Andrew Haigh: Den mesterlige realist

Der er en kompleksitet i Andrew Haighs film, som sjældent er set lignende. Den 42-årige, britiske instruktør rammer simpelt hen sine scener og filmfigurer så rent, at det leder tankerne hen på instruktører som Antonioni, Bergman og Rafelson.

Antonioni på grund af billedernes nøgterne og ofte sandsynlige veje. Bergman på grund af den dystre, men indtagende grundtone. Bob Rafelson, fordi der er så mange Five Easy Pieces-referencer i Haighs relativt korte oeuvre, at man ikke kan andet end lette på reference-hatten.

Andrew Haigh er realist helt ind i kernen af sit filmhjerte. Han tør holde en kameraindstilling længere end de fleste, og han insisterer på, at historien er vigtigere end effekter. Sådan har det ikke altid været, men sådan er det bestemt blevet.

Virkelighedsklip
Andrew Haigh startede som assisterende klipper på storfilmene Gladiator (2000) og Black Hawk Down (2002). Her var der effekter for alle pengene, og det fik i sidste ende den spirende instruktør til at droppe Hollywood og søge mod kortfilmene.

Det blev til en lille håndfuld skramlede stykker, inden den første spillefilm, Greek Pete, fik premiere i 2009. Her følger et lettere rystende kamera en mandlig prostitueret, der slasker rundt i London, og det hele minder på en mærkværdig måde om Jim Jarmusch’ Permanent Vacation udsat for homoseksuelle briter.

Imidlertid er det nu kun overfladen af historien. For kradser man bare lidt i de Haigh’ske filmruller, finder man frem til de undertoner, der konstant spiller en så fængende melodi, at man bare ikke kan slippe den britiske instruktørs film.

Greek Pete er ultradokumentarisk i sin stil, og selvom det langt fra er alt i filmen, som fungerer, så ligger der alligevel både et håb og en ensomhed og simrer hele vejen igennem. Netop det gør, at man bliver hængende.

Mand møder mand
Men nok om Pete og hans escort-behov. For det var med Weekend i 2011, at Andrew Haigh for alvor brød igennem filmlydmuren.

Med nærmest dogmelignende billeder skildrede instruktøren en umulig kærlighedsaffære, der viste sig mulig. Weekend er Bergman for en ny generation med den oldgamle fortælling om mand, der møder kvinde, og sød musik opstår.

I Weekend er det blot mand, der møder mand, og den ene kæmper så en benhård kamp for at få slukket for den forbandet søde musik.

Det er provokerende elegant.

Weekend gennemspiller et lille, intenst drama, mens den som værk samtidig udstiller en filmindustri, der endnu er for konform til at forestille sig, at bøsser ikke er karikerede. New York Times placerede efter premieren Haigh på listen over de mest talentfulde instruktører i verden med følgende ord om Weekend:

”En af de mest overbevisende og afslørende skildringer af, hvordan det føles at være i live i dag.”

Dette er Andrew Haighs mission. At vise, at den moderne verden er en opløsning af kønnene. At kærlighed kan opstå lige pludselig. At forelskelse hverken har form, køn, race eller autoritet.

Netop dette forfinede blik demonstrerer instruktøren med tv-serien Looking (2014-2015). En af de senere års mest komplette seriebedrifter.

Skældudfinger i horisonten
”Det er vigtigt for mig, at det føles som virkelighed i stedet for som en tv-serie,” sagde Andrew Haigh til The Independent, da Looking havde premiere.

Alligevel er Looking nu næsten ubegribelig. Ubegribelig ægte. Serien er blevet kaldt ”Girls for homoer”, men den er snarere ”Boys for alle”.

For der er, fuldstændigt ligesom i Weekend, ikke noget synderligt homoseksuelt over de tre gutter i San Francisco, som serien snurrer omkring.

Jo, de er til mænd, men det er slet ikke det, Looking ønsker at fokusere på. I stedet handler fortællingerne om frihed, om frygten for at blive ældre og om usikkerheden ved ikke helt at vide, hvem man er, selvom man er i midten af 30’erne.

De tre gutter er moderne, kreative og innovative, men et eller andet i dem hænger i laser. De har alle tre en rem af huden fra Jack Nicholsons Rupert Eroica Dupea, som i Five Easy Pieces fra 1970 rejser gennem et USA, der på mange måder er i det samme opbrud som Dupea.

Nutidens unge mænd er perfekt indrammet i Looking. De er i 30’erne, de ved ikke, om de har valgt rigtigt, men samfundet fortæller dem, at det burde de allerede nu vide, om de havde. Derfor søger de frelse hos skiftende kærester, alternative karriereveje og i lange fester.

Samtidig lurer frygten for aldrig at blive ”normal”, for at få farlige kønssygdomme og for at have for mørke tanker om livet. Hver seksualitet sine problemer, men fælles er altid, at fremtiden somme tider føles som en stor skældudfinger ude i horisonten.

Forhold på hovedet
Nu vil nogle nok sidde og tænke: ”Handler alle Haighs film om homoseksuelle, unge mænd?”

Svaret er nej.

Hans nye film 45 Years, der har premiere 8. oktober og er et mesterværk, handler faktisk om alt andet end unge homoseksuelle.

Vi møder det ældre ægtepar Kate og Geoff (Charlotte Rampling og Tom Courtenay), som snart har 45 års bryllupsdag. En dag kommer der imidlertid brev om, at en ung kvinde er blevet fundet i en schweizisk gletsjer, og det ændrer i den grad dynamikken i forholdet.

Den unge kvinde er nemlig Geoffs første store kærlighed, og hun er nu blevet fundet efter et styrt på en fælles vandretur på gletsjeren for snart 50 år siden. Indefrosset og død, men stadig med ungdommelig kulør.

Pludselig oprulles et trekantsdrama, hvor den ene har været forsvundet i mere end fire årtier, og hvor billederne bevæger sig lige så roligt og adstadigt som det ældre ægtepars mulige sammenbrud.

Det kunne til forveksling ligne en elegant opdatering af Antonionis De elskendes eventyr fra 1960, som da også er Andrew Haighs yndlingsfilm. Her forsvinder en kvinde, og under eftersøgningen tiltrækkes hendes mand og hendes bedste veninde af hinanden. 45 Years er denne historie vendt på hovedet.

Kampen for identiteten
Haighs næste projekt er filmatiseringen af den rystende og rørende amerikanske roman Lean on Pete fra 2011.

Den følger en dreng og hans kamp for at finde en identitet, hvilket bringer ham både ned til travbanen og ud på landevejene. En historie, der går fra ondt til værre.

Derfor kan man godt forvente masser af Bergman’sk tragik, et ordentlig skud fortvivlet håb a la Five Easy Pieces, og mon ikke også Antonionis billedsprog dukker op igen?

Det er i hvert fald en del af formlen på Andrew Haighs formfuldendte succes indtil videre. Den anden del er instruktørens eget, uomtvistelige talent.