Tom Ford: Jeg søger skønheden i alting

Skønhed, talent og utrolig rigdom sikrer ikke lykken.

I hvert fald ikke, hvis man ser på den melankoli, der synes at omslutte modemogulen og filminstruktøren Tom Ford, hvis anden spillefilm for nylig havde premiere.

Nocturnal Animals vandt en sølvbjørn sidste år i Venedig, hvor Ford også havde premiere på sin anmelderroste debutfilm A Single Man i 2009.

Det giver næsten sig selv, at Nocturnal Animals – der på dansk har fået tilføjet ”Natdyr” til titlen – er utroligt smuk. Og naturligvis er hovedrolleindehaverne Amy Adams og Jake Gyllenhaal nydeligt klædt i lækkert modetøj.

55-årige Tom Ford er trods alt den succesrige designer, som først rettede op på modehusene Gucci og Yves Saint Laurent for siden at starte et nyt under eget navn. Det stilsikre ydre i Nocturnal Animals dækker over en nervepirrende thriller om kærlighed og svigt.

Den handler om, at vi kan komme til at såre hinanden på måder, som kaster en skygge over hele vores liv.

Tilværelsens ulidelige lethed
Interviewet foregår i Toronto, og før det starter, beder Tom Ford om en Coca Cola. Men straks bliver han nervøs for, at den vil se dum ud mod den røde baggrund.

Det er kun halvt ment som en vittighed.

Tom Ford er nemlig ikke en særligt vittig mand. Han har fortalt åbent om sin depression og sit alkoholmisbrug og om, hvor ofte han tænker på døden til trods for sin rigdom, anerkendelse og et dejligt familieliv.

”Jeg har været så heldig at opleve den slags materiel velstand, som samfundet siger, vil gøre os lykkelige,” fortæller han.

”Og jeg siger ikke, at jeg ikke har nydt det. Vi lever i en materialistisk verden, og det er rart at røre ting, der føles godt og se smukke ting. Men man er nødt til at se det større perspektiv. Det vigtigste for mig er loyalitet. Jeg arbejder med de samme folk, som jeg har gjort i mange år. Jeg har været sammen med det samme menneske i 30 år.”

Tom Ford har en fireårig søn, Alexander John, med sin mangeårige partner Richard Buckley, der er tidligere redaktør på modemagasinet Vogue.

Buckley åbnede modeverdenen for sin talentfulde partner, og Ford gik fra at lave tv-reklamer til at blive et af modeverdenens absolutte topnavne. Parret har ejendomme i New York, London, Los Angeles og et palæ i staten New Mexico, hvis grund i arealmål er på størrelse med øen Manhattan, og som sidste år blev sat til salg for, hvad der svarer til over en halv milliard danske kroner.

Men Tom Ford lader ikke til at tage let på noget som helst. Tværtimod ligner han en mand plaget af tilværelsens ulidelige lethed. Han er chokeret over, at der allerede er gået syv år siden A Single Man.

”Jeg ved ikke, hvor de syv år blev af. Tiden går så hurtigt. Jeg fik et barn og ville være der for ham, så jeg sagde til mig selv: ’Okay, de første tre år vil jeg kun fokusere på Jack.’ Min modeforretning voksede, og der var ingen historier, jeg gad fortælle, før jeg købte rettighederne til den bog for fire år siden. Jeg nåede kun lige at skrive manuskriptet, før købsrettighederne løb ud.”

Krydderi til historien
Nocturnal Animals handler om den midaldrende Susan (Amy Adams), der får tilsendt et bogmanuskript fra sin forsmåede eksmand Edward (Jake Gyllenhaal), som hun forlod mange år forinden.

Da hun begynder at læse, bliver hun opslugt: Historien handler om den forsagte familiefar Tony – også spillet af Gyllenhaal – der må se til, mens texanske bonderøve kidnapper, voldtager og myrder hans kone og datter.

Fortællingen får Susan til at tænke på sit problemfyldte ægteskab med Edward, og hun forstår, at manuskriptet er hans allegoriske hævn mod hende.

Filmen bygger på Austin Wrights bog Tony and Susan fra 1993, og i sit arbejde med at omdanne den mørke fortælling til et brugbart manuskript lagde Tom Ford meget arbejde i at afstemme handlingsforløbene med hinanden. Så de gik op i en højere enhed.

”Jeg synes, at jeg er en god historiefortæller. Hvis du var til et middagsselskab med mig, og jeg kunne fornemme, at du kedede dig, ville jeg give historien lidt krydderi og måske sige noget usandt for at fange din opmærksomhed igen,” siger han.

Hold fast i drømmen
Tom Ford tager sig også mange friheder med materialet. Hvor bogens Susan bor i New Englands nysselige forstæder, bor filmens Susan i et overdådigt, men klinisk koldt palæ af et hjem i Los Angeles. I bogen er hun engelskprofessor, i filmen bestyrer hun et eksklusivt galleri for moderne kunst. Alligevel holder Ford fast i historiens kerne.

”Der var en historie, som tiltrak mig: Når man finder mennesker i sit liv, som man virkelig elsker, skal man holde fast i dem. Filmen er en skrækhistorie om, hvad der kan ske, hvis man ikke gør det. Den handler også om usikkerhed. Susan er en kvinde, vi ikke burde hade. Vi burde have sympati med hende, fordi hun er et offer for sin opvækst og vores kultur. Hun har ikke selvtilliden til at gennemføre sin drøm.”

Da de var gift, byggede Susan og Edwards forhold på fælles kunstnerisk ambition. Hun ville være maler, han ville være forfatter. Men hun mistede modet og gjorde op med den usikre kunstnertilværelse.

”Edward er stærkere, fordi han holdt fast i sin overbevisning og til sidst fik skrevet en bog, som får hende til at forelske sig i ham igen.”

Skønhed med et formål
Filmens æstetik er, som man kan forvente af den skønhedsbesatte instruktør. Men det er vigtigt for Tom Ford, at billederne tjener et formål og ikke bare forfører publikum med deres skønhed.

”Når jeg skriver, er det nærmest med det enkelte billede for øje. Alle billederne skal på en måde tjene historien, før de rigtigt fungerer. Og hvordan karaktererne er klædt på, er en del af filmens atmosfære, så det skal også være en del af historien og sige noget vigtigt.”

”Jeg arbejder forskelligt med mode og film, men jeg har trods alt været i modebranchen i 30 år, hvor jeg har arbejdet med kendte fotografer som Helmut Newton og Irving Penn. Så jeg kan også fortælle en historie gennem billedkomposition, fordi jeg forstår lys og de andre tekniske aspekter.”

”Men når man så er ude og optage, er man nødt til at være klar på ændringer. For pludselig sker der noget uventet, og så er man nødt til at sige: ’Jeg havde forestillet mig det her, men det andet er faktisk perfekt og vil fortælle historien meget bedre.’ Det handler om at være omstillingsparat, men samtidig have en meget klar vision, før man begynder at filme.”

Modens forgængelighed
Selv om Tom Ford holder en klar opdeling mellem sit arbejde som filminstruktør og det brand, han har skabt sig som modedesigner, kan han også sagtens finde ligheder mellem de to brancher.

”Modeindustrien er faktisk ikke så forskellig fra filmindustrien. Man skal have en vision, noget at sige, og så hyre gode mennesker, som man derefter skal inspirere. Man skal guide dem til at præstere deres bedste, men samtidig også føre dem derhen, hvor man selv vil. Jeg siger ikke det her for at lyde arrogant, men allerede i A Single Man følte jeg mig meget, meget godt tilpas i rollen som instruktør.”

Tom Ford blev allerede efter debutfilmen hyldet som en visionær instruktør med et klassisk håndelag, og han har da heller aldrig været tilbageholdende med at udtrykke beundring for sine filmiske forbilleder.

”Jeg er meget inspireret af instruktører som Hitchcock, Kubrick og George Cukor. Brian De Palma er i sine mest surrealistiske øjeblikke inspireret af modefotografen Guy Bourdin, mens jeg har lavet modekollektioner baseret på Claude Chabrols film og Petra von Kants bitre tårer af Rainer Werner Fassbinder. Så jeg har altid lavet meget foto-research, når jeg fortæller en historie.”

”Den slags historier, man fortæller i modeverdenen, er ikke nødvendigvis overfladiske, men de er forgængelige. Fortællinger i film varer derimod for evigt, og måske derfor har de mere tyngde end i mode, hvor man skal starte forfra hver anden måned.”

Ændrede åbningsscenen
Et af Tom Fords varemærker som designer er hyper-seksualiseringen af kvinder og hans hyppige brug af kvindelig nøgenhed i reklamer for sit tøj.

Det gælder også den grænseoverskridende åbningsscene i Nocturnal Animals, der er en af Susans kunstinstallationer, som viser en gruppe overvægtige kvinder danse nøgne i slowmotion, mens der langsomt daler konfetti over dem og de hvirvler med pomponer og amerikanske flag.

Det føles enten som et ironisk bøsseperspektiv på, hvordan kvinder over 35 år ”burde” se ud, eller Fords kommentar til, hvad der er smukt.

”Jeg ville vise, hvordan vores moderne kultur nogle gange er helt absurd, især i kunstverdenen. Al kunsten i filmen er ægte og lavet af en række meget kendte kunstnere, som var flinke nok at lade os bruge den. Men til åbningsscenen måtte jeg skabe kunstværket. Jeg har boet i Europa de sidste 27 år og ville derfor give mit bud på USA ud fra landets nuværende politiske klima,” siger Tom Ford og fortsætter:

”Jeg tænkte på, hvordan folk opfatter amerikanere i dag: overproppede, forslugne og aldrende. Derfor udstyrede jeg de her kvinder med stumper og stykker af amerikansk kultur, som om jeg var en europæisk kunstner, der kommenterede på nutidens USA.”

”Men under optagelserne forelskede jeg mig i kvinderne. De var så herligt frie og glade for at være på settet, at jeg helt skiftede syn på billederne. Det gik op for mig, at de var så glade, fordi de havde givet slip på alt det, som samfundet og kulturen fortæller os, vi skal være.”

”Det er på en måde hele essensen af filmen. Susan har ikke kunnet give slip på det, som hun tror, at hun skal være. Inderst inde er hun kunstner, men tror, at hun skal se sådan ud, være sådan, leve sådan og gifte sig med den pæne mand og have det pæne liv.”

Filmen er en moralsk allegori, forklarer Tom Ford.

”Kvinderne i starten er måske valkyrier, der viser os ind i historien og viser, hvem der skal leve og dø. Som historiefortæller skal man bruge et iøjnefaldende billede til at fange folk og hive dem ind i filmen.”

Frygten for tidens tand
Colaen er drukket, og tiden er gået. Men før instruktøren føres væk af sit følge, vil jeg høre hans refleksioner over døden. Er du drevet af frygten for tidens tand?

”Jeg har altid tænkt meget over døden, lige siden jeg var barn. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid været meget opmærksom på, at planetens tid er begrænset.”

”Men det er det, der gør ting smukke. En rose er bjergtagende smuk, men hvis den så sådan ud for altid, ville vi ikke se den på samme måde. Vi ved, at den kommer til at visne og miste skønheden. Derfor er vi nødt til at dufte til den og opleve den nu.”

”Jeg er meget bevidst om tidens gang og det faktum, at vi alle skal dø, så man skal gribe dagen og nyde alt i livet. Jeg tænker hele tiden på uret, der tikker.”

”Som modedesigner spørger man sig selv, hver gang man ser noget, der sætter sig i kroppen: ’Hvorfor påvirker det mig på den her måde?’ Hvis man kan stille sin hjerne ind på den rette frekvens, kan man finde skønheden i de fleste ting. Måske er der en skønhed i alting. Jeg håber, at jo ældre man bliver, des mere finder man til rette i sig selv. Jeg har det i hvert fald bedre nu end for ti, femten eller tyve år siden. Det er forhåbentlig den vej, vi udvikler os.”