Den gamle mand og havet

Du kan lige så godt først som sidst lære navnet: Rúnar Rúnarsson. Han er et af Nordens største filmtalenter, og ham vil vi utvivlsomt komme til at høre mere til.

I går blev Rúnarssons debutspillefilm Volcano (på islandsk: Eldfjall) vist i Cannes-sideserien Directors' Fortnight for flere hundrede mennesker, og der var store ovationer efter filmen og den følgende Q&A med instruktøren og hans filmhold. I dag kunne han så vågne op til rosende anmeldelser i to af verdens førende filmtidsskrifter, Screen International og Variety.

Rúnarsson er uddannet på Den Danske Filmskole, og selv om Volcano foregår i Island, og sproget er islandsk, er den finansieret af Det Danske Filminstituts talentudviklingspulje New Danish Screen, så lad os bare betragte Rúnarsson som en af vore egne.

Gammel gnavpotte
Titlen Volcano er ikke en varedeklaration, der garanterer spektakulær orange undergang.

Den peger måske nok på et katastrofalt vulkanudbrud, der poetisk sprøjter og sprutter i indledningens arkivoptagelser, som stammer fra øen Heimaey, hvor beboerne i 1973 blev evakueret og ikke kunne vende tilbage i seks måneder. Men titlen dækker først og fremmest over den vulkan, der faretruende bobler og syder af frustration og skuffede længsler i hovedpersonen Hannes’ indre.

Rúrnarsson beskriver selv filmen som en coming-of-age-historie, hvor hovedpersonen ikke er en tvær teenager, men en gammel gnavpotte på 67 år. Filmen starter, da Hannes går på pension efter 37 år som skolepedel i Reykjavik. Nu er der ikke så meget tilbage at gøre end at blive gammel og dø. Foran ham tårner tomheden sig op.

Siden et vulkanudbrud forviste ham og hustruen fra deres ungdoms ø, har Hannes været en strandet fisker i et alt for moderne Reykjavik. Det er kun få og bitre ord, han udveksler med sin hustru, og deres børn foragter åbenlyst den knudemand, som er deres far.

En svunden tid
Rúnarsson tager her den tematiske tråd op fra sin Oscar-nominerede kortfilm Sidste gård (2004), hvor en gammel mand nægter at flytte på plejehjem og i stedet begraver sig selv levende — arm i arm med sin afdøde hustru!

Som sin forgænger er Hannes vred på den moderne verden, hvor ældre mennesker er sådan nogle, man indkvarterer på plejehjem, der mest af alt ligner linoleumsbelagte hospicer. Også i Volcano ligger Rúnarssons sympati hos den gamle mand og havet.

Men faktisk har gamle Hannes lige så meget tilfælles med de søgende, identitetsfrustrerede teenagere fra Rúnarssons to øvrige kortfilm, Anna og Småfugle. For i Volcano går Hannes ikke under som martyr for en svunden tid, selv om han gør et ihærdigt forsøg i en stærk scene, hvor han vil gasse sig selv ihjel i sin bil.

I stedet indser han, at hans forbistrede egoisme — der lige så godt kunne have været en tvær teenagers — forpester livet for hans elskede hustru. Og som en nervøs ungersvend nærmer han sig hende på ny.

Kærlighedselegi
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt at se en film med to ældre hovedpersoner, der skildres som mennesker med lyster og længsler. Hvornår har man sidst set en smuk, erotisk sexscene mellem to pensionister?

Theodór Júlíusson, der spiller Hannes, er monumental i sin fysik — som en slumrende vulkan — men også trodsig i sin eksistenskrise, mens Margrét Helga Jóhannsdóttir er kærligt overbærende som hustruen, der elsker sin mand på trods.

Manuskriptmæssigt er Volcano dog ikke helt lydefri. Hannes’ erkendelse af sin egen forstokkethed sker sådan lidt vupti, og sine steder kæmper realismen med lidt for belejlige hændelser i historiens forløb.

Det er en kolossal udfordring at skildre et indre drama med så få dialoger og faktisk uden musik (ud over Kjartan Sveinssons æteriske kompositioner, der akkompagnerer indledning og afslutning). Det lykkedes da heller ikke hele vejen igennem.

Men grundlæggende er filmen en rørende kærlighedselegi, hvor Hannes, som alle Rúnarssons karakterer, dybest set står alene, da hans kone får en hjerneblødning og bliver erklæret hjernedød. Her tager Hannes den drastiske beslutning selv at pleje sin elskede, og det resulterer i nogle af filmens mest skrøbelige og fine scener. Samtidig begynder barnebarnet, der er pakket ind i vat af sin moderne far, at få øjnene op den gamle mand, som går og sliber på sin rustne, tørlagte kutter.

Kunsten at filme en nakke
Det er først og fremmest takket være Rúnarssons iscenesættelse, at Volcano er så vellykket.

I langt højere grad end det fåmælte manuskript er det Rúnarsson og fotograf Sophia Olssons præcist sammensatte billeder (perfektionistisk forberedt med et detaljeret foto-storyboard), som kommunikerer de store følelser, der gemmer sig bag de traurige nordiske gemytter.

Rúnarsson har sin egen langsommelige rytme, der kan fremmane følelser i billedet af en nakke — en af filmens mest markante indstillinger. Han har sans for at komme helt tæt på mennesker, men også for at inddrage den store, nærmest sakrale natur.

Islands ensomme vidder
I sin afgangsfilm Anna er Hundested Havn filmet, som var det Islands uendelige, ensomme vidder.

Volcano er mest af alt et kammerspil, hvor Hannes er fanget i dagligstuen og bag forhavens hække. Kun i enkelte scener får vi de helt store, islandske panoramaer — sandsynligvis på grund af filmens lave budget — men de fremstår så til gengæld som sanselige billeder på Hannes længsel mod lyset og havet.

Volcano er på én gang en meget islandsk og meget universel film.

Den indfrier de ret store forventninger, man havde til instruktøren, og den er endnu en succes for New Danish Screen, der gør et forbilledligt stykke arbejde for talentudviklingen. Hold fast i Rúnar Rúnarsson, han er fremtidens mand i dansk film!