Den evige fremmede

Hun har langt, kulsort hår og en krumbøjet næse, som hun selv med et glimt i øjet kalder for en jødenæse.

Med sådan et udseende skiller Ziska Szemes — uddannet på Den Danske Filmskoles animationslinje — sig ud fra mængden.

Dette er omdrejningspunktet i hendes nye dokumentarfilm Mig og min næse, der er udgivet med Ekko #47 på dvd’en De fremmede — Ni film om mennesker på grænsen.

I filmen følger vi Ziskas Szemes’ personlige kvaler med sit udseende. Hun er født og opvokset i Sverige som datter af en indisk mor og ungarsk far. Hun er svensk statsborger, bosat i Danmark og dansk gift, men hverken danskere eller svenskere synes, at hun ser svensk ud.

Og Szemes vil gerne ligne det, hun er: en svensker.

Svensk facon på næsen
Hun opsøger derfor en plastikkirurg for at få opereret næsen, så den får en mere svensk facon. Hun spørger også venner og eksperter til råds.

En professor i matematik, Bent Jørgensen, regner sig frem til, at Ziska Szemes er 1 % svensk, 45 % persisk, 2,5 % indisk, 1,5 pakistansk, 3,125 tyrkisk og 46,875 % ungarsk.

”Jeg har en veninde, der ligesom mig er en blanding af mange kulturer. Hun har overbevist mig om, at vi skal holde op med at sige, at vi er halve. Jeg er ungarsk, jeg er indisk, jeg er svensk. 100 procent. Hele vejen,” siger Szemes med bestemt stemme.

Når selvbevidstheden rammes
Mig og min næse blander animation og dokumentar og udlægger med humoristisk sans, hvor absurd vores insisteren på nationale og etniske tilhørsforhold kan være i en multikulturel verden.

Den 42-årige instruktør fik ideen til filmen i slutningen af 1990’erne, da hun fik tilsendt en artikel om, at næseoperationer, hvor næsen gøres mere lige, procentvis er mest udbredt blandt andengenerationsindvandrere i Sverige.

”Sådan nogle som mig får lavet deres næse om for at blive mere svenske, fordi de håber på at øge deres jobmuligheder. Det er da for langt ude. Jeg kunne næsten bedre forstå det, hvis man gjorde det af forfængelighed. Men her føler man sig altså presset til at lave om på sit udseende, fordi man ikke vil stikke ud fra mængden,” fortæller hun frustreret.

”Din næse er så central en del af dit udseende. Og det handler jo også om din selvbevidsthed. Man føler sig ikke accepteret, fordi man ikke ser folk som sig selv. Når der er indvandrere i fjernsynet, er det kun indvandrere i aspektet indvandrere. Og det gør i længden noget ved din selvbevidsthed.”

Tiderne skifter
Ziska Szemes understreger, at filmprojektet ikke kun handler om en næse, men har dybe rødder i hendes personlige historie.

”Filmen bunder i, at jeg aldrig nogensinde har kunnet se mig selv i den debat, der føres om indvandrere. Da jeg voksede op, var grækere og jugoslavere den store indvandrergruppe. Når folk talte om indvandrerne, eller når jeg læste de der meget pædagogiske bøger fra 1970’erne, hvor man skulle lære at have ondt af dem, der kom fra et andet land, kunne jeg aldrig genkende mig selv.”

”Samtidig identificerede jeg mig meget med at være indvandrer, fordi jeg ikke kunne være andet. Jeg blev drillet og tæsket og kaldt enten jøde eller sigøjner i skolen. Senere kom flygtningebølgen, og så var jeg lige pludselig tyrker eller et eller andet. Det var meget skizofrent. Jeg var ikke rigtig svensk, og jeg var ikke rigtig indvandrer.”

”Da jeg senere kom til Danmark, begyndte jeg at tænke mere og mere over det. Specielt da Venstre vandt valget i 2001 med hele den der retorik, der kørte,” husker hun med et trist blik i øjnene.

”Når du på avisernes spisesedler kun læser, at du er noget lort, så prøver du enten at være totalt artig for at modbevise det, eller også tænker du, at du lige så godt kan give op, fordi ingen tror på dig alligevel.”

Kunsten at mislykkes
Ziska Szemes bor i dag i Danmark og er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2000. Forinden havde hun i 1990’erne både været omkring filmvidenskab på universitetet i Stockholm, arbejdet som underviser i video på et gymnasium og været assistent på den svenske animationsinstruktør Åsa Sjöströms poetiske kollage-film.

Til sidst fandt hun ud af, at hun ville være instruktør og endte derfor på Den Danske Filmskole, fordi den svenske filmskole ikke havde en animationslinje.
 
”På Filmskolen lavede jeg mest mislykkede eksperimenter,” husker hun og slår en latter op.

”Jeg brugte virkelig Filmskolen til at prøve ting af. Det gjorde så også, at jeg ofte følte, at jeg var den, der kvajede mig og havde mindst styr på tingene. Men i dag er jeg utrolig glad for, at jeg fik lov til at prøve ting af og fejle og lære af mine fejl.”

Inspiration fra Aardman
På Filmskolen skilte Szemes sig ikke blot ud med sit udseende. Til forskel fra de fleste andre var hun ikke interesseret i at lave handlingsbaserede animationsfilm.

”De film, jeg havde arbejdet på tidligere, var sådan noget underground, halvt kunst, halvt film. Det var den verden, jeg kom fra. Alt det med dramaturgi, historier fra A til Z havde jeg ikke arbejdet med. 

”Jeg var meget inspireret af en film, som det britiske animationsselskab Aardman havde lavet, om en ung fyr, der fortæller om, hvordan han ender i fængsel. De der taberhistorier havde man jo hørt før, og så zapper man væk. Men at det nu var en dukke, der fortalte de ting, gjorde, at man lyttede efter. Det var jeg meget imponeret af.”

Det første barn
Derfor var Szemes fast besluttet på, at hun skulle lave animationsdokumentarfilm. Hendes første film efter Filmskolen blev den korte animationsfilm Dem derovre og de andre (2004), der handler om teenagevenskaber og mobning. Filmen blander animation, realfilm og dokumentar.

Da Szemes fik sit første barn, blev hendes nye film pludselig meget aktuel og vigtig at lave.

”Der var ingen, der troede, at hun var min. Og det var sjovt nok en gentagelse. Jeg er lysere end min mor, så hun fik ofte spørgsmålet, om hun var babysitter for mig. Og nu fik jeg så spørgsmålet, om jeg bare passede min egen datter,” fortæller hun med en hovedrysten.

En mellaner
Tanken med Mig og min næse er, at den skal rundt på gymnasier over hele landet. For nylig viste Szemes filmen i en gymnasieklasse.

”Der er elever, der syntes, at jeg er meget racistisk, fordi jeg vil have fjernet min families næse. Det synes jeg er en fed reaktion, fordi det afføder jo en diskussion. Den skal diskuteres. Så meget som muligt.”

Ziska Szemes og hendes producer, Lise Saxtrup, har også overvejet at få filmen ud på landets erhvervsskoler.

”De møder jo det, når de skal ud i sundhedsplejen. Det kender jeg selv, for jeg har engang arbejdet i sundhedsplejen i Sverige. Nogle damer ville ikke have mig inden for døren, fordi jeg er mørk. De var bange for, at jeg ville stjæle fra dem. Men så snart de fik at vide, at jeg er halvt ungarer — og altså ikke muslim — lod de mig komme ind.”

”I Sverige er der startet en forening, som hedder Mellanförskapet. Her har de opfundet det udtryk, at man er en mellaner, altså mellem kulturer, fordi du hverken er det ene eller det andet. Den slags foreninger kan jeg godt lide, og jeg håber, at invitere dem til Danmark.”

”Vi fokuserer for meget på, om man er det ene eller det andet, for det kan man alligevel ikke vide.”