Portræt
10. okt. 2013 | 22:20

Den jyske animationsmetropol

Foto | The Animation Workshop
Hvad der i 1988 startede som et aktiveringssted for kreative arbejdsløse, er i dag en animationsuddannelse af internationalt format.

”På Filmskolen bliver man bedre fortællere. Vi arbejder mere med det håndværksmæssige,” lyder det fra The Animation Workshop i Viborg, som fylder 25 år.

Af Daniel Pilgaard

”Jeg havde ingen anelse om, at det skulle ende sådan her, da jeg trådte ind af døren for 25 år siden.” 

Sådan fortæller studierektor Morten Thorning fra Viborgs animationsskole The Animation Workshop, der 1. oktober kunne fejre, at den gennem 25 år har udklækket danske og udenlandske animatorer, som arbejder med film og spil over hele verden. 

Dagen blev fejret med udgivelsen af en jubilæums-dvd med blandt andre den populære vikingefilm The Saga of Bjôrn (2010), der pt. ligger nummer otte på top 10 på Ekko Shortlist, og dræbersnegledramaet Slug Invasion, som kan ses på All Time Shortlist. 

Også den sorthumoristiske westernThe Backwater Gospel (2011) kan ses på All Time Shortlist. 

Viborg på landkortet
Morten Thorning har stået i spidsen for skolen, siden den i 1988 startede under navnet Animationsværkstedet som et aktiveringssted for kreative arbejdsløse. 

25 år senere har den solidt sat Viborg på landkortet som en af animationsbranchen europæiske metropoler. 

”Vi er anerkendte og efterspurgte i hele animationsbranchen, og vi kan faktisk knap nok følge med i efterspørgselen på vores elever,” forklarer den 52-årige studierektor, der ikke selv er animator, men har en baggrund som journalist. 

Thorning kender ikke det præcise tal, men angiver, at 80-90 procent af skolens dimittender arbejder inden for deres fagområde i spil- og filmbranchen. 

Tæt samarbejde med branchen
I 2007 blev det første hold færdige på den såkaldte karakteranimationsuddannelse, der er en professionsbachelor af tre et halvt års varighed, hvor man ifølge skolens hjemmeside lærer ”at få figurer til at bevæge sig og fremstå levende”. 

Undervisningsministeriet godkendte uddannelsen i 2003. Det var det år, hvor skolen gik fra at være et mere løst projekt til at blive nationaliseret, som Morten Thorning udtrykker det. 

Men selv om skolen blev indlejret i det offentlige system, har han fastholdt sin filosofi om, at et tæt samarbejde med animationsbranchen er vejen til succes. 

”Vi skal hele tiden være omstillingsparate og orienteret mod branchen for at være med på det højeste niveau. Ud af skolens årlige budget på 35 millioner kroner, bruger vi alene to til tre millioner kroner om året bare på at være opdateret med de nyeste værktøjer og programmer.” 

”Al undervisning varetages af vores netværk af 400 til 500 gæsteundervisere fra branchen. Det gør, at vi altid har den nyeste viden inden for animation, for den bliver skabt i virksomhederne og ikke på universiteterne. Det er de store firmaer som Pixar og DreamWorks, som står bag forskningen og udviklingen af nye programmer,” siger Morten Thorning. 

Byens gamle kaserner
29-årige Jeanette Nørgaard er uddannet i 2009 som bachelor i karakteranimation og er efter uddannelsen blevet i Viborg. Med sit firma OnBird holder hun til i virksomhedsvæksthuset Arsenalet, der ligger klods op ad skolen i byens gamle kaserner. 

Arsenalet består af over tyve virksomheder, der primært er startet af tidligere elever, og som arbejder med alt fra film og reklamer til spil og mindre animationsopgaver for kommunen. 

Det er den slags opgaver, Jeanette Nørgaard lever af som freelancer i branchen, mens hun holder live i drømmen om at blive instruktør på fuld tid. Sidste år vandt hun med Hund i himlen prisen for bedste danske kortfilm på Odense Internationale Film Festival. 

Netværk er altafgørende
”Man sidder ikke på skolen og læser sig frem til, hvad der vil sige at lave animationsfilm,” fortæller Jeanette Nørgaard. 

”Hovedfokus er, at der kommer nogle undervisere fra branchen, som er der i én til fire uger og underviser i et bestemt emne, som man løser opgaver i og bagefter får individuel feedback på.” 

”Det er det, som er så fedt. Man får allerede opbygget et stort netværk i branchen i løbet af skoletiden. Og det er altafgørende, når der skal findes arbejde bagefter. Det er meget sjældent, at man ser jobopslag i den her branche – arbejdet kommer gennem netværk og anbefalinger,” forklarer Jeanette Nørgaard. 

Under uddannelsen skal eleverne gennem et praktikophold, og her var Jeanette Nørgaard forbi franske Mac Guff, der er en af Europas bannerfører inden for animation. Her arbejdede hun på den animerede børneserie Nik og Jan, om den lilla flodhest Nik og den gule hund Jan. 

”Skolen har en klar aftale med praktikstederne om, at man skal sættes til at lave karakteranimation og ikke stå i køkkenet og lave kaffe,” uddyber Jeanette Nørgaard. 

Animerer Filmskolens afgangsfilm
Eleverne får også skabt et netværk til de studerende på landets kunstskoler og universiteternes it-og filmuddannelser, der er de medlemsinstitutioner, som udgør Det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning. 

DADIU holder til på Den Danske Filmskole, hvis elever fra Animationslinjen er nogle af dem, de studerende fra Viborg skal arbejde sammen i en måned på at udvikle computerspil. 

På tredje år vender eleverne tilbage til København, hvor de i tre måneder arbejder som animatorer på Filmskolens animationsinstruktørers afgangsfilm. Her arbejdede Jeanette Nørgaard på Dorte Bengtsons Sylfidden (udgivet på Ekko-dvd #6) fra 2008. 

”Det var virkelig en positiv oplevelse og inspirerende at se, hvordan de var i instruktørrollen og arbejdede med handlingen. Det er jo den rolle, som jeg gerne vil i,” siger Jeanette Nørgaard. 

Ingen instruktørtradition
For selvom de studerende på The Animation Workshop også afslutter studiet med en kortfilm, skal de projekter ikke betragtes som en pendant til instruktørernes afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles Animationslinje. 

”På Filmskolen bliver man bedre fortællere. Vi arbejder mere med det håndværksmæssige. Det er elevernes evner, som betyder noget for branchen, og det er håndværket, vi skal tiltrække opmærksomhed med, når vi lægger filmene ud på nettet,” siger Morten Thorning. 

Sådan lyder det også fra den tidligere elev Casper Wermuth, der er en del af holdet bag Slug Invasion, som sidste år var udtaget til filmfestivalen i Cannes. 

”Det var da en vild oplevelse at stå på den røde løber sammen med stjernerne fra Twilight, men det har ikke betydet, at nogle af os har fået ambitioner om at blive filminstruktører,” fortæller Casper Wermuth, som for tiden arbejder på et stort spil for Nintendo. 

Tobias Gundorff Boesen blev færdig som karakteranimator i 2010. 

”Det er en klassisk håndværkerskole med et tårnhøjt, internationalt niveau. Afgangsfilmene er noget, branchen ser frem til hvert år, og filmene får utrolig mange visninger på nettet,” forklarer han. 

Visuelle universer
Tobias Gundorff Boesen har selv oplevet, hvor stor interessen er for skolen i branchen, da han var på besøg hos Pixar og Dreamworks, hvor de to giganter udmærket kendte til hans afgangsfilm Out of a Forest, der også kan ses på Ekko Shortlist. 

Den 28-årige instruktør har haft stor succes på både nettet og filmfestivaler med Out of a Forest, og modsat de fleste af hans medstuderende, har turen i instruktørstolen givet ham blod på tanden. 

Så mens flere kammerater fra hans årgang arbejder på store filmprojekter i London, er han selv gået i gang med instruktøruddannelsen på den alternative filmskole Super16. 

Han har instrueret musikvideoen til Malk De Koijns Braget og kortfilmen Touch of Magic, hvor han har brugt sine kompetencer fra Viborg til at skabe særegne, visuelle universer. 

”Mine film er proppet med effektgreb fra animationsverdenen og bærer præg af det håndværk, jeg har lært i Viborg. Uddannelsen har givet mig en ballast, så jeg kan lave ret flotte film for et lille budget,” siger han. 

I animationens stenalder
Siden The Animation Workshop blev statsanerkendt, har skolen udvidet med to nye bacheloruddannelser. 

På Computer Graphic Arts har undervisningen mere fokus på digitale billeder og 3d-grafik. Herfra kommer holdet bag Slug Invasion og nogle af de eksperter, som visuelt genskabte 1700-tallets Christiansborg i En kongelig affære

Eleverne på den helt nye linje, Grafisk Fortælling, bliver undervist i tegneseriens univers. Uddannelsen er en del af Morten Thornings strategi om at styrke en original historiefortællingen i miljøet. 

”Tegneserien er det bedste eksperimentarium for de fantastiske fortællinger, fordi det er billigt at producere i forhold til film. Du lærer en masse om måden at fortælle på.” 

”Vores håb er, at niveauet i dansk animationsfortælling om en fem til seks år er blevet meget mere interessant, og at der kommer mange flere spændende universer frem.”

Kommentarer

The Animation Workshop

Grundlagt i Viborg i 1988.

Anerkendt som statsuddannelse i 2003 og hører i dag under VIA University College. 

Modtog i år 279 ansøgere og har pt. 208 studerende. 

Har et årligt budget på 35 millioner kroner. Halvdelen bruges på bacheloruddannelserne i Karakteranimation, Computer Graphic Arts og Grafisk Fortælling.

Besøg skolens hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko