Den grønlandske filmtragedie

I januar 2010 bliver der taget et billede af holdet bag Grønlands første spillefilm. Fem mænd i kærlige kram, med brede smil og hænderne formet i kåde victory-tegn. Som et sejrende fodboldhold.

De befinder sig i Utah i USA under Sundance Film Festival, hvor Nuummioq sensationelt er blevet udtaget til hovedkonkurrencen. Et lands debutfilm i det fineste selskab på en af verdens førende filmfestivaler er en solstrålehistorie af den slags, der går direkte i medierne.

”Et fabelagtigt eventyr,” kaldte Information det, mens modtagelsen af filmen var over al forventning. Amerikanske medier som The Hollywood Reporter og Variety smed flotte superlativer efter Nuummioq.

Og i maj 2010 kunne man tilmed læse, at filmen var solgt til international distribution. Det lignede et veritabelt gennembrud for grønlandsk film.

Luften kold som is
Til højre i billedet fra Sundance står producer Mikisoq Lynge og instruktør Otto Rosing i tæt omfavnelse. Uden de to mænd ville filmen aldrig være kommet til verden. Den er undfanget af deres stædige tyrkertro på, at Grønland skulle på filmlandkortet – med en film af, om og for grønlændere.

I dag er smilene stivnet og luften kold som is mellem de to.

Nuummioq fik aldrig regulær biografpremiere uden for Grønland. Selskabet bag filmen, 3900 Pictures, gik konkurs. Og anklager om underslæb, skattefusk og løgnagtighed fyger gennem luften.

”Hele forløbet har taget lang tid for mig at komme over, og jeg savner den ven, jeg troede, jeg havde. Men min partner har håndteret filmens penge så lemfældigt, at jeg har måttet politianmelde ham. Det kan godt være, Mikisoq har bragt filmen frem. Men han har altså også smadret den,” siger Otto Rosing.

Hvor gik det galt? Hvordan endte de to gamle venner med at tale sammen gennem advokater? Hvorfor kæntrede Grønlands stort anlagte jomfruskib?

Historien i midten
Otto Rosing har arbejdet i den danske filmbranche i mange år. Han er halvt grønlænder, opvokset i Nuuk og havde altid haft lyst til at fortælle det moderne Grønlands historie.

”Når Grønland blev skildret på film, var det altid den smukke fanger på isen eller drukkenbolten på bænken. Historien i midten manglede,” siger Otto Rosing i dag.

Gennem historien er der lavet mange film på og om Grønland. Knud Rasmussen og Friedrich Dalsheims Palos Brudefærd fra 1934 er den mest berømte og portrætterer eskimoerne med stor etnografisk nysgerrighed.

Senest lavede Louise Friedberg Eksperimentet om grønlandske børn, der blev tvangsflyttet til Danmark i 1950’erne.

Men filmene har altid været finansieret af andre lande, aldrig Grønland selv. Kalaallit Nunaat, ”grønlændernes land”, er et folk af historiefortællere, for hvem de mundtlige overleveringer betyder alt. Men de havde aldrig fortalt deres historier på film.

Som et ægteskab
Otto Rosing kontaktede Mikisoq Lynge og spurgte, om han ville være med på projektet. De var begge uddannet kaospiloter i Aarhus og havde kendt hinanden i mange år.

”Vi havde arbejdet sammen på en musikvideo, gået i byen sammen, lavet mad sammen. Der bor 15.000 mennesker i Nuuk, og alle, der laver noget med kunst og kultur, kender hinanden,” siger Otto Rosing.

I dokumentarfilmen En film uden kajakker, der går bag om Nuummioqs tilblivelse, mens forholdet mellem de to stadig var rimeligt, beskriver Lynge sit partnerskab med Otto Rosing som, at  ”vi rider ud i solnedgangen, dig og mig”.

Rosing kalder det for ”et ægteskab, hvor vi er vokset i det sammen”.

Enmandshæren Lynge
Grønlands medlemskab af det danske rigsfællesskab inkluderer ikke retten til at kunne søge om penge til filmproduktioner fra Det Danske Filminstitut.

Som producer bliver det Mikisoq Lynges svære opgave at skaffe budgettets 4,5 millioner kroner fra bunden af – blandt andet på baggrund af en pilot, Otto Rosing har filmet.

Det er op ad bakke fra dag ét, men der kommer akkurat bund nok i pengekassen til, at optagelserne kan begynde. De resterende penge må holdet skaffe undervejs.

I En film uden kajakker siger Otto Rosing: ”Mikisoq er en one man army, en guerillahær.”

Også i dag erkender han Mikisoq Lynges kvaliteter, uden hvilke filmen aldrig var kommet i stand. ”Han er enormt god til at skaffe penge og til at kommunikere. Det er hans store force,” siger han.

Begejstrer lokalsamfundet
Nuummioq handler om Malik, der får at vide, at han er dødssyg af kræft – nogenlunde på samme tid, som hans liv ellers tager en lys drejning, da han indleder et romantisk forhold til pigen Nivi.

Sammen med sin bedste ven tager Malik på en sidste fisketur i bugten omkring Nuuk. Ud over optagelserne fra hovedstaden præges filmen af smukke billeder fra den enestående natur på verdens største ø.

Filmen bliver optaget over 28 benhårde dage i august 2008. I rollen som Malik ses Otto Rosings bror, Lars Rosing, mens sangeren Julie Berthelsen spiller Nivi.

Lokalsamfundet er begejstret over projektet og lægger vejen forbi med mad, udstyr og anden hjælp til filmproduktionen. Selv arbejder holdet stort set uden løn – også skuespillerne. Deres løn skal komme, når filmen har tjent sig selv ind.

Men går blot den mindste ting galt undervejs, er filmen i fare på grund af det minimale budget og den ultrastramme produktionsplan.

Instruktør får en depression
Otto Rosing sidder i sin lejlighed i København og stirrer ud i luften. Optagelserne er afsluttet for kort tid siden, og han kan ikke bevæge sig ud af stedet. At tage telefonen eller købe ind føles som at skulle bestige Mount Everest.

Rosing bliver diagnosticeret med depression og kan ikke følge Nuummioq til dørs.

Torben Bech, der har skrevet manuskriptet til filmen, støttede Rosing allerede under optagelserne. Og nu tager han over som instruktør, da filmen skal klippes og efterbearbejdes.

”Det var en hård proces, og allerede da jeg kom til optagelserne, kunne jeg godt se, at den var gal. Det var ret uerfarne filmfolk, og så brød Ottos depression ud i lys lue. Der må Mikisoq også have følt sig meget alene, for de gik ind i det sammen, og nu skulle han få det til at ske på egen hånd. Han arbejdede meget hårdt for sagen,” husker Torben Bech.

”Mikisoq har en fantastisk energi. Han kan virkelig få folk med, men der er også mange, der kommer i problemer med ham. Han kan gå fra den største eufori til at være helt nede, han kan være kærlig og dernæst helt følelseskold. Han er meget svær at gennemskue,” fortsætter han.

Ole Chrois fik som produktionsleder til opgave at holde styr på det minimale budget.

”Mikisoq var enormt dygtig til at skaffe penge, men han havde jo ingen erfaring med at lave film. Da jeg kom derop, spurgte jeg: ’Hvem har egentlig ansvaret?’ Og derfra tog jeg det så på mig at sikre, at vi kun brugte de penge, vi havde – ikke penge, vi regnede med at skaffe,” siger han.

Festivaler over hele verden
1. november 2009 har Nuummioq premiere i Katuaq Bio i Nuuk. Filmen bliver set af cirka 4500 mennesker, ti procent af Grønlands befolkning. Et pænt, men ikke prangende besøgstal. Da den grønlandske gyser Qaqqat Alanngui får premiere i 2011, bliver den set af 19.000.

I januar 2010 rejser filmholdet til Sundance, hvor Nuummioq deltager i hovedkonkurrencen. Holdet bliver inviteret i studiet af MTV, og Al Jazeera laver en udsendelse om Mikisoq Lynge.

”Vi kunne nærmest flyve hen ad gaden. Vi var den der gruppe drenge, der var sammen om oplevelsen, og det var bare så fedt,” fortæller Otto Rosing.

Det næste halvandet år bliver filmen vist på en lang række internationale festivaler i Tyskland, Island, Canada, Tyrkiet, England, Spanien og også på den prestigefyldte Karlovy Vary i Tjekkiet. Lars Rosing vinder skuespillerprisen på Palm Springs International Festival i USA, og filmen bliver Grønlands første indstilling til en Oscar.

Distributør opsiger aftale
Den engelske distributør The Works vil købe filmen til distribution i hele verden, undtagen Nordamerika og Danmark, for 100.000 euro.

Men det, der skulle have været eventyrets klimaks, ender som et totalt kollaps. 

For at aftalen med britiske The Works skal gå igennem, skal de såkaldte Chain of Rights cleares inden for fire måneder. Det betyder, at de folk, der har lavet filmen, skal godkende, at de overdrager deres rettigheder til distribution.

Mikisoq Lynge har det overordnede ansvar for, at Chain of Rights kommer i hus. Men efter otte måneder er det endnu ikke på plads. The Works opsiger aftalen, og da nyhedens interesse for filmen nu er forduftet, er det umuligt at få filmen solgt til anden side.

”Det er helt utilgiveligt, og jeg forstår ikke, at Mikisoq ikke har bedt om hjælp, så filmen kunne komme ud over rampen,” siger manuskriptforfatter og medinstruktør Torben Bech.

Snus, kamera og playstation
Da distributionsaftalen strander, ryger også de penge, der skulle have betalt af på gælden for Mikisoq Lynge og Otto Rosings fælles produktionsselskab 3900 Pictures.

Selskabet er i alvorlige vanskeligheder. Men den økonomiske turbulens er kun begyndt.

Gennem nogle måneder har Otto Rosing bedt om at se kontoudskrifterne for 3900 Pictures kreditkort, som Mikisoq Lynge alene er i besiddelse af.

Da Otto Rosing og bestyrelsesmedlem Karin Thorsen, der sammen med Rosing og Lynge sidder i virksomhedens bestyrelse, får kontoudtogene at se, får de et chok.

Rosing og Thorsen ser en lang række småbeløb, som de ikke kan identificere som relevante for filmproduktion. Indkøb af snus, mad, alkohol, sko, dvd’er. Flybilletter til familie og venner for små 30.000 kroner. Et kamera til 11.000. Dvd’er for over 20.000. En playstation til over 3.000.

Ser sig ikke tilbage
I alt løber de konkrete udgifter op i 281.776 kr. Derudover mangler der bilag for 499.000 kroner, hvilket revisionsfirmaet Deloitte påpeger, da de kommer på sagen i august 2010.

Mikisoq Lynge har også udbetalt løn til sig selv for 489.290 uden bestyrelsens godkendelse.

”Jeg tror ikke, Mikisoq har været udspekuleret. Men han er som en lille speedbåd, der tager alle bølgerne. Han er meget kaotisk, og han ser sig ikke tilbage,” siger Otto Rosing.

– Men har du ikke også et ansvar? Burde du ikke have råbt vagt i gevær tidligere?

”Det kan man godt sige. Men jeg var fraværende med min depression. Og jeg har grundlæggende tænkt, at fordi vi kommer fra samme baggrund, så havde nok samme ordentlighed.

– Kan du ikke forstå, hvis Mikisoq Lynge har følt sig svigtet. Pludselig stod han med dette kæmpe projekt alene?

”Jo, det kan jeg for så vidt godt. Men det gør det ikke i orden at snyde med penge til en film, som vi for eksempel har fået i kulturstøtte i Grønland,” siger Otto Rosing, der i dag arbejder på et nyt filmprojekt.

Politi fortsat på sagen
3900 Pictures bestyrelse – Otto Rosing og Karin Thorsen – afsætter Lynge som direktør, og 16. maj 2011 anmelder de ham til politiet for mistanke om underslæb.

Her mere end et år efter arbejder politiet fortsat på sagen, og Otto Rosing venter stadig på at blive afhørt i sagen.

”Der er meget materiale, man skal igennem i den her slags sager, og når man har en del personfarlig kriminalitet, som vi har heroppe, så bliver det nogle gange en afvejning af, hvad der skal prioriteres. Men vi er opmærksomme på sagen,” siger efterforskningsleder hos Grønlands Politi Pavia Kleist.

Den grønlandske presse har kortfattet skrevet om anmeldelsen mod Mikisoq Lynge, der netop har produceret en ny film. Hidtil har han afvist anklagerne som løgn, men udtalt, at han ikke vil gå nærmere ind i sagen, før politiet kommer med sin afgørelse.

Da Ekko taler med ham, afviser han i første omgang også at udtale sig.

”Jeg vil ikke gå ind i den mudderkastning, fordi jeg synes, det er pinligt, at Otto bliver ved med at komme med de løgnagtige anklager mod mig. Det er et forsøg på at sværte mig til. Han er vel bitter over, at han ikke selv fik lavet filmen færdig, men han burde bare være taknemmelig for, at andre så gjorde det. Jeg magter ikke at gå ind i det her, det er en politisag,” siger han.

Dårlig bogføring
Mikisoq Lynge indvilliger dog i at forholde sig til nogle af de konkrete anklager.

Og han erkender, at han ikke har kunnet styre økonomien i et projekt på 4,5 millioner kroner over flere år.

”Jeg har begået mange fejl, men det skal altså også ses i lyset af, at min partner, Otto, forsvinder meget tidligt i processen, hvor jeg så står med det hele alene. I den situation har jeg gjort det så godt, jeg kunne. Jeg havde jo aldrig prøvet at lave film før. Jeg synes, man bør fokusere på, at vi fik lavet den her film mod alle odds, og at den har fået en betydning for Grønland.”

– Hvorfor har du købt ind til privat brug på firmaets kort?

”Jeg har haft nogle problemer med, at både firmakortet og mit private kort har været lukket ned i perioder. Det har jeg også dokumenteret. Så jeg har både brugt firmakortet til privatbrug, og mit private kort til firmaet, når jeg for eksempel har været på rejser.”

”Det har været dårlig bogføring, det har ikke været ifølge reglerne, men sådan var situationen, når jeg skulle få lavet filmen færdig. Det ser underligt ud, men jeg har afleveret en oversigt over, hvad der er hvad, og det var altså sådan, verden så ud på det tidspunkt.”

– Har du så ført de penge tilbage, du brugte på firmaets kort?

”Der har ikke været deciderede overførsler tilbage, hverken den ene eller anden vej. Jeg har aldrig påstået, at jeg var uddannet i regnskab, men det handlede om en kamp hver eneste dag for at lave filmen færdig. Uden Ottos hjælp. Jeg har reddet Ottos røv mange gange, men nu kommer det kun til at handle om, at jeg ikke havde styr på det.”

– Du har for eksempel ad tre forskellige ombæringer købt flybilletter Nuuk-København-Nuuk til din mor, din far og en ven, som ikke havde noget at gøre med filmen. Hvorfor har den slags ting kørt på firmaets regning?

”Det har vel været en vurdering på det tidspunkt, at det var det rigtige at gøre.”

Erkender medansvar
Mikisoq Lynge erkender, at han bærer en del af ansvaret for, at distributionsaftalen med The Works gik i vasken. Men han vil ikke alene tage skylden på sin kappe.

”Det var selvfølgelig mit arbejdsområde og mit ansvar som producer, og jeg gjorde mit allerbedste for at levere de dokumenter, vi skulle. Men Otto ville selv lave sin kontrakt, og det trak også ud,” siger han.

”Og da han jo selv var med i bestyrelsen, vidste han, hvor tingene stod. Det var nogle meget komplicerede dokumenter at færdiggøre, og det var sværere og tog længere tid, end jeg havde regnet med. Så jeg synes, det er hyklerisk, når han bare siger, det er min skyld.”

Til gengæld indrømmer han, at han ikke har betalt skat af den løn, han har fået. Men han forklarer, at han er fremkommet med bilag for den halve million, der manglede dokumentation for i regnskaberne.

Han hævder desuden, at det blev godkendt på et bestyrelsesmøde, at han skulle aflønnes med 20.000 kroner om måneden.

Dette afviser de to øvrige bestyrelsesmedlemmer, Otto Rosing og Karin Thorsen, og da Ekko spørger Mikisoq Lynge om referatet fra de pågældende bestyrelsesmøder, ønsker han ikke at medvirke yderligere.

Han henviser til sygdom i familien, en flytning, og at han grundlæggende anser beskyldningerne for grundløse.

Mistillid til grønlandske filmfolk
Siden Nuummioq er der blevet lavet to-tre grønlandske film. En egentlig filmindustri er så småt ved at etablere sig.

Aká Maria Koch Hansen har produceret to grønlandske spillefilm. Den ene blev udviklet sideløbende med Nuummioq, den anden bagefter. Hun havde håbet, at Nuummioq ville bane vejen for nye film, men den har nærmest gjort det sværere.

”Da vi fundraisede til den anden film, var det, som om man havde mistet tilliden til grønlandske filmfolk. Nogle sagde direkte, at de var holdt op med at støtte film. Hvad det præcist skyldtes, ved jeg ikke, men i hvert fald var dørene ret lukkede,” siger hun.

I dag er 3900 Pictures erklæret konkurs med en million kroner i gæld. Derudover kommer en million kroner, som skulle være betalt i løn til skuespillere og de øvrige filmmedarbejdere, når selskabets øvrige regninger var betalt. Penge, de nu kan skyde en hvid pil efter.

Mens Nuummioq samler støv på hylden, venter Otto Rosing og Mikisoq Lynge på politiets dom.