Shortlist: Den melankolske franskmand

Der bliver meget passende spillet fransk musik på den lille cafe på Istedgade i København, da vi møder filminstruktør Samanou Acheche Sahlstrøm over en kop kaffe.

Accenten fra hjemlandet er ikke til at tage fejl af, men det danske sprog fejler intet efter tretten års residens i hovedstaden.

Som nittenårig besluttede han sig for at lave film og flyttede til Danmark. Han bankede på Lars von Triers dør, blev ansat på Zentropa og tog filmselskabets såkaldte småtte-uddannelse. Bagefter kom han ind på Den Danske Filmskole og blev i 2011 udklækket som instruktør.

Hans afgangsfilm Les amours perdues (på dansk: Visne hjerter) bobler i denne uge på Ekko Shortlist, og du kan hjælpe den udanske film ind på top 10 ved at se den og give stjerner!

Det filmiske modersmål
Det er en tragisk kærlighedshistorie, hvor Emmanuelle Béart (Manon og kilden) spiller Maria, hvis liv ændrer sig, da hun overværer forfatteren Vincents selvmordsforsøg.

Vincent spilles af ingen ringere end Denis Lavant, der især er kendt for Leos Carax’ film – fra De elskende fra Pont-Neuf til Holy Motors.

På Filmskolen var ledelsen skeptiske over Samanous ambitiøse plan om at drage til hjemlandet og kaste sig ud i at instruere to af fransk films helt store stjerner. Men han holdt stædigt fast for at udvikle sit franske filmsprog ved siden af det, han havde lært i Danmark. 

”Det var vigtigt for mig at lave filmen i Frankrig og på fransk, for det gik op for mig, at dansk rent faktisk var blevet mit filmmodersmål. Alt, hvad jeg har lært om at lave film, har jeg lært på Filmskolen og i min tid som småtte på Zentropa,” siger Samanou Acheche Sahlstrøm. 

”På et tidspunkt blev jeg pludselig bange for, at jeg ikke ville kunne arbejde kunstnerisk på fransk, altså mit rigtige modersmål. Det var dér, tanken om at lave filmen i Paris startede – som en udfordring til mig selv,” forklarer den 31-årige instruktør.

Et flabet tilbud
Det virker uhørt at få så store franske skuespillere med i en dansk kortfilm. Men det gjorde udslaget, at tilbuddet kom fra et dansk filmhold, erindrer Samanou Acheche Sahlstrøm.

”Den franske filmbranche har ikke så nært et forhold til filmskoler, som vi kender det fra Danmark. Det virkede nok lidt kækt og flabet, at vi spurgte Béart og Lavant, fordi de slet ikke er vant til at blive spurgt om at medvirke i kortfilm.”

Det var en ambivalent situation, men det løsnede sig op undervejs. 

”Jeg havde en uro i kroppen, inden vi skulle filmen, men de var meget ubesværlige og generøse, fordi man godt kunne mærke, at den danske og mere løse tilgang på et filmset gjorde dem mere afslappet.”

”Processen var dog stressende på andre måder. For hvad nu hvis Béart insisterede på at have sin faste og højtlønnede makeup-artist med? Det gjorde hun ikke, men det virkede grænseoverskridende for hende at indspille uden makeup.” 

”Hun tog det dog humoristisk. På et tidspunkt kiggede hun sig i spejlet og udbrød: ’Det her er enden på min karriere,’” fortæller instruktøren om den 50-årige skuespillers muntre indfald.

Nyt blod på Filmskolen
Samanou Acheche Sahlstrøms årgang fra Den Danske Filmskole i 2011 modtog ikke de mest rosende ord fra kritikerne.

I Ekkos vurdering af afgangsfilmene blev instruktørerne døbt ”årgang ekstrem” og konklusionen lød, at ”resultatet er mere modigt end overbevisende”.

Kritikken har dog ikke sat ridser i selvtilliden på den franskfødte instruktør. Han har heller intet at udsætte på sin gamle rektor, Poul Nesgaard, der 1. marts stoppede efter tyve år på posten.

Men alligevel betragter Samanou Acheche Sahlstrøm det nye ledelsesskifte som en positiv udvikling.

”Ikke et ondt ord om Poul Nesgaard, men jeg tror, det er meget godt, der kommer nyt blod. Efter så mange år på posten var det måske svært at bringe noget nyt på banen og turde satse på noget anderledes,” siger instruktøren.

Flere debutfilm, tak!
En undersøgelse i sommer viste, at kun otte ud af 30 uddannede instruktører fra Filmskolen mellem 2003 og 2011 havde spillefilmdebuteret. Men måske ser fremtiden lysere ud.

I Det Danske Filminstituts nye udspil til den kommende filmaftale for 2015-2018 lægger instituttet op til, at talentordningen New Danish Screen skal sætte flere spillefilm i produktion. 

Det rigtige skridt for dansk film, mener Samanou Acheche Sahlstrøm.

”Det er meget vigtigt at få flere i gang med deres debutfilm gennem New Danish Screen. Der er sket et stort dyk af debutanter i de seneste år, og jeg håber, det kan lykkes at få flere i gang, som vi også heldigvis oplever lige nu.”

”Det er både godt for branchen og publikum, når der kommer vidt forskellige debutfilm som Søren Balles Klumpfisken, Fenar Ahmads Ækte vare og min egen I dine hænder.”

Den sidste rejse
Samanou Acheche Sahlstrøm har fået fem millioner i støtte under New Danish Screen til sin debut, der får premiere til sommer eller i løbet af efteråret. Han har selv skrevet manuskriptet, og filmen produceres af Meta Films Sara Namer.

Hovedrollerne spilles af svenske Lisa Carlehed og Peter Plaugborg, som instruktørens kollega fra Filmskolens årgang 2011, Nikolaj Feifer, også benyttede i sin science fiction-afgangsfilm, Junk Love (se den på All Time Shortlist).

I Sahlstrøms film spiller Lisa Carlehed sygeplejersken Maria, der er gået i stå. Men så bliver hun tilbudt at assistere den dødeligt syge Niels (Peter Plaugborg), der skal på en sidste rejse til en selvmordsklinik i Schweiz. 

”Det er ikke nogen propagandafilm for eller imod aktiv dødshjælp. Selve præmissen for det projekt, som filmens to hovedkarakterer har i filmen, er bare enormt god til at fremkalde nogle stærke følelser. Det er en god motor for en roadmovie med to personer, der skal hjælpe hinanden på trods,” forklarer instruktøren.

Han kalder selv filmen for et roadmovie-drama-kammerspil, der er optaget on location i Danmark, Tyskland og Schweiz for at gøre filmen mere autentisk.

”Det er sindssygt dyrt at rejse, og vi kunne da godt have sendt et second unit-hold af sted eller filmet flere af scenerne i et studie. Men det giver en fantastisk stemning at komme ud at optage filmen i de rigtige omgivelser,” forklarer han.

Hang til romantisk melankoli
Der kommer stadig fransk musik ud af højtalerne på den lille cafe i København efter en times tid i selskab med Samanou Acheche Sahlstrøm. Han virker afbalanceret og velovervejet i sine svar, og der tegner sig et billede af en instruktør med en hang til romantisk melankoli. 

Nyere yndlingsfilm er den belgiske The Broken Circle Breakdown, der handler om et stærkt forelsket par, som mister deres lille datter til leukæmi. 

”Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan instruktøren slipper af sted med at køre den så langt ud, men historien er enormt smukt og trist skruet sammen, uden at man bliver følelsesmæssigt voldtaget,” forklarer han. 

Han er også faldet for sidste års vinder af Guldpalmen i Cannes, Adèles liv – kapitel 1 & 2, som han roser for at være en rørende fortælling om en tragisk kærlighedshistorie.

To film i støbeskeen
Selv har han to projekter på tegnebrættet, som dyrker det melankolske. Han har netop modtaget 90.000 kroner i manuskriptstøtte til en filmatisering af Taichi Yamadas japanske roman, In Search of a Distant Voice, fra 1986. 

”Romanen drejer sig om en mand, der begynder at høre en kvindestemme. Stemmen fortæller, at hun er ensom og har brug for hjælp. Jeg vil flytte handlingen til Danmark, men det handler stadigvæk om længsel og undertrykte følelser,” forklarer Samanou Acheche Sahlstrøm.

”Det andet projekt, Happy People, er et tragisk drama, der foregår i udlandet. Det er en fortælling om to mennesker på randen af opløsning. En mand og en kvinde, som inderligt ønsker at blive lykkelige igen, uanset hvad det koster.”

Potentiale til festivaler
Samanou Acheche Sahlstrøm vil dog ikke gå for meget i detaljer om de kommende projekter.

Han sender et skævt smil gennem det mørke fuldskæg på spørgsmålet, om det er planen at få I dine hænder på sommerens store festivaler.

“Det er en type film, som nok kunne gøre sig godt på festivaler. Men som instruktør laver jeg filmen, og så må resten være op til dem, der har forstand på det,” siger han.