Den mest humanistiske superhelt

Vi begynder ret uortodokst på det ellers snorlige og marmorbelagte Hotel Ritz-Carlton i Berlin. Instruktør James Mangold (manden bag blandt andet Girl, Interrupted, Walk The Line og 3:10 to Yuma) kaster sig skødesløst ned i lænestolen i det store interviewlokale, og han viser sig ganske overraskende at stå for dagens første spørgsmål.

”Hvilken film mindede Logan dig om, da du så den?” spørger den fuldskæggede amerikaner og blinker inde bag de tykke brilleglas.

– Jeg så den som en mellemting mellem Shane fra 1953 og Mad Max: Fury Road fra 2015.

”Wauw, det var da lidt af et tidsspand. Hvorfor lige dem?”

– Der er noget i Logan-rollen, som minder om hovedrollen fra Shane. Samtidig er der ofte også westernlandskaber i din nye film – fuldstændig som i Shane. Alligevel er der virkelig også en Mad Max: Fury Road-stemning over jagterne i disse golde landskaber, mens klipningen i anden halvdel af din film også er i samme boldgade som den film.

James Mangold læner sig tilbage i lænestolen og ser lidt frem for sig.

”Hmm …” siger han så i noget, der minder om et grynt, som aldrig skulle have været ude. 

”Shane har faktisk haft en stor indvirkning på mig. Den er smuk og brutal på samme tid. Volden er udtalt, men følelserne er stadigvæk glohede. Det ser man sjældent i dag, fordi herre-action helst skal være åh så macho.”

”Shane er en stor inspiration for mig, fordi den tør mikse vold og følelser. Så den må du i hvert fald gerne nævne!”

Flabet tilgang
Efter denne indledende øvelse, hvor det kunne tyde på, at man fik én ud af to rigtige i Mr. Mangolds inspirations-quiz, er det så blevet min tur til at stille et spørgsmål. Og det skal selvfølgelig være til Wolverine-afslutningen Logan, som er grunden til, at vi sidder her med højt til Berlins mest pompøse loft.

Logan er langsom. I hvert fald af en actionfilm at være. Den tør nemlig trække vejret undervejs, mens den viser helt nye sider af Wolverine/Logan, der er en mutant med stålklør.

For vores hovedperson bliver en dag opsøgt af en kvinde, som medbringer en pige, der har de samme sværdklør i knoerne som Logan. Derfor ligger første spørgsmål til instruktør James Mangold da også lige for:

– Var du ikke bange for, at Logan ville blive kedelig, når der ikke var mere fart på?

”Det er da et ret flabet spørgsmål!” griner Mangold og kradser sig i fuldskægget.

– Hvorfor?

”Fordi man ikke skal give folk det, de vil have. Man skal give dem noget, de ikke ved, at de vil have.”

– Det lyder som det fuldstændigt modsatte af, hvad stort set alle moderne superheltefilm gør!

”Ja, det kan vi godt blive enige om, og det var da også en kamp at overbevise producenterne om, at vi ikke skulle have klistret filmplakaterne til med Wolverine-emblemet,” siger Mangold og retter sig op.

Bræk på plakaten
Instruktøren sidder et øjeblik og ligner én, der studerer sine egne brilleglas. Så siger han:

”For mig var det helt afgørende, at dette her var Logans film. Man kunne sikkert godt have kaldt den Wolverine – The Last Chapter eller sådan noget, men så ville jeg bogstavelig talt have brækket mig ud over filmplakaten, for det er overhovedet ikke Wolverine, der er hovedperson i den her film.”

– Hvad er forskellen på Logan og Wolverine som hovedrolle?

”At de går i hver sin retning. Logan er introvert, og Wolverine er voldeligt handlekraftig.”

– Og derfor har du valgt at skrue ned for tjubangen og fokusere på det menneskelige drama?

”Der findes en historie, som ikke var blevet fortalt om Wolverine, nemlig Logan-historien. Mange superhelte ser sig ikke tilbage, når de først går amok, men Logan bliver på en eller anden måde siddende i Wolverine. Man kan mærke ham konstant, og det gør rollen til den mest humanistiske superhelt, jeg kan komme i tanke om. Baggrunden for alt dette forsøger vi at undersøge ved, at gøre Logan gammel, træt og udpint. Lige indtil en pige kræver hans hjælp.”

Brandstiftende idé
Kort efter at hovedpersonen Logan har taget denne pige under sine sværdklør, er de jaget vildt. Hun er nemlig eftersøgt af de mennesker, der har ”fremstillet” hende, og derfor må de to mutanter agere flygtninge i eget univers. Og selv om der bestemt kommer mere fart på undervejs, så forbliver den primære tone dyster frem for tempofyldt.

– Vil du give mig ret i, at der er lidt Stephen King over fortællingen – især når man ser på datterens rolle i filmen?

”Jeg tror, at du er inde på noget her, men du må gerne uddybe,” siger James Mangold og stirrer interesseret ud bag brilleglassene.

– Jeg tænker på Firestarter fra 1984, som King skrev. Her får et par med superkræfter et mutantbarn, og så må far og datter ellers flygte over stok og sten, da en gruppe mennesker er efter dem.

”Jamen, det er jeg glad for, at du tænker på, for det betyder, at jeg har brugt mig selv i filmen. Logan er hverken Shane eller Firestarter, men begge film er nogle, der har betydet meget for mig. Jeg har jo også puttet mine egne følelser ind denne her film, når det kommer til at være forælder, ja, endda når det kommer til politik.”

– Hvad er det politiske aspekt i Logan?

”At vi ikke skal være så bange for at tale om døden. På den måde adskiller Logan-figuren sig ikke særlig meget fra mange af de andre roller, som jeg har skrevet igennem tiden. Uanset om det er Johnny Cash i Walk the Line, Susanna i Girl, Interrupted eller Christian Bales rolle i 3:10 to Yuma, så er de ikke bange for døden, men ser egentlig på den med en underlig fascination. Når folk har det sådan, er det jo en firestarter i sig selv. En brandstiftende idé.”

Politisk superhelt
– Det er en solid pointe, men er den politisk?

”Ja, er den ikke?” griner James Mangold og ser forvirret ud.

”Nå, men du vil have et lidt hårdere politisk statement måske? For mig at se arbejder jeg ofte med figurer, der er på flugt. Enten fra sig selv eller fra andre. Og det bliver vel ikke mere politisk i denne tid, hvor nærmest alle fornuftige amerikanere overvejer at flygte fra den nye præsidents USA, mens hele kloden konstant taler om de mennesker, der er på flugt fra krig og ødelæggelse.”

– Det var ret politisk!

”Tak,” smiler Mangold, ”men jeg vil ikke bruge film som en ølkasse, man står og råber fra. Man skal ikke proppe budskaber ned i halsen på filmelskere, men jeg mener nu alligevel, at det er enhver filmskabers opgave, at stille spørgsmål til både film- og verdenshistorien.”

– Hvorfor?

”Fordi film basalt set handler om at beskrive verden. Og vi mennesker er jo med på den leg, fordi vi i højere og højere grad definerer os selv som roller. Er vi højre- eller venstreorienterede? Er vi vegetarer eller kødædere? Er vi sports- eller computerspilstyper? Filmenes opgave bliver derfor at stille spørgsmål, som vi alle sammen kan reflektere over – og jeg bliver så træt, når jeg hører, at superheltefilm kun kan være underholdning.”

– Hvad svarer du folk, der mener, at superheltefilm kun er underholdning?

”At det er virkelig svært ikke at lave en politisk film, men at mange superheltefilm har formået at være upolitiske. Imidlertid mister man noget, hvis man ikke tør stille spørgsmål i superheltefilm. Mutanter er bare dem, der kan noget andet end alle andre, og dem skal vi altid huske at hylde,” siger Mangold og læner sig frem:

”Det er i sig selv politisk, og når vi denne gang lader Logan være en mere humanistisk dræber, stiller vi jo også spørgsmålet om, hvad der er rigtigt og forkert i denne verden. Tager man tempoet en smule ud af sådan en fortælling, kan man råbe folk op på en anden måde, fordi de bliver nysgerrige. Ligesom jeg blev af Firestarter eller af Shane for mange år siden.”