Den lange rejse hjem

En mand vandrer hjem fra den tabte krig. Året er 1919, og den unge Paul Simon, der er sluppet gennem Første Verdenskrig med livet i behold, når omsider tilbage til hjemstavnen, smedjen i Hunsrück-landsbyen Schabbach i højlandet mellem Rhinen og Mosel. Men selv om han bliver gift med den søde Maria og får to små sønner, kan han ikke længere finde sig til rette i det hjemlige, og en dag forsvinder han uden varsel. Først mange år senere vender han tilbage fra Amerika.

Edgar Reitz' store værk, der både er en tv-serie og verdens længste spillefilm, spænder over 80 år, og gennem hele beretningen er opbrud og hjemkomst de centrale temaer. Landsbyens snævre og selvgode mini-univers må udfordres, sprænges og forlades, men de rådvilde og rastløse ender med at vende tilbage. 
  
Førstedelen — Hjemstavn (Heimat i elleve dele, 1984) — strækker sig over årene 1919-82 med fokus på livet i landsbyen. Andendelen — Den anden hjemstavn (Die Zweite Heimat i tretten dele, 1992) — fokuserer på den unge Hermann (instruktørens alter ego), der har forladt hjemstavnen i vrede og slår sig igennem som kunstner i München i 1960'erne. Tredjedelen — Den tredje hjemstavn (Heimat 3 i seks dele, 2004) — fortæller historien fra Murens fald i 1989 til årtusindskiftet i 1999 og bringer os tilbage til Schabbach. Den lange rejse er sluttet.

Hjemstavnen som pukkel
Heimat-begrebet er en tradition i tysk kultur. Der var en bevægelse af hjemstavnsforfattere for 100 år siden, og såkaldte heimatfilm — sentimentale melodramaer i rustik indfatning — blev populære op gennem 1920'erne og 1930'erne, blandt andet Carl Froelich' Heimat (1938) om datteren, der er flygtet fra den stejle far og vender tilbage som fejret sangerinde og forsones med faren. Heimatfilmene fik siden en storhedstid i 1950'ernes vesttyske og østrigske populærfilm, meget lignende vores Morten Korch-film i samme periode.

Hos Reitz er hjemstavnen afsentimentaliseret. I en ironisk scene er de unge kvinder i biografen til 1938-filmen og beundrer stjernen, den svenske Zarah Leander. Landsbyen karakteriseres i Den anden hjemstavn som "dette had, denne misundelse, forargelsen og enfoldigheden. Dette snævre, indskrænkede, håbløse, lortestinkende bøhland: die Heimat." Og i Den tredje hjemstavn tales der om "familien som en pukkel, Hunsrück som en pukkel". Hjemstavn er et grandiost billede af Tyskland og tyskerne, men det er også en vision af hjemstavnen som et fængsel, en spændetrøje, som en uundgåelig skæbne.

Første del af Hjemstavn er en slægtsroman i traditionen fra Thomas Manns Buddenbrooks. I centrum står Maria, der er født samtidig med århundredet. Det er hende og hendes sønners historie, der er det samlende i den store krønike. Udenom myldrer det med skikkelser, blandt andre Marias brødre Eduard og Wilfried. Eduard tager for sit helbreds skyld til Berlin, hvorfra han hjemfører bordelmutter Lucie. Nazisterne kommer til magten, Wilfried slutter sig entusiastisk til bevægelsen, og den socialt ambitiøse Lucie får drevet sin mand ind i partiet og videre til borgmesterposten. 

1938 kommer der pludselig brev fra Paul, han er blevet fabriksejer i Detroit og vil komme på besøg året efter og hilse på Maria og sine sønner Anton og Ernst. Men da han kort før krigsudbruddet i 1939 ankommer med Amerika-damperen i Hamburg, mangler han arierattesten og kan ikke komme i land. Maria får endnu en søn, Hermann, men faren — ingeniøren Otto — omkommer ved en eksplosionsulykke.

Anton har været ved østfronten og kommer tilbage efter krigen. Han etablerer en optikfabrik, der udvikler sig rask i 50'ernes opbygnings- og velstandsperiode. Også Ernst, der har været i Luftwaffe, bliver en holden mand med sin flyvevirksomhed. Lillebror Hermann, der viser påfaldende musiktalent, forelsker sig som femtenårig i den væsentligt ældre flygtningepige, Klärchen. Familien forhindrer forholdet og i vrede forlader Hermann landsbyen, drager til München og bliver efterhånden et stort navn i den nye avantgardemusik. I førstedelens slutafsnit, der udspiller sig i 1982, vender både Paul og Hermann tilbage til Schabbach, til Marias begravelse.

Anden del griber tilbage og fortæller den måske lidt for udførlige beretning om den unge Hermanns studieår i München. Det er en slags dannelseshistorie, en genre der også har store traditioner i tysk litteratur fra og med Goethes Wilhelm Meister. Anden del handler om den unge kunstners formative år, hvor kunsten og kvinderne er det centrale i Hermanns liv, både Süßchen, som han får en datter med, men især sangerinden Clarissa, der er lige så rastløs som han selv.

De store temaer
Den tredje del af Hjemstavn føjer behændigt de to dele sammen i en fælles konklusion, hvor etterens landsbyskildring og toerens kunstner- og kærlighedssaga kobles sammen: Hermann genforenes med Clarissa, og de flytter tilbage i nærheden af Schabbach, samtidig med at den nye tid arriverer med Murens fald og det nye årtusinds komme.

Hermann og Clarissa køber et gammel forfaldent hus, der står romantisk på en skænt ved Rhinen i det storslåede flodlandskab. Det bliver smukt restaureret af håndværkere fra DDR, hvis skæbner flettes ind i krøniken. I Schabbach lever både den gamle Anton, byens magnat og stejle patriark i en stor familie. Inden sin død lykkes det ham at krænke sine nærmeste, især sønnen Hartmut, som han altid har undertrykt. Hermann går i stå som kunstner, Clarissas får kræft, og Hermanns datter Lulu er netop blevet gravid med kæresten, da denne dræbes ved en trafikulykke i kollision med Hartmut, der er på vej bort med sin russiske elskerinde.

Ernst har opbygget en fantastisk samling af ekspressionistiske malerier. Han er aldrig faldet til ro i sit liv. Mod slutningen leder han efter en arving, og han vil gerne overdrage sine rigdomme til samfundet. Men Schabbach er ikke klar til at modtage gaven, der bogstavelig talt synker tilbage i urfjeldet.

Treeren er generelt spændende fortalt, med mere humor end i de tidligere dele, mere føljetonagtigt. Det er en generøs fortælling om familiens og hjemstavnenes rødder. Men det er også en teknikhistorie, hvor radio, optik, fly og elektronmusik spiller afgørende ind i handlingen. Det er moderniserede myter med reference både til Odysseen og Den fortabte søn, til Parsifal og sagnet om Nibelungerne. Og det er romantisk naturmystik med jordskælv og solformørkelse. Reitz har kritiseret, at nutidskunsten har overladt de store temaer — kærlighed, sygdom, adskillelse, død — til underholdningsindustrien. Og hans eget værk er da også et drama, der hverken skyr patos eller stærke følelser.

Tyveriet af den tyske historie
Hjemstavn blev oprindelig til som svar på en udfordring. Den amerikanske tv-serie Holocaust, en effektivt og kulørt fortalt beretning om en tysk-jødisk families skæbne i Nazityskland, vakte sensation i Vesttyskland i 1979. Den kom som en påmindelse om, at tyskerne — tynget af kollektiv skyld — selv havde forsømt at formidle dette stof. I en polemisk artikel om Holocaust-serien anklagede Reitz amerikanerne for at have eksproprieret den tyske historie, og han understregede nødvendigheden af, at tyskerne selv fik formuleret deres erindringer, selv fik formuleret die Bewältigung der Vergangenheit — opgøret med fortiden. 

Reitz fulgte sin egen opfordring og gik i gang med sin store nationale, men ikke nationalistiske krønike. Med erindringen som materiale reflekterer Hjemstavn-serien nederlaget i Første Verdenskrig, den sociale og økonomiske nedtur i Weimarrepublikken, Hitlers magtovertagelse, Det tredje Riges diktatur og forfølgelser, holocaust, krigen, nederlaget, Tysklands deling, genopbygningens Wirtschaftswunder, Muren, terrorismen, Murens fald og genforeningen — hele denne overvældende række af begivenheder samlet i en tysktime af en vis varighed.

Første del af Hjemstavn blev beundret og forårsagede masser af besøgende på lokaliteterne i Hunsrück. Men den blev også kritiseret for sit forholdsvis milde billede af nazitiden. Sympatien ligger dog klart hos den anti-fascistiske Katherina, Pauls og Eduards mor, og opportunismen skildres med oplagt satire i karakteriseringen af Eduard, Lucie og Wilfried. Den nye orden kommer ikke med stor dramatik. Hverdagen og familielivet er det nære og umiddelbare drama, men gradvis erkender vi, at den private skæbne og de historiske betingelser hænger fatalt og uadskilleligt sammen.

Faktisk er seriens skildring af hverdagslivet i Hitler-tiden i god overensstemmelse med den nye historieforskning, der dokumenterer, at Hitler blev støttet af langt den største del af befolkningen. Folk var trætte af Weimar-republikkens sociale elendighed og så Hitler og nazisterne som garanter for opgangstider med orden og stabilitet. Kun få kom i kontakt med SS og med kz-lejrene, som man opfattede som nyttige til opdragelse af "asociale" individer.

Billeder som forløser
I demonstrativ modsætning til den konventionelle Hollywoodstil fortæller Reitz sin lange historie i en avantgardistisk og modernistisk stil. Serien veksler mellem sort-hvid og farve. Det virkede kontroversielt dengang i 1980'erne, og Danmarks Radio bragte jævnligt tekstbeskeden — "filmen skifter tilsigtet mellem sort/hvid og farve" — fordi mange seere troede, det var en teknisk fejl.

Også selve fortælleprincippet er utraditionelt. Selv om der skulle være tid nok, er historien ofte mærkeligt abrupt. Vigtige handlingsmomenter er udeladt, og gang på gang overlades det til tilskueren at udfylde handlingsgangens huller eller "'tomme pladser", for nu at bruge litteraturforskeren Wolfgang Isers indflydelsesrige begreb. Reitz lader vittigt landsbytossen Glasisch være fortælleren i den første Hjemstavn, det er ham, der resummerer det foregående, ofte i en mere sammenhængende stil end selve fortællingen gør. 

For modsat Hollywoods klassiske kausale og lineære filmfortælling lader Reitz sin krønike fremstå gennem en række isolerede — og ofte ganske lange — scener.

En oplagt inspiration er John Cassavetes, der var mesteren i 70'ernes alternative amerikanske film og nu står som periodens måske mest indflydelsesrige skikkelse. Fra ham har Reitz overtaget teknikken med at lade en scene fortsætte og fortsætte, ikke fordi det er nødvendigt for sammenhængen, eller fordi der foreligger et stort dramatisk potentiale, men fordi den udstrakte scene kommer til at stå stærkt i oplevelsen og erindringen. Den fremstår som en ægte luns af tid. I den kausale fortælling jager vi videre og videre, vi gøres hele tiden spændte på, hvad der nu vil ske. Hos Reitz bliver vi i scenen, der får lov at åbne sig, udfolde sig og lukke sig igen. 

Hjemstavn er en inciterende blanding af eksperimenterende kunstfilm og populær tv-serie. Det er en dyster vision af Tysklands traumatiske århundrede genoplevet i erindringernes fletværk. Den handler om at komme hjem, men også om at komme til klarhed. Med den store slyngede episke flod gennem landskabet skaber Edgar Reitz sin kolossale strøm af billeder, der forløser.