Charlie Kaufman: Den krøllede dukkefører

Charlie Kaufmans manuskripter er radikale hvad-nu-hvis-fortællinger.

Hvad nu, hvis mennesket ville være mere lykkeligt som abe? Hvad nu, hvis man kunne leve gennem John Malkovich? Hvad nu, hvis man kunne slette forhold fra hukommelsen?

Han har også ladet en depressiv og affældig megaloman kløjes i at omdanne New York til teaterstykke. Og krøllede Kaufman indsatte sin egen falske tvilling i Adaptation.

Hans nyeste Anomalisa er den mest simple fra manuskriptforfatteren, som også selv instruerer sammen med Duke Johnson. Filmen handler om en apatisk mand på forretningsrejse.

Alligevel er den ikke, som film er flest.

Karaktererne er dukker. Og den Kaufman’ske fremmedgørelse er til stede ved, at hovedpersonen opfatter alle mennesker som samme person med samme stemme. Alle på nær en kvinde fra et kagefirma.

Charlie Kaufman fik med sin første film etableret sig som Hollywoods mest særegne manuskriptforfatter tilbage i 1999. Senere fik George Clooney og en instruktørdebut skubbet den sære vidunderdreng ud af kurs.

For absurd til film
Charlie Kaufman studerede film på New York University, før han begyndte at skrive for flere sketchshows og komedieserier.

Han var manuskriptforfatter på The Dana Carvey Show, hvor store komikere som Louis C.K., Steve Carell og Stephen Colbert også hamrede løs i tastaturerne.

Den uprøvede Kaufman fik dog ikke mange idéer igennem hos hovedforfatter C.K.

Ved siden af tv-arbejdet udviklede han flere forskellige filmmanuskripter, som godt nok skabte noget interesse. Men Hollywood var enige om, at de var for absurde til at filmatisere. Og hvad gør man så?

Hvorfor ikke Being Tom Cruise?
Charlie Kaufman valgte at sende sit manuskript om, hvordan en usoigneret dukkefører finder en direkte kanal ind til John Malkovich’ bevidsthed, til selveste Francis Ford Coppola.

Coppola gav det videre til sin daværende svigersøn, og det startede et smukt samarbejde mellem Spike Jonze og Charlie Kaufman.

Being John Malkovich er et herligt normbrud og en slags ironisk og alligevel dybfølt fortælling om ulykkelig kærlighed. Tilsat aber og syret sci-fi.

Det er et under, at sådan en film overhovedet kunne laves. Og nemt var det da heller ikke. Som da en producent råbte: ”Hvorfor fanden kan det ikke være Being Tom Cruise!?”

Mus med bestik
Næste filmprojekt for Kaufman var Human Nature – en outreret komedie instrueret af franske Michel Gondry. Den handler om en kvinde med pels, mus med bestik og menneskets trang til at vende tilbage til naturen.

Tim Robbins, Patricia Arquette og Rhys Ifans gakker igennem, og resultatet er overvejende skægt. Men mange var forvirrede over varedeklarationen: Var det en løjerlig komedie eller et filosofisk opgør med civilisationen?

Johs. H. Christensen fra Jyllands-Posten var ikke i tvivl, da han i 2002 tildelte filmen en enkelt stjerne og ordene: ”Åndssvag! Komplet åndssvag!”

Adaptation (instrueret af Jonze)er bedre og endda mere ukonventionel. Charlie Kaufman kæmpede med at omdanne forfatteren Susan Orleans bestseller The Orchid Thief til en manuskript.

Og det blev metafilmen – Nicholas Cage spiller en baksende Charlie Kaufman og hans fiktive, vanvidsirriterende tvilling Donald Kaufman i et skønt, selvomsluttende værk.

Den rigtige Kaufman og den fiktive Kaufman blev nomineret til en Oscar for manuskriptet.

Fejde med Clooney
Kaufman er en manuskriptforfatter, som ikke har det godt med at overdrage sine ord til en instruktør og så smutte. Han vil have medbestemmelse.

Det blev et problem under tilblivelsen af Confessions of a Dangerous Mind. Den handler om den autentiske tv-mand Chuck Barris, der lavede hitshows om dagen og var hitman om natten. Eller påstod, at han var det.

Det kuriøse udgangspunkt til trods, valgte George Clooney i sin debutfilm som instruktør at lave en ret konventionel biopic. Filmen er underholdende, og især hovedrolleindehaver Sam Rockwell er sjov som febrilsk og liderlig mytoman.

Men Kaufman kunne ikke lide filmen.

Det afslørede han for nylig i den anbefalelsesværdige podcast WTF with Marc Maron. Clooney valgte at ændre i manus uden at spørge Kaufman!

I 2004 gav Charlie Kaufman et interview til Seattle Post-Intelligencer.

”Det normale for en manuskriptforfatter er at aflevere et manuskript og forsvinde. Det kan jeg ikke. Jeg vil være involveret fra start til slut. Og det ved og respekterer nogle instruktører,” sagde han med kærlig henvisning til Gondry og Jonze og underforståelse skuffelse rettet mod Clooney.

Inspireret af Brecht
I 2004 lavede Kaufman igen en film med Michel Gondry. Og det skulle vise sig at blive den bedste, han endnu har ført pen til.

Evigt solskin i et pletfrit sind er uforglemmelig sci-fi om at ville tilintetgøre smertelige erindringer om ekskærester. Jim Carreys plastiske ansigt er mere oprigtigt, end man troede muligt.

De Kaufman’ske temaer er igen på plads. Karaktererne løber forvirrede rundt som marionetter i Kaufmans tankespindelvæv. Og det er, som om de godt ved, at de er en del af en fiktion.

I et interview med Vulture Magazine fortæller manuskriptforfatteren da også, at han er inspireret af Bertolt Brecht. Og i samme ombæring hylder han Thomas Vinterberg, Lars von Trier og Roy Andersson.

I 2008 fik Kaufman muligheden for at instruere sin første film selv. Og så gav han ellers los med fremmedgørelse, absurditet og selvrefleksive meta-lag.

Manus om internetvrede
I Synecdoche, New York leverer Philip Seymour Hoffman en nærmest uhyggelig præstation som en skrantende teatermand, der i desperation iscenesætter sit liv i New York i en kæmpe lagerhal i New York.

Kaufmans uovertrufne fornemmelse for at indføre det absurde og fantastiske i en grå hverdag er dog tæt ved at kamme over.

Den grundlæggende idé om at lade teaterinstruktøren Caden Cotard fare vild i sin egen opsætning er glimrende. Men Kaufman ender nærmest i samme fælde som sin hovedperson – altså uden overblik over sin imponerende idé.

Publikum var ikke begejstret. Filmen blev en box office-fiasko, og på nettet råbte vrede folk højt om, at den prætentiøse debutant ikke havde noget tøj på.

Det fik Charlie Kaufman til at skrive et manuskript om internetvrede, som han symptomatisk ikke kunne få realiseret.

Kriser kolliderer
Den økonomiske fiasko gjorde det svært for Kaufman at få sine særegne historier igennem i Hollywood. Nogenlunde samtidig kom den globale økonomiske krise buldrende, og filmselskaberne begyndte i udtalt grad at satse på superhelte- og romertalsfilm.

Spiderman indløser bare flere billetter end Kaufmans ironiske fabler om utilstrækkelig kærlighed.

Kaufman har også forsøgt sig som tv-serie-skaber, men FX – som ellers gav Louis C.K. fuldstændigt frie tøjler med Louie – gav ikke grønt lys til en hel serie, efter at have set et pilot-afsnit med titlen How & Why.

Men i dag kan man også få finansieret sine projekter uden om de store selskaber. Stop-motion-filmen Anomalisa er finansieret gennem crowdfunding, og tak til alle, der har gjort denne lille filmperle mulig.

Mindst syrede værk
Charlie Kaufman har instrueret Anomalisa sammen med Duke Johnson. De har skabt en simpel film om en simpel mand.

Bestsellerforfatteren Michael (David Thewlis) skriver selvhjælpsbøger, og den livstrætte englænder er ikke særlig elskværdig. Og han er en dukke. Alligevel formår instruktørparret at gøre floskelforfatteren rørende, og det understreger, at Kaufman altid insisterer på at vise sin absurde verden fra karakterernes synsvinkel.

Anomalisa er oprindeligt skrevet som et hørespil, og det er på mange måder den sælsomme manuskriptforfatters mindst syrede værk. Alligevel har den sit Kaufman’ske øjeblik, da Michael forsøger at fjerne sin maske foran spejlet.

Charlie Kaufman har mange manuskripter liggende i sine skuffer, og måske kan animationsfilmens succes få dem realiseret. Anomalisa har vundet en pris på Venedig filmfestival, og den var nomineret til en Oscar.

For tiden arbejder Kaufman dog på en roman, afslører han over for Vulture.

”Jeg kan skrive lige, whatever the fuck jeg har lyst til i den her, og det ændrer ikke ved budgettet. Det er samme mængde papir, som skal bruges.”