Den danske Nye Bølge

1996 var året, hvor dansk film endelig slap ud af lange tiders kunstnerisk dødvande.

En Ny Bølge af debutanter skabte søgang: Det var først og fremmest Thomas Vinterberg med De største helte og Nicolas Winding Refn med Pusher. Men også Niels Arden Oplev med Portland, Carsten Fromberg med Ondt blod, Anders Rønnow-Klarlund med Den attende og Aage Rais med Anton tilførte dansk film nyt blod i et omfang, der var med til at skabe omridset af et nybrud.

Men for at forstå og værdsætte dette nybrud er det nødvendigt at vide, hvad der gik forud. Og hvorfor ikke lade kølige tal fremføre den klare tale om dansk films skævvridning og misere i årene 1991 til 1995.

Nybruddets baggrund
I den periode blev der herhjemme i alt lavet 52 spillefilm. De kan opdeles i følgende kategorier:

21   familie-, ungdoms- og børnefilm (f.eks. Krummerne, Karlsvognen, Vildbassen)
11   historiske dramaer for voksne (f.eks. Sofie og Pan)
6    farcer og folkekomedier (f.eks. Hjælp, min datter vil giftes)
6    nutidige dramaer for voksne (f. eks. Menneskedyret og Det bli’r i familien)
5    smalle eksperimenter (f.eks. Giselle og To mand i en sofa)
3    gysere og rendyrkede krimier (f.eks. Sidste time og Den russiske sangerinde)

Det afgørende er her, at den kategori, der normalt står som det bærende element for en vedkommende og blomstrende national filmproduktion – det nutidige realistiske voksendrama med bredt sigte – i årene 1991-95 kun udgjorde elleve procent af spillefilmproduktionen herhjemme. Der var ved at gå infantilisme og klunkekostumer i dansk film og tilmed svigtede publikum. Bortset fra det gærende Zentropa-miljø i Ryesgade var atmosfæren i miljøet negativ. Thomas Vinterberg udtrykte det således i sommeren 1996: ”Det er så svagt, at det danske publikum fravælger dansk film. Det er til grin, at det skal blive overrasket over, at der kommer en god dansk film.”

Pioneren Bornedal
Forløberen for Den Ny Bølges samtidsdramaer var Ole Bornedals Nattevagten, der i 1994 blev en stor kritisk og ikke mindst kommerciel succes. Her var pludselig en dansk film, der turde forsøge sig med et generations-signalement af de ca. 25-årige på tærsklen til at blive etablerede – ironiske på grænsen til det kyniske, men også sårbare og rådvilde.

Endelig en dansk film, der sigtede mod tidsånden – og ramte den. Man kunne nærmest føle det som et chok at høre sådanne personer tale moderne dansk på et biograflærred. Også ved at bekende sig så frimodigt til gysergenren kom Nattevagten på omgangshøjde med tidsånden. Det var en genre, som danske instruktører – og måske ikke mindst deres støttegivere – ellers har været meget berøringsangste for. Nattevagten var den første danske gyser, siden Jens Ravn floppede med Ulvetid i 1981, og Nattevagtens succes blev en bølgebryder for den nye danske film. Den viste, at man ikke længere behøvede være så pæn, så behersket, så kultiveret. At man kunne anvende genre-greb, som amerikanerne ellers havde patent på. Og at en moderne ungdom faktisk også havde en eksistensberettigelse i danske film.

Indlysende fællestræk
Et andet varselsskud for Den Nye Bølge var dog allerede blevet affyret året før i 1993, men mere i det skjulte. Det var, da Thomas Vinterberg udsendte sin afgangsfilm fra Filmskolen, Sidste omgang. Her er kimen til den Ny Bølge – med en af bølgens centrale skuespillere Thomas Bo Larsen i rollen som en desperado fastholdt i eksistentielle valgsituationer. En forvirret rod, der – dødsmærket af leukæmi – har cirka tre måneder tilbage at leve i og nu skal sige et sidste farvel til vennerne. Også en anden fremragende afgangsfilm fra Filmskolen, Henrik Ruben Genz’ Omveje fra 1995, kan ses som en forløber for Den Nye Bølge året efter. Det er den ved at skildre en rejse i både indre og ydre forstand og fokusere på 25-30-årige personer i eksistentielle valgsituationer.

Disse to film har en del til fælles med 1996-spillefilmene De største helte, Pusher, Portland, Ondt blod og Den attende, der havde så indlysende fællestræk, at betegnelsen Ny Bølge blev lanceret (muligvis af producenten Peter Aalbæk Jensen eller filmkonsulenten Hans Hansen, i hvert fald anvendt af undertegnede i marts 1996). Der er tale om samtidsfilm – og de fire af filmene har mandlige hovedpersoner omkring 25 år, der alle befinder sig på randen af samfundet, som halv- eller helkriminelle. Samme outsiderstatus har også den vigtigste af de tre hovedpersoner i den femte film i gruppen, Den attende – en ung desperat mand på flugt fra den lukkede afdeling.

Eksistensens grundvilkår
Figurerne er alle i større eller mindre grad desperadoer, mere eller mindre fortabte eksistenser. Men instruktørerne er ikke primært interesseret i deres sociale sammenhæng og slet ikke i deres familiebaggrund (vi er langt fra Bænkens familiedrama). Vi skal ikke på en måde beroliges med, at det er sociale forhold eller vanskelig opvækst, der betinger deres handlinger. ”Hvis bare de får det bedre, så bliver de også bedre,” ville tidligere danske film utvivlsomt have sagt, især dem fra 1970’erne og 1980’erne. Men det tror disse film ikke på. De knytter snarere an til visse aspekter af Jean-Paul Sartres eksistentialismefilosofi, hvor ”menneskene” – som Sartre siger – ”vælger sig selv” og derfor ”ikke er andet end, hvad de gør sig selv til”. Altså nok udstødte, men aldrig sociale ofre.

Filmenes hovedpersoner er individualister, der handler efter instinkt. De skal hele tiden vælge, men det er svært, når der ingen værdier er at vælge ud fra. Blandt andet derfor kaster de sig ud i vold og kriminalitet. Som Sartre skrev: ”Vi vil aldrig kunne finde værdier eller bud, der kan legitimere vores opførsel. Vi vil hverken bag eller foran os, i værdiernes lysende domæne, have retfærdiggørelse eller tilflugt. Vi er ene, uden undskyldninger.” Og videre: ”Du er fri, vælg selv! Ingen almengyldig moral kan angive, hvad der er at gøre. Der er ingen tegn i verden.”

Ny Bølge-antiheltenes vej uden hjælpende skilte fører i reglen mod døden. Den nye samtidsfornemmelse levner ikke megen plads for håb. Ingen af Ny Bølge-filmene fra 1996 ender tilnærmelsesvis lykkeligt. ”Jeg siger som eksistentialisterne. Jeg vil hellere efterlade folk uden håb end med et falsk håb. Det vil jeg ikke være bekendt,” udtalte instruktøren af Ondt blod, Carsten Fromberg.

Vinterbergs udvikling
Thomas Bo Larsen og Kim Bodnia, der spillede titelrollen i Pusher, blev Den Ny Bølges to mest karakteristiske hovedrolleskuespillere. Larsen proletarisk og impulsliv, Bodnia mere pansret og uigennemskuelig. Bølgens største instruktørtalent Thomas Vinterberg opdagede i 1993 Thomas Bo Larsens muligheder i sin afgangsfilm fra Filmskolen, Sidste omgang. ”Jeg arbejdede op mod skuespillerne. De var centrale for filmen og har siden været det for mit liv,” har Thomas Vinterberg udtalt, og samarbejdet med Thomas Bo Larsen blev væsentligt som en projektion af den pæne unge Vinterbergs selverkendt undertrykte flipper-længsler og frihedsdrømme.

Opbruddet realiseres i Thomas Vinterbergs spillefilmdebut De største helte, en road-film, der balancerer på en knivsæg mellem fabel og realisme, komedie og tragik. De aldrende drengerøve, Thomas Bo Larsen og Ulrich Thomsen, lader stå til og vælger eventyret på Sveriges landeveje som smukke tabere, håbløse kvajpander og fordømte rejsende – og bliver de største helte for den 12-årige Louise, eventyr-datteren, de tager med på turen, og som på en måde er mere voksen end de selv.

Vejen og valget
Rejsen er både rammen om fortællingen og sindbilledet på personernes vilkår, de utallige valgsituationer, og dyrkelsen af instinktet er fremtrædende. Man er uden for de veltilrettelagte velfærdsrammer og gør livet til sit eget eventyr. Ulrich Thomsens sociale status som pensionist (hvad han kalder sig selv) er den grusomste joke af alle: Et ungt menneske umyndiggjort, i stærkest tænkelige kontrast til eksistentialismens etiske krav til mennesket om at overtage ansvaret for sig selv.

De største helte bruger til en vis grad genrefilmens korkbælte, men Thomas Vinterberg er den unge 1996-debutant, der har udviklet sig stærkest. Med sin næste spillefilm Festen (1998) bliver han frisvømmer. Igen en historie om Vejen og Valget, igen med en ung hovedperson i voldsomt skred gennem livet. Mens rejsen i De største helte går ud i en fremtid, der både rummer ekstase og død, går rejsen i Festen tilbage i tiden og rummer et opgør og en renselse. Det handlingsudløsende motiv i begge film er overgreb mod børn.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at de første udendørsbilleder i Festen viser os hovedpersonen Christian (Ulrich Thomsen) på en vej, frem mod det mål, han allerede har sat sig. Og ikke blot lader han faderen vælge mellem to taler (som en parodi på faderens procedure i fortiden), men han skal også – som en anden Hamlet – hele tiden vælge, hvor langt han skal gå i sit opgør med konge og dronning.

De andre
Af de øvrige Ny Bølge-instruktører har Nicolas Winding Refn og Niels Arden Oplev hver på sin måde holdt fast i det eksistentielle outsider-tema, de anslog i deres 1996-debut. Refns Bleeder (1999) drives i høj grad frem af hovedpersonens (Kim Bodnia igen) skræk for at blive gjort ansvarlig for andet end sine egne valg og bundet af noget, der ligner småborgerlighed. Og Refns kommende kriminalfilm, Fear X, synes at videreføre outsider-desperadoen som hovedfigur.

Niels Arden Oplev skabte med Portland den mest radikalt stiliserede af 1996-filmene. Dens billede af Ålborgs kriminelle underverden har mange paralleller til den absurdistiske farceskildring af de småkriminelle skod-danskere i Fukssvansen (2001), der dog er langt mere komediepræget – en sort humoristisk farvelægning, der klæder Oplevs vrængende talent. Her er nihilismen så gennemført, at latteren i mørket bliver det eneste sikre holdepunkt. Det skal tilføjes, at Carsten Fromberg ikke har lavet spillefilm siden Ondt blod, og at Anders Rønnow-Klarlund siden mest har interesseret sig for genrefilm (Besat, 1999).

Næste bølge
Dogme-film og udprægede lavbudgetfilm (Let’s Get Lost, 1997) kom til at udgøre den hurtigt efterfølgende næste bølge i dansk film. Lavbudget-bølgen blev allerede forvarslet af Lars von Trier, da han i 1987 udsendte billigfilmen Epidemic ledsaget af følgende profetiske erklæring: ”Jeg tror på lavbudget-film. I Danmark kunne man lave 60 film for knap en million hver, i løbet af to år, og så kunne man se Danmark på landkortet. Hvis der skulle ske noget interessant, kulturelt og hurtigt inden for dansk film, skulle man gøre det på denne måde.”

Fra 1996 voksede de voksne samtidsdramaer yderst mærkbart i antal, og det var ikke længere til grin at se danske film. Triers rolle i denne udvikling kan dårligt undervurderes. Allerede i Riget (1994) havde han vist en ny vej for dansk filmrealisme, på et tidspunkt, hvor Dogme-manifestet endnu ikke var undfanget. Dogme-tankerne revolutionerede yderligere dansk film.

Men 1996-bølgen kom først og handlede ikke om kyskhed, men om et oprør mod tuttenuttede børnefilm, socialpædagogiske voksenfilm, fjollede familiefilm og historisk duarderdrama. Man ville have den rå og ubøjelige samtids-virkelighed ind i veltalende billeder og højdramatiske outsiderhistorier, man ville vise det nøgne menneske drevet til det yderste, i konstant bevægelse fra det ene eksistentielle valg til det andet. I 1996 kom dansk film endelig på omgangshøjde med sin samtid.