Pristale: Den kompromisløse kunstner

Jeg mødte Lars Kjeldgaard første gang her på Filmskolen – eller rettere på den gamle Filmskole på Christianshavn, da vi startede på Filmskolen på samme årgang i 1983.

Lars startede som producerelev, men det stod hurtigt klart, at hans analytiske evner var ekstraordinære. Han var uddannet dramaturg fra Aarhus, og han imponerede ikke bare eleverne, men også lærerne og rektor med sin blændende analyse af et Ibsen-stykke, jeg er temmelig sikker på, at det var Rosmersholm.

Snart skiftede han over til instruktørlinjen. Som en af de daværende lydelever udtrykte det: Han er meget mere instruktør end producer, jeg mener: Hvem ville betro den mand 25 øre!?

Lydeleven overtog i øvrigt snart Lars’ producerelevplads. Han hedder Peter Aalbæk Jensen.

Ikke så snart var Lars gået ud af Filmskolen, før han blev ansat som lærer. I et nært samarbejde med Mogens Rukov fik han systematiseret og grundforsket omkring manuskriptskrivning og dramaturgi, så det gav genlyd af nyskabelse. De to fik det bedste frem i hinanden, hvilket kunne være svært at tro på, når man så, hvor konfliktfyldt deres forhold også var. Men det var det!

Lars var kun 32-33, da han blev ansat som lærer, og det var naturligt, at han efter nogle år som lærer måtte ud og prøve kræfter med at lave film.

Det blev som manuskriptforfatter, at han gjorde sig gældende, med tv-serierne Edderkoppen og Blekingegade og Forestillinger som hans mest markante værker. Han var også i en årrække ansat som kreativ producer på Nordisk Film, hvor han var med til at lancere produktionskonceptet ”Directors’ Cut”.

Senere hen gik han igen nye veje og skrev teaterdramatik, hvoraf ikke mindst Fobiskolen var et vidunderligt … fobisk … stykke, som glædede mange og frydede dem, der kendte Lars personligt.

For Lars var en sammensat person, han var selv fyldt af angst og var nogle gange slet og ret en hysterisk kælling. Frem for alt besad han en lysende intelligens, en kompromisløs kvalitetsbevidsthed, en hudløs sensitivitet over for stemninger og hemmeligheder og et nådesløst skarpsyn over for sine medmennesker.

Og så var han efter min mening fuldstændigt ukorrupt.

Af ham kunne man altid få sandheden at høre, og det var befriende i en verden som filmverdenen. Og lige så skånselsløs og konfrontatorisk han kunne være over for de personer, som han syntes hyklede eller var talentløse, lige så mild og generøs og trofast kunne han være i mere private sammenhænge, hvad de af publikum i dag, der har mødt Lars som barn, vil kunne bevidne.

Da Lars døde alt for tidligt, var det en kæmpe sorg for alle os, der havde kendt ham. At det var, som om Lars’ enorme talent aldrig for alvor nåede at blive udfoldet, gjorde ikke sorgen mindre.

Der var så meget, han kunne have gjort, og den dag i dag tænker jeg ofte på, hvor grundlæggende forkert det er for mig, at han ikke kan være her sammen med mig og lave Filmskole, sådan som vi begge to havde et brændende engagement i at gøre, ikke mindst inspireret af vores elevtid under Henning Camre, Mogens Rukov og Jørgen Leth.

Havde Lars end nok så store evner som manuskriptforfatter, analytiker og dramaturgisk konsulent, så vil han for mig længst blive husket som lærer og inspirator.

At familien har valgt at donere hans arv til fremtidens dramatikere og manuskriptforfattere, er til gengæld helt i hans ånd og vil sikre på helt håndfast vis, at hans engagement lever videre i de kommende generationer.

Lars Kjeldgaard Prisen 2014 bliver i år uddelt for første gang. Prisen er på kr. 50.000 samt et originalt kunstværk af Ulrik Crone skabt til lejligheden. Og prisen går til skuespilleren, forfatteren, dramatikeren og jeg ku blive ved: Nicolas Bro.

Når man ser en virkelig god skuespiller, så beundrer man det virkelig gode spil, den store præstation, der lyser i rummet. Men når man ser en sublim skuespiller, så undrer man sig over, om vedkommende overhovedet spiller.

For det er, som om han bare er til stede som sig selv. På en måde er det altid den samme person, man ser – og derfor ser det så legende let ud. Vedkommende er der jo bare. Kun for den, der er tæt på skuespillerens arbejde ved, hvilken præstation der ligger bag.

Nicolas Bro er en sådan skuespiller.

Hans formår at rumme modsætningsfyldte udstrålinger af sårbarhed, godhed, sensibilitet og intelligens, der hvert øjeblik krydres med utilladelig naivitet, godtroenhed, stupiditet, infantilitet, fantasteri.

På samme måde med hans erotiske udstråling, der kan forekomme forsigtig og grænseoverskridende på samme tid. Er Nicolas Bros karakterer i deres essens meget svage eller meget stærke? Det vil vi kunne diskutere fra nu af og til dommedag. Og hvis nogen skuespiller skulle kunne rumme visionen om dommedag, må det være Nicolas Bro. Han ville kunne spille Sankt Peder, englebasse og Djævel lige overbevisende.

Nicolas Bro er også dramatiker og har skrevet mange stykker, blandt andet: Den biologiske abe, Natsværmer, Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner, Stolthed er kolossal og Slutstrand. Alle disse stykker er skrevet af en mand, der ikke er holdt op med at undre sig over, at vi befinder os på en klode, der roterer rundt om solen med over 80.000 kilometer i timen, og at det er os, der har hovedet nedad.

I Nicolas’ stykker har figurerne deres eget sprog, der ligner det sprog, vi taler, men alligevel ikke er det. Det er umuligt at forudsige, hvad det næste spørgsmål er, og det er komplet umuligt at regne ud, hvad svaret bliver.

Nicolas Bro er ikke bare skuespiller og dramatiker. Han er også en markant filmskaber, der er parat til at bruge sig selv fuldstændigt kompromisløst. Det så vi i hans samarbejde med Christoffer Broe i Offscreen, hvor Nicolas Bro filmede sig selv og improviserede sin rolle frem, så man sad tilbage med en rystende oplevelse af at have fået et indblik i de mere mørke sider af den følsomme skabende kunstnersjæl.

Der er et slægtskab mellem Nicolas Bro og Lars Kjeldgaard i deres kompromisløse tilgang til deres arbejde, nærmest ligegyldigt hvilken genre de har bevæget sig i. Derfor har det i bestyrelsen for Lars Kjeldgaard Fond været et naturligt og oplagt valg, at den første modtager af Lars Kjeldgaard Prisen bliver netop Nicolas Bro.

Begrundelsen for årets prisvinder er forfattet i samarbejde med Nikolaj Scherfig og Claus Flygare.