440 sider / 299 kr.