Filmskolen: Den endelige test – 4. runde

”Skal du have en Dry Martini med?” spørger Jonas Wagner kollegaen Rumle Hammerich. ”Jeg er i bil desværre, det er ellers tiltrængt,” svarer han, mens Wagner finder shakeren frem.

Det er fredag eftermiddag på Den Danske Filmskole, og de sidste par timer har de to faglærere – sammen med resten af optagelsesudvalget – siddet på rektor Poul Nesgaards kontor og diskuteret, målt og vejet de tilbageværende tolv ansøgere, der skal blive til en årgang på seks.

På skrivebordene ligger bunker af nuværende elevers manuskripter sammen med notesbøger fra hele optagelsesforløbet. Det er fyraften, og de seks elever er fundet. Forude venter dog en weekend, hvor det stadig er tilladt at få second thoughts, så ansøgerne får ikke besked før mandag.

”Det er ligesom at caste en skuespiller. Det definerer fuldstændigt din færdige film, så der skal være plads til at komme i tvivl,” siger Rumle Hammerich om det afgørende valg.

Nogle kan ikke klare miljøet
Optagelsesprøven – også kendt som filmskolens eneste eksamen – er en lang, sej kamp for at vinde optagelsesudvalgets gunst. For nogle ender det med et skuffende afslag.

”Vi prøver at være så værdige og respektfulde som muligt. Vi står nu med tolv åbenlyse talenter og skal vælge seks fra. Det er altså ikke let, hverken for dem eller os,” fortæller Jonas Wagner om udskillelsesforløbet.

Forløbet er også konstrueret for at undersøge, om skole og elev overhovedet passer sammen.

”Der er jo folk, som simpelthen ikke kan tåle at gå her. Den vurdering kan vi godt nå frem til. De kan være store talenter, men de vil gå i stykker af den måde, vi driver filmskole på. Miljøet kan være ekstremt hårdt, og man skal hele tiden kæmpe for sine ideer og sine film,” forklarer Jonas Wagner, der for nogle år siden var med til at indføre den fem dage lange workshop i optagelsesforløbet.

Workshop erstatter mørk fyrste
”Tidligere sad man som sådan en mørk fyrste og stillede spørgsmål til ansøgerens barndom. Det var absolut ikke sjovt. Nu kan vi lære hinanden at kende og drikke kaffe sammen. Det gør det nemmere for os at vælge de rigtige, men også nemmere at få et afslag,” siger Jonas Wagner.

”Det er også en måde for vækstlaget at møde hinanden på. De opdager, at der er andre talenter i Danmark, og får forhåbentlig blod på tanden til at blive endnu bedre og søge igen om to år.”

”Der er jo heldigvis mange måder at drive filmskole på. Herhjemme er der jo Super16, Super8 og flere andre. Og der er skoler overalt i Skandinavien og Europa,” siger Rumle Hammerich om de alternative muligheder for uddannelse.

Kunsten at iscenesætte
En af optagelsesprøvens sidste udfordringer er instruktionsprøven.

Her får ansøgerne udleveret en såkaldt nultekst, blottet for regi-noter og brødtekst, men med en dialog mellem to karakterer: A og B. Det er derfor op til ansøgeren at opfinde, hvor scenen kommer fra, og hvor den skal hen, før de skal instruere to skuespillere foran udvalget.

”Det, vi kigger mest på, er instruktørens metode i forhold til at kommunikere nogle bestemte mål til skuespillerne. Der er generelt for meget fokus på instruktøren som manuskriptforfatter og for lidt på instruktøren som iscenesætter,” siger Rumle Hammerich og fortsætter:

”I den her øvelse skal du som iscenesætter kunne give ordene en mening og lave et arrangement, der underbygger din analyse af teksten. Du skal transformere tekst til en scene. Hvis du samtidig kan få en god scene ud af det, er det selvfølgelig et plus, men det er ikke nødvendigvis det vigtigste.”

”Her er en ring med ild i: Den skal du hoppe igennem! Det er lidt sådan en slags opgave,” tilføjer Jonas Wagner grinende, mens han shaker endnu en Dry Martini.

En generations tanker
Efter instruktionsprøven kommer ansøgerne til den afsluttende samtale. Her kan de blive spurgt om alt – fra klassiske komponister og personlige minder til indsatsen under optagelsesforløbet.

”Vi prøver at danne os et overblik over personen som helhed. Alle, der når hertil, har utvivlsomt talent. Men vi må kun vælge seks, så vi skal jo finde styrkerne og svaghederne hos den enkelte. Har de for eksempel et realistisk billede af deres egen præstation,” siger Rumle Hammerich.

”Det handler om, at de alle sammen skal stå bedst muligt i sidste ende. Så vi prøver at italesætte dér, hvor ansøgeren står svagt, dér hvor vi er usikre. Måske har de ikke så meget at fortælle om, sådan generelt, så kan vi bede ansøgeren om at finde på en historie lige nu og her. Hvor har du din sweater fra? Kan du omsætte det til en historie,” siger Jonas Wagner.

”Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Vi vil egentligt bare gerne finde ud af, hvem fanden de er,” siger Rumle Hammerich og tilføjer, at det er fantastisk at få sådan et indblik i en hel generations tanker, drømme og forvirring.

”Det er faktisk ret lærerigt,” konstaterer han.

Tænk globalt!
På trods af den holistiske vurdering og nøje udvælgelse af ansøgerne er de to faglærere dog ikke bange for at erkende, at Den Danske Filmskole står over for en lang række udfordringer.

"Der er et betonlag, når du som nyuddannet kommer ud i branchen, der er umuligt at bryde igennem. Der er så mange dygtige instruktører, og de hedder Ole Christian Madsen og Per Fly alle sammen. Og dem skal du forbi! Så hvorfor kommer der ikke nogle nye store? Jamen fordi der ikke er plads!” forklarer Rumle Hammerich.

Netop den hårde konkurrence har fået de to lærere til at ville indføre et mere internationalt fokus på filmskolen.

”Danmark er dybest set uinteressant, så prøv at tænke globalt. Hvis du slår igennem på Sundance, så har du faktisk en kæmpe karriere foran dig. Så bare af sted med talenterne. Vores marked er for småt herhjemme, det er det egentlige problem,” siger Rumle Hammerich og fortsætter:

”Jeg ved egentligt heller ikke, hvorfor vi har fået et så dårligt ry herude på skolen. Jeg kiggede på tallene forleden, og over halvdelen af de sidste ti års elever har lavet spillefilm. Det synes jeg altså er meget godt.”

Efter sommerferien
Men hvad så med den årgang, der netop er blevet udvalgt? Kan de to lærere allerede nu sætte ord på, hvordan de mon kommer til at klare sig i fremtiden?

”Det sker, at når vi møder dem igen efter sommerferien, så har de ofte skiftet fuldstændig stil og vil lave nogle helt andre film. Så det er umuligt at definere dem som gruppe nu,” siger Jonas Wagner.

”Men det bliver et festfyrværkeri! Eller, måske bare fyrværkeri, det ved man aldrig,” griner Rumle Hammerich.