Dag 7 & 8: Det fortabte folk

Må man gå, når László Nemes taler? 

Den ungarske instruktør har kun to film på cv’et, men debuten Sauls søn er et ubetinget mesterværk, der burde få enhver filmfan til at spidse ører. 

Men efter at have siddet hans overlange og uigennemskuelige storværk Sunset igennem kan jeg kun tilslutte mig den forbavsede kritik fra Venedig: Det er ikke nogen god film, og det hjælper ikke ligefrem at se den lige efter Luca Guadagninos ærgerligt halvbagte remake af Suspiria. 

Så da Nemes stiller sig op foran lærredet til en Q&A, havde han noget at bevise. Han kommer dårligt fra start. 

”Det er utroligt, at I kan formulere jeres tanker så hurtigt efter filmen,” siger han og kigger ud over publikum. ”De fleste er nødt til at tænke lidt mere over filmen, måske lade den sidde et par uger.” 

Da en festivalgænger spørger om instruktørens insisteren på at optage og distribuere på analog film – den allerede ridsede kopi flakkede under visningen – tager han en dyb indånding og en kunstpause. 

”Ja, jeg er nok en af de eneste, der stadig forstår at bruge rigtig film,” siger instruktøren. 

Jeg rejser mig og iler videre. 

Festivalens mest populære
Det kan heller ikke nytte at komme for sent til festivalens mest populære film. 

Hvis sådan noget kan måles i længden af billetkøer og størrelsen af den kødrand af glogæster, der samler sig om den røde løber, er publikums favorit det amerikanske afhængighedsdrama Beautiful Boy. 

Det er også en film, der har alt: dybfølt rørende familiedrama, rå narkoscener, søde børn og masser af god musik. Og så er Timothée Chalamet, hovedrolleindehaveren i Call Me By Your Name, et navn, der trækker teenagepiger i hobevis. 

Han spiller den rasende begavede Nic Scheff, der begynder at ryge sig skæv og drikke sig fuld, så snart han bliver voksen nok til at føle sig ulykkelig. Og han fortsætter i det spor, indtil han ender på crystal meth med stiksår overalt på sine arme. 

Steve Carell er hans fortvivlede far, der gør alt i sin magt for at få sønnen tilbage. Det er hjerteskærende at se ham langsomt erkende, at han i sidste ende hverken kan gøre til eller fra. 

Belgiske Felix van Groeningen, der stod bag The Broken Circle Breakdown, er på hjemmebane, og han fører far/søn-historien fremad med sikkert håndelag. Han ved, hvordan man lokker tårer frem hos publikum, når han krydsklipper mellem den lykkelige far og hans lille søn på stranden og så en desperat far med sin junkie-søn på hospitalet. 

Det er lidt let, men det virker. 

Netflix planker Braveheart
Der er også krig for alle pengene i den nye Netflix-satsning Outlaw King, der desværre ikke rokker ved det ry som Hollywoods forgyldte skraldespand, streamingtjenesten af al magt forsøger at ryste af sig. 

Den skotske instruktør David Mackenzie har leveret to mesterlige film i træk. Det højspændte fængselsdrama Starred Up sitrer på grund af det giftige samspil mellem Jack O’Connell og Ben Mendelsohn, og Hell or High Water drager sin mytiske melankoli fra Taylor Sheridans mesterlige manuskript. 

Der er ikke samme talentmasse at støtte sig til i denne historiske krigsfilm om den skotske oprører Robert the Bruce, der i 1300-tallet ledte et oprør mod den engelske trone. 

Amerikaneren Chris Pine påtager sig en renskuret skotsk accent i hovedrollen, og den fremstormende Florence Pugh lever sig stærkt ind i en hengiven dronningerolle, der kræver en lille smule nøgenhed og en lille smule skuespil. 

Filmen er underholdende episk sat op med mudret realisme og storstilede slag, men det er skønne spildte kræfter, når nu Braveheart ligger på Netflix i forvejen. 

Kold balletfilm
”Du er den mest egoistiske mand, jeg nogensinde har mødt,” får den sovjetiske balletstjerne Rudolf Nurejev at vide i Ralph Fiennes’ elegante og mådeholdne biopic The White Crow. 

Og det er fuldkomment rigtigt. Rudi er en selvtilstrækkelig ener, der taktløst kræver sin ret, fordi han ved med urokkelig sikkerhed, at han er den største stjerne på balletverdenens tilsandede scene. 

”Hvis du havde set mig danse, ville du vide det,” siger han med hoven overbevisning til en parisisk kollega under en turne på den anden side af Jerntæppet. 

Debutanten Oleg Ivenko rammer verdensstjernens trodsige temperament med forbløffende præcision, og som balletstjerne i egen ret er han god for forrygende dansescener, der viser dansens fingerede lethed og den nærmest umenneskelige kraftanstrengelse, der ligger bag. 

Hvad man savner, er en kile ind til mennesket bag. Eller måske ville man bare ønske, at den talentfulde skiderik gemte på en sympatisk fyr. 

I al fald har filmen en intellektuel kølighed i både manuskriptet og de farvefattige billeder, der holder publikum på afstand. Nurejev rummer en gåde, som Ralph Fiennes ikke formår eller måske ikke forsøger at løse. 

Det undrer også, hvorfor han selv har lært russisk til rollen som balletmester, når han bare kunne have hyret en russer. 

Mytologisk gangsterdrama
Sympatiske hovedpersoner er også en mangelvare i Birds of Passage, en af festivalens absolutte hovedfilm.

Her begynder Rapayet – et lidt ugleset medlem af det colombianske Wayúu-folk – at handle marijuana med los Gringos for at samle penge til den dyre medgift, han skal betale for at få den smukke Zaida. 

Men når man har taget det skridt, er det svært at stoppe. Inden længe sidder Rapayet og familien på et eksportimperium, der bliver et narkokartel og selvfølgelig korrumperes af grådighed, jalousi og begær. 

Der ligger en vis antropologisk fascination bag colombianske Ciro Guerras film. Hans forrige, Slangens favntag, er et monument over et forsvundet naturfolk, der blev fordrevet eller fordærvet af europæere. 

Den nye films gangsterhistorie følger ikke blot en klar genrelogik. Den udforsker også spændingen mellem Wayúu-folkets ældgamle overleveringer og den kulturløse rationalisme, som de udenforstående alijunas kommer med. 

Tragedien indtræffer, fordi gangsterne opfører sig som gangstere, men også fordi Rapayet og hans folk ikke adlyder de drømmesyner, den vise matriark Úrsula tyder for dem. 

De glemmer deres forfædres sange, og det kulturtab er en langt større tragedie end den gemene bandekrig. Birds of Passage har en mytologisk storhed, man sent glemmer. 

Og så er den også optaget på analog film. László Nemes er ikke den eneste, der kan levere storslåede billeder på det traditionelle format.