Den lille mand i flammehavet
”Vi startede med at lave et projekt i Den Centralafrikanske Republik, hvor der var borgerkrig. Og mens vi var dernede faldt Zasha pludselig om i sit hus i Gentofte. Nogle dage efter fik Jan at vide, at hun var ramt af kræft.”
Efter to ganske succesfulde film om FN’s sikkerhedsråds håndtering af katastrofen i Darfur og kampagnen, der udløste Irak-krigen, står Boris B. Bertram nu med et kamera midt i en meget mere menneskelig katastrofe.
Instruktøren er i Afrika for at følge den berømte krigsfotograf Jan Grarup, og pludselig bliver Grastrups ekskone diagnosticeret med kræft i hjernen. Nu må Jan tage hjem for at passe de tre børn, de har sammen, samt et fjerde, han har med en anden. Hele hans tilværelse skal lægges om.
Sådan beskriver Boris B. Bertram selv begyndelsen på, hvad der skulle blive den centrale historie i Krigsfotografen, som har premiere den 19. september. Ekkos anmelder kalder filmen en stærk og følsom dokumentar.
”Det gav mening for os at lave en film, der viser præcist, hvor Jan var i sit liv på det tidspunkt. Den starter med, at han gennemtænker sit liv – hvordan han arbejder, og hvordan han er som far – og det er et meget godt sted at starte med en hovedperson.”
– Kan man sige, at den voldsomme konflikt omkring ham på en måde illustrerer Jans personlige konflikt?
”Det er en meget interessant betragtning. Han har jo posttraumatisk stress, og han i mange år selvmedicineret sig selv med sprut og stoffer. Det kommer måske til udtryk i hans familieliv i den måde, han reagerer ret hårdt over for problemer med sine børn. Jeg ved, det har været hårdt for ham at se filmen og finde ud af, hvordan han kan være over for sine børn.”
”Filmen er både et arbejdsportræt om en krigsfotograf og historien om at være en far, der træder i karakter. Jeres anmelder og andre ville gerne have set mere af krigskonflikterne, men for mig er filmen uløseligt forbundet med Jans personlige, faderlige konflikt. Og i filmen oplever man, hvordan han begynder at se sine børn med et mere nærværende blik.”
Filmhold på flugt
Dermed ikke sagt, at Krigsfotografen er uden krig og konflikt. Flere gange er Jan og det lille filmhold – bestående af den erfarne fotograf Henrik Bo Ipsen og instruktøren selv – under heftig beskydning under slagene i Mosul i det nordlige Irak.
”Det var helt crazy, og det er først efterfølgende, at jeg har fundet ud af, hvor sindssygt det i virkeligheden var. Vi kunne lige så godt have været omkommet. Det var slet ikke meningen, at vi skulle have været inde i de der kampe i den vestlige del af Mosul. Det er hardcore-bykrig, det skete bare.”
Flere gange var filmholdet også tæt på at være skyld i slutningen på krigsfotografens 50-årige liv.
”Vi var ude og filme en milits, der havde begået massakre nogle uger forinden. Der var det tydeligt, at de havde meget nemt ved at afkode Jan, men fordi jeg havde det her lille videokamera, fordi vi ikke have nok cigaretter og sprut med, og fordi jeg kom til at filme dem, skulle vi bare af sted i en fart. Vi har brugt nogle katteliv på den her film.”
På trods af de voldsomme krige, fotografen arbejder i, fylder det hjemlige liv med fire børn mest i filmen.
Det fører til decideret komiske scener, som for eksempel da han bliver fotograferet til en artikel, efter han har sagt sin stilling op på Politiken i utilfredshed med udskiftningen af fotoredaktøren Per Folkver.
”Humor er faktisk en vigtig del af filmen. Jeg griner meget i Jans selskab. Han er både sjov og ufrivilligt sjov. Som da han kommer ud i underdrenge, tager en kanin op og smider underdrengene, inden han poserer for fotografen. Det er en grotesk scene og et fantastisk portræt af et menneske.”
Billedernes poesi
Selv om de hjemlige scener tit er komiske, så er ekskonens sygdom konstant et alvorligt bagtæppe. Samtidig er der under slaget i Mosul også plads til, at Jan kan nørde objektiver med en hollandsk kollega.
– Der bliver brudt nogle grænser ned imellem det joviale og det alvorlige. Har det fra starten været intentionen at opløse grænserne imellem Jans privatliv og hans arbejdsliv?
”Da vi klippede starten på slaget i Mosul, tænkte vi meget over, at det var vigtigt at vise hele turen ind i krigszonen. Det er en næsten tyve minutter lang scene. De går og snakker om linser, lige inden det går løs. Charlotte Munch Bengtsens, som har klippet filmen, fik den idé, at det faktisk skulle tage noget tid at komme derind, så vi kunne mærke, hvor surrealistisk det er at komme ind i en krigszone, og hvor professionelt Jan håndterer det. Det har været ligesom at være i mesterlære i forhold til at bevæge sig i konfliktområder og finde sit motiv.”
Den 47-årige instruktør føler et vist slægtskab med Jan Grarup og hans æstetiske billeder. Ligesom instruktøren vil portrættere den lille mand i flammehavet, leder Jan Grarup også efter de små scener i kaosset.
”Der er en poesi i Jans billeder. De er ikke bare dokumentationer af krig og ødelæggelse. Et billede fra Port-au-Prince i Haiti, hvor et kærestepar går efter et jordskælv, og kvinden har taget stiletter på, handler om kærligheden midt i kaosset.”
Politikerne svigter
Krigsfotografen er afslutningen på en trilogi, hvor de to første er kortfilmen Diplomacy: The Responsibility to Protect og den lange dokumentar Krigskampagnen. Alle tre film beskæftiger sig med konflikter på forskellige niveauer. Krigskampagnen blev vist på tv i otte lande og fik international opmærksomhed, fordi den handler om Irak-krigens ulovlige karakter.
– Hvordan fungerer Krigsfotografen som afslutningen på trilogien?
”Det er klart, at når man oplever konflikterne igennem et portræt af et menneske, er det noget andet end at opleve det igennem FN’s sikkerhedsråd eller statsledere. Jeg tænker i virkeligheden også, at mange politikere burde opleve konsekvenserne af de beslutninger, de tager. De kommer aldrig ud og kigger på et bombekrater i Mosul, som er flere hundrede meter langt og har kostet 2000 civile livet. Det er her, filmen bliver et vigtigt dokument.”
– På den måde er det en meget politisk trilogi?
”Måske er det, fordi jeg kommer fra en familie, hvor mine forældre har lavet børneteater, og jeg har set masser af politisk teater. Jeg kan ikke forklare det. Jeg har altid været drevet af et politisk spor, men lige så meget af at lave noget, der bevæger publikum. Jeg ved ikke, om mine film er med til at ændre verden. Det vigtigste for mig er, at publikum bliver berørt af at se filmen.”
Krigsfotografen har premiere den 19. september.
Trailer: Krigsfotografen
Boris B. Bertram
Født 1971 i København.
Kandidat i socialpsykologi og kommunikation fra Roskilde Universitetscenter i 1999.
Uddannet dokumentarinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2005.
Krigsfotografen afrunder instruktørens trilogi om konflikter og krige på forskellige niveauer.
Gallapremiere søndag den 15. september kl. 18.30 i Imperial i samarbejde med UNICEF.
Biografpremiere den 19. september.
Film
Krigsfotografen
2019
Human Shelter
2018
Krigskampagnen
2013
Tankograd
2009
Diplomacy: The Responsibility to Protect
2008
0 kommentarer