Den hellige ko skal ruskes indimellem

”Jeg vil ikke tale om DR2!”

Det er det første, som Yoav Shamir siger, da vi ringer til den 40-årige instruktør i Jerusalem.

Han ved godt, at DR2 igennem snart to år har tøvet med at vise Defamation. Det har DR2 gjort, fordi kanalchef Arne Notkin og dokumentarchef Mette Hoffmann Meyer mener, at filmen bagatelliserer antisemitisme og ikke i tilstrækkelig grad gør opmærksom på, at fremstillingen er subjektiv.

DR2 vil derfor kun vise filmen, som kanalen har medfinansieret, ”i en ramme, hvor den ikke står alene, og hvor der er plads til debat og diskussion om filmens budskab”, som Hoffmann Meyer forleden skrev i Politiken.

Antisemitisme eksisterer
Det har Yoav Shamir selvfølgelig en mening om, men den foretrækker han at holde for sig selv. Man skal ikke bide den hånd, der brødføder én.

Til gengæld vil han gerne tale om sin film, hvor han med et glimt i øjet spiller djævlens advokat over for sit eget folk.

”Lad mig slå én ting fast: Antisemitisme eksisterer, ligesom andre former for racisme eksisterer. Og hvem end den retter sig imod, er racisme vederstyggelig,” siger han og fortsætter:

”Min film siger ikke, at antisemitisme er en myte, og i filmen er der da også en hel del eksempler på aktuel antisemitisme. Men filmen beskæftiger sig mest med dens betydning for jøder. For jøder er antisemitisme den ultimative hellige ko, og jeg har gerne villet, ikke slagte koen, men ruske den. Det har alle køer brug for fra tid til anden.”

Den israelske Mel Gibson
Yoav Shamir fik idéen til Defamation (som betyder ”ærekrænkelse”), da en jødisk-amerikansk anmelder kaldte ham ”den israelske Mel Gibson”.

”Anmelderen antydede, at jeg – der selv er jøde – er antisemitisk, hvilket virkede fuldstændig langt ude. Det blev begyndelsen på en lang rejse.”

For at undersøge nutidens antisemitisme henvendte Shamir sig til den jødisk-amerikanske lobbyorganisation Anti-Defamation League (ADL), som bekæmper ærekrænkelse af og overgreb mod jøder.

Med et årligt budget på 70 millioner dollars er organisationen den største af sin art i verden. Alligevel var den ikke leveringsdygtig i særligt overbevisende eksempler på antisemitisme, da Shamir troppede op på deres hovedkontor i USA med sit kamera.

Berlusconi hader også muslimer
Tværtimod gik det op for Shamir, at ADL er optaget af en anden, mindre idealistisk agenda.

”Organisationen hædrede i 2003 den italienske ministerpræsident Silvio Berlusconi med en pris, selv om han har gået rundt og fortalt antisemitiske vittigheder og samtidig har bagatelliseret de grusomheder, som italienske fascister med Mussolini i spidsen begik,” fortæller Yoav Shamir.

”ADL er en meget politisk organisation, og den kan bruge Berlusconi, fordi de har en fælles fjende. Berlusconi hader nemlig også muslimer,” siger instruktøren, der trods sit lidet flatterende portræt af ADL hævder at have organisationens ord for, at hans fremstilling er fair.

”Defamation har nu været ude i to år, og der er ikke en eneste, der har sagt, at den ikke er korrekt. Der er mange, som opponerer mod indholdet, men der er ingen, som har anfægtet troværdigheden,” forklarer Shamir og tilføjer, at filmen vandt en Best Research Award på The Tel-Aviv International Documentary Film Festival.

På mobilisering i kz-lejre
Den israelske instruktør har især været optaget af den rolle, som ”antisemitisme” og ”holocaust” spiller i Israel.

”Ordene er som en slags uigendrivelige argumenter, der kan gøre kritikere tavse og retfærdiggøre alle mulige handlinger. Racisme eksisterer også i Israel, og mange bruger fortiden som et påskud for at ignorere nutiden. Det er en nem måde at slippe for at skulle tage ubehagelige diskussioner,” mener Shamir.

I filmens sidste del følger han en israelsk gymnasieklasse, som tager på den traditionsrige udflugt til kz-lejren Auschwitz, hvor eleverne skal identificere sig med den jødiske lidelseshistorie.

”For mig at se burde læren fra holocaust være, at vi skal bekæmpe alle former for racisme og opfordre til tolerance. Men på mange af disse ture drejer det sig om at opbygge en israelsk identitet ved at vise hadet mod jøder. Der er tale om manipulation, og det er ikke særlig menneske-tolerant.”

Ikke matematisk bevis
Yoav Shamir indrømmer, at filmens problemstilling er set gennem hans øjne. Han er også godt klar over, at han ikke har undersøgt antisemitisme over hele verden, selv om han undervejs både taler med hvide og sorte, akademikere og folk på gaden.

”Jeg ved ikke, hvordan den antisemitiske situation er i Danmark, og det har aldrig været hensigten at undersøge antisemitisme over hele verden. Jeg har fokuseret på de steder, hvor der er flest jøder, nemlig i USA og Israel. Her lever 85-90 procent af alle jøder.”

”Jeg har lavet en film – ikke et matematisk bevis. Filmen rejser spørgsmål om noget, som ikke debatteres nok. Der vil altid være ekstremister, som misbruger ting, du siger, men det betyder ikke, at jeg vil censurere mig selv. Hvis jeg havde lavet en fuldt ud politisk korrekt film, kunne jeg lige så godt have lavet en reklamefilm.”

Defamation bliver vist på Copenhagen Jewish Film Festival den 29. januar. Yoav Shamir overvejer at komme til Danmark i den forbindelse. Det er endnu uvist, hvornår og hvordan DR2 vil vise filmen.