Portræt: Den intellektuelle hundeelsker

Da Laurie Anderson var tolv år, brækkede hun ryggen.

Med syv søskende havde unge Laurie af og til behov for at skille sig ud, og en dag skulle det ske ved en pool. Saltomortalen gik dog galt, så hun ramte kanten.

På hospitalet blev hun indlagt blandt forbrændte, døende børn, mens læger fortalte, at hun aldrig ville komme til at gå igen. Hun kunne ikke lide de børnebøger, hun fik læst højt.

Unge Laurie havde nemlig allerede været gennem romaner af Dickens og Tolstoj. Desuden fik hun sympati med John F. Kennedy, som også havde dårlig ryg.

Sådan fortælles Heart of a Dog.

Andersons nye dokumentar er et filmisk prosadigt, som gennem associationer og digressioner søger efter sammenhænge i de historier, vi fortæller om os selv, hinanden og vores hunde.

Centrum for filmen er Laurie Andersons lille terrier, Lolabelle, som døde i 2011. De store følelser for hunden og en afdød mor danner grundlaget for Andersons hidtil mest personlige værk.

Tabuet om moren
Laurie Andersons er vokset op i den lille by Glen Ellyn i staten Illinois. I Heart of a Dog ser vi scener fra barndommen optaget på et hjemmekamera af hendes far Arthur T. Anderson

Billederne minder Laurie Anderson om, at hun aldrig elskede sin mor, Mary Louise.

”I denne film har jeg virkelig forsøgt at fortælle, hvad jeg føler, og ikke hvad jeg burde føle. Det er noget af et tabu, når man fortæller, at man ikke elsker sin mor. Og et endnu større tabu, når en mor ikke elsker sit barn. Men nogle gange er det bare tilfældet,” har instruktøren fortalt i et interview med Vogue.

Tidligere har Laurie Anderson berørt det personlige. Nummeret The Rotowhirl fra albummet The Ugly One with the Jewels (1995) fortæller eksempelvis om hendes nære venskab til avantgarde-komikeren Andy Kaufman.

Alligevel synes den nye film at gå meget tættere på Laurie Anderson, end vi hidtil har været. Også fordi ægtemanden Lou Reeds dødsfald konstant er nærværende – uden at blive direkte nævnt.

Foregreb 9/11
Anderson startede som skulptør, det er dog især som musiker og performancekunstner, at hun har slået sit navn fast globalt.

Et af de tidlige værker var et bord, som afspillede musik, hvis man placererede sine albuer i nogle huller og holdt sig for ørene. Duets on Ice var en optræden, hvor Laurie Anderson spillede på violin med fødderne i skøjter i en isblok. Hun stoppede med at spille, når isen var smeltet.

Som musiker træder især debutpladen Big Science fra 1982 frem. Her eksperimenterer Laurie Anderson med karakterer, elektronisk musik og den idiosynkratiske stemme, der på samme tid er både autoritativ og æterisk.

Singlen O Superman blev et uventet hit, og teksten har fået nærmest mytisk status. Laurie Anderson anvender en vocoder til at give sangens personer stemmer, mens et ”haha” gentages som rytme. En isnende stemme indtelefonerer en besked:

”This is the hand, the hand that takes / Here come the planes / They’re American planes / Made in America / Smoking or non-smoking?”

Laurie Anderson var på turné i september 2001, da World Trade Center styrtede i grus, og en uge senere skulle hun rent faktisk spille i New York.

”Da jeg sang om de amerikanske fly, gik det pludselig op for mig, at jeg faktisk sang om nutiden,” skriver Laurie Anderson om koncerten i noterne til en genudgivelse af Big Science.

Overvågning
Laurie Anderson har altid forholdt sig til hjemlandet USA i sin kunst. Mange af numrene på Big Science indgår også i det otte timer lange show, United States, Anderson fremførte i 80’erne.

Både dengang og i dag arbejder hun med paralleller mellem storpolitik og det menneskelige.

O Superman kan både fortolkes som en sang om fremmedgørelse i det moderne samfund og en satire over Amerikas rolle som hele verdens militære storebror.

I Heart of a Dog reflekterer Anderson over nutidens overvågningssamfund og sammenligner med oldtidens Egypten, hvor kun de vigtigste personers liv blev gemt for eftertiden i pyramider.

I dag sker det for alle i nutidens mindre grandiose pyramider: harddiskene.

Drømmen om at føde en hund
I Andersons mest uhyggelige nummer, From the Air, der både er med på Big Science og United States, spiller hun en pilot, som guider sine passagerer før en nødlanding. Men piloten har muligvis allerede forladt det førerløse fly.

Stemmen er helt essentiel for Laurie Anderson.

Også i Heart of a Dog er hun en overbevisende og alligevel skræmmende overjordisk myndighed, som guider os gennem buddhisme, filosofi og død.

Men denne gang bliver der altså ikke leget med karakterer på samme måde. Det handler om Laurie Andersons eget liv, hendes hund Lolabelle, barndommen i Illinois og nutiden i New York. Og om Amerika post-9/11.

Det betyder ikke, at de skægge absurditeter og uhyggelige tankeeksperimenter er fortid.

Heart of a Dog åbner med en drømmesekvens, som Laurie Anderson selv har tegnet. Hun fortæller, at vi nu kigger på hendes drømmekrop, og ikke længe efter føder hun en hund. Som hun selv har syet ind i maven, så hun kunne føde den, forstås.

Så kan man selv sidde og lege drømmetyder i biografmørket vel vidende, at Lou Reed og Laurie Anderson ikke fik noget barn ud af deres ægteskab.

Sproget er en virus
I filmen fortæller den hypnotiserende stemme om, hvordan Laurie Anderson tog til Californien efter terrorangrebet i 2001. New York havde ændret sig, den var dækket i hvid aske, masseovervågningen greb om sig, og kampklædte soldater patruljerede i gaderne.

Men i Californiens bjerge bliver lille Lolabelle pludselig bange for en høg, og minder det ikke om, hvordan newyorkere nu er bange for fly?

Det er ikke første gang, Laurie Anderson hudfletter sig selv og USA på film.

Den korte tv-film What You Mean We? fra 1987 er en finurlig og hjemsøgende leg med identitet og køn, når Laurie Anderson kloner sig selv som mandsling med moustache.

Koncertfilmen Home of the Brave fra 1986 er også instrueret af Anderson. Her fremfører hun sin musik iført maske og skaber lyde ved at slå på sig selv. På et tidspunkt tager hun sig en svingom med beatforfatteren William S. Borroughs og låner hans linje: ”Language is a virus!”

Særligt de små fortællinger mellem numrene er interessante. Tilskuerne synes ikke altid sikre på, hvordan de skal reagere på Laurie Andersons ord, så de vælger ofte det mest sikre: De griner.

Lolabelle spiller keyboard
I Heart of a Dog citerer Laurie Anderson både Kierkegaard og Wittgenstein. Særligt sidstnævntes idé om, at ord skaber verden, interesserer hundeejeren.

Og så er vi tilbage ved de historier, vi fortæller om verden.

”Jeg begyndte at tænke over, hvad der egentlig sker i en overvågningskultur i forhold til at indramme individer og fortælle en historie om, hvem de er,” har Anderson udtalt i et interview med musikmagasinet Pitchfork, hvor hun også siger:

”Der skabes en historie om én, og den puttes så ned over individet. Jeg er sikker på, at mange har haft en følelse af at blive fejlagtigt identificeret.”

Trods den filosofiske overbygning er hunden Lolabelle aldrig langt væk i Heart of a Dog.

Da terrieren bliver blind, lærer Laurie Anderson den at spille keyboard. Og så ligner dokumentaren en kort stund et af de utallige klip af mærkværdige dyr fra Youtube.

Laurie Andersons er bare betaget af hunde. I januar spillede hun en koncert i New York, hvor lydbølgerne havde så lav en frekvens, at kun hunde kunne høre det.

Frigivelse af kærlighed
Newyorkerparret Lou Reed og Laurie Anderson mødte hinanden i München i 1992, og ikke længe efter kunne de konkurrere med Paul Auster og Siri Hustvedt om at være det par på jorden med mest kulturel kapital.

Anderson skrev om deres forhold i et meget personligt essay, som Rolling Stone Magazine bragte i 2013 efter Lou Reeds død. Hun fortæller blandt andet, at det ikke var en afgrundsdyb beundring for Reeds musik, som førte dem sammen. Hun troede, The Velvet Underground var fra England.

I teksten går Laurie Anderson helt tæt på sin mands dødsøjeblik.

”Jeg har aldrig set et udtryk så fuld af forundring, som da Lou døde. Hans øjne var helt åbne. I mine arme holdt jeg den person, jeg elskede mest i verden, og jeg kunne tale til ham, mens han døde. Hans hjerte stoppede,” skriver hun om den sidste stund, som parret længe havde forberedt sig på.

”Han var ikke bange. Jeg havde fået lov til at gå med ham til enden af verden. Livet – så smukt, smertefuldt og blændende – bliver ikke bedre end det. Og døden? Jeg tror på, at meningen med døden er frigivelsen af kærlighed.”

Heart of a Dog kan ses som en måde at bearbejde tre forskellige dødsfald på. Laurie Anderson mister sin hund, mor og mand, og hun må genkalde sig historier om dem for at holde minderne i live. Hun genskaber dem gennem de virulente ord.

Anderson har altså ikke smidt det finurlige, drilske, mytiske eller magiske fra sig. Denne gang handler det bare om de mennesker – og ikke mindst den hund – hun har haft tættest på sig.