Den moderne mand

”Enten kan du vælge at blive en brovtende chauvinist, eller du kan vælge at blive en mand, der går mest op i, hvad hans kone eller kæreste går og tænker på,” siger Ole Christian Madsen om den moderne mands umulige dilemma.

I instruktørens nye komedie, Superclásico, er det netop disse to mandetyper, der kæmper om den samme kvinde.

Filmens hovedperson Christian (Anders W. Berthelsen) er på sammenbruddets rand. Han er ved at gå konkurs med sin vinforretning, og hans teenagesøn Oscar er som en fremmed.

Men det værste er, at hans kone Anna (Paprika Steen) har forladt ham til fordel for den unge, argentinske fodboldstjerne Juan Diaz og nu lever i sus og dus som dennes fodboldagent i Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

Får tæsk sent i livet
Da Christian efter næsten et år i kulkælderen modtager skilsmissepapirerne fra Anna, beslutter han sig for at rejse med sin søn fra huset i Brønshøj til Buenos Aires. Nu skal Anna vindes tilbage.

”Christian er en typisk mand, der får sine tæsk for sent. Turen til Argentina er et forsøg på at fortælle om en mand, der rejser sig – forhåbentlig på en underholdende måde,” siger Ole Christian Madsen og fortsætter:

”Det er problemet med mænd i øjeblikket: I takt med at kvinderne har mindre brug for dem, så mister de sig selv og glemmer at udvikle sig. De glemmer at tage vare på deres egen identitet.”

Tøffelhelten
44-årige Ole Christian Madsen har fem spillefilm bag sig: Pizza King (1999), En kærlighedshistorie (2001), Nordkraft (2005), Prag (2006) og Flammen & Citronen (2008). Med Superclásico, der får premiere torsdag d. 17. marts, har han lavet sin tredje film, der kredser om skilsmissetemaet.

”En kærlighedshistorie handler om tiden op til bruddet, Prag handler om selve bruddet, og den nye film handler om tiden umiddelbart efter bruddet. Alle tre film handler om det samme institutionaliserede ægteskab,” forklarer Ole Christian Madsen og tilføjer, at de tre film tilsammen udgør en trilogi.

”Superclásico er en kommentar til danske mænd. Jeg synes, der er noget fundamentalt galt med den her rolle, mænd har tildelt sig selv. Mænd, der går mest op i, hvad deres kone eller kæreste tænker på, er noget nyt. Det er netop ikke en traditionel tøffelhelt, for kvinderne behøver sådan set ikke sige noget for at få ham til at gøre det, de ønsker. Han gør det bare – helt af sig selv.”

”Maskuliniteten er blevet cirkulær. Normalt har den maskuline identitet været fremadrettet, fordi manden har sagt, at vi skal den her vej. Det bestemte han, det var hans evne, og det kunne han. Men nu har kvinden overtaget styringen. Kvinderne er de stærke i samfundet, og det synes jeg er godt. Men mændene må udvikle en rolle og en identitet, som ikke er så sort-hvid, og som ikke er enten det ene eller det andet. Altså finde ud af at følge med tiden.”

Længslen efter det simple liv
Hvis Ole Christian Madsen kunne vælge, så ville han helst være den mandetype, som Juan Diaz – den hotte fodboldstjerne i Superclásico – repræsenterer.

”Jeg ville godt være skide god til at spille fodbold og rumme alting. Anders August, som er medforfatter på filmen, og jeg har undervejs diskuteret meget, hvem vi helst vil være, og vi vil faktisk begge to helst være Juan Diaz. Manden er ikke verdens dybeste menneske, men han lever jo et fantastisk liv. Han spiller pisse godt fodbold, han scorer sindssygt mange mål. Han er glad for alt.”

Ole Christian Madsen ville gerne leve det simple liv som Juan Diaz, hvor livet er en fest. Men ifølge ham selv er han dårlig til at leve i nuet, og hans arbejde gør, at han må planlægge en masse ting.

”Enten ser du alt, hvad der sker i dit liv, som en gave, eller også ser du alt, hvad der sker, som et tab. Det er de to ekstremer, og jeg tror, at jeg hører med til den sidste. Jeg oplever hver dag som, at vi nu er et skridt nærmere døden. Vi har tabt endnu en dag. Derfor er jeg selvfølgelig dybt fascineret af mennesker, der ser helt anderledes på det,” siger Ole Christian Madsen.

— Minder du selv om Christian i filmen?

”Jeg har da selv været nede og bide i gulvtæppet på samme måde som Christian. Måske ikke lige så længe, men jeg har selv været nede i forbindelse med kærlighedssorger, kærlighedsproblemer og brud. Jeg kender godt den følelse, og det er grunden til, at jeg kan lave film om det. Det er nemmere at lade stå til end at forsøge at udvikle sig.”

Skyldfølelsen
Ole Christian Madsen er en mand, der værner om privatlivets fred. Men det er ingen hemmelighed, at han på tiende år danner par med skuespilleren Stine Stengade, som har været med i flere af hans produktioner.

Ole Christian Madsen og Stine Stengade har aldrig boet sammen, selvom de har sønnen Svend. Ole Christian Madsen har også to teenagedrenge fra et tidligere ægteskab.

De forelskede sig under optagelserne til En kærlighedshistorie (2001), som Ole Christian Madsen instruerede. Dengang måtte de begge bryde med deres respektive ægtefæller.

”Det er på mange måder nemmere at blive forladt end at være den, der forlader. Man skal bygge et nyt liv op og samtidig forholde sig til skyldfølelsen,” siger Ole Christian Madsen, der stadig bliver hjemsøgt af skilsmissen.

”Det er forfærdeligt med de her skilsmisser, og det siger jeg jo, selvom jeg er en del af statistikken. Det er grusomt, og det er sikkert derfor, at jeg bliver ved med at vende tilbage til det i mine film. Men det er endnu mere forfærdeligt, hvis man lever i et forhold, hvor man slider hinanden op, og hvor man mister sin identitet og sin energi. Det er jo endnu værre, hvis du bliver udslettet som menneske ved at blive i sådan et forhold,” forklarer han.

Komediefreak
Men selv om baggrunden er gravalvorlig, er Superclásico en munter og varm komedie. Det er Ole Christian Madsens første livtag med genren.

”Jeg ville gerne lave en feelgood-film, og jeg brugte megen tid på at finde ud af, hvad en feelgood-film er. Jeg kom frem til, at det er forholdsvis enkelt. Det handler om at insistere på, at der findes gode følelser i verden, uanset hvor trist situationen er. Det er den idé, som skal bære alle scenerne i en komedie,” siger han. 

Ole Christian Madsen mener, at danskerne har dårlig smag, hvad komedier angår.

”Vores syn på komedier stammer fra de danske folkekomedier i 1950’erne og fra Olsen-banden-filmene,” siger han og tilføjer, at Superclásico også har folkekomedie-elementer, men adskiller sig dramaturgisk og følelsesmæssigt.

”Jeg er en komedie-freak. Jeg ser næsten alle komedier, og det er altid de film, jeg ser først. Jeg er især inspireret af Ernst Lubitsch, som lavede nogle fantastisk sofistikerede komedier, for eksempel At være eller ikke være fra 1942. Jeg er også inspireret af titler som Sideways og Da Harry mødte Sally og hele deres måde at forholde sig til verden på.”

Ny kulør til dansk film
Ole Christian Madsen har flyttet handlingen til Buenos Aires for – som han siger – at tilføre en ny kulør til dansk film.

”Det var frigørende at være i Argentina, for der er en anden form for livsglæde. Samtidig er livet i Sydamerika også anderledes råt, så det er meget sammensat. Sidste år var jeg i Buenos Aires et halvt års tid, men jeg er ikke ekspert, og derfor er landet i filmen set gennem turistens øjne.”

Filmoptagelserne blev for den danske instruktør også et møde med en anden type skuespillere end de danske.

”Der er stor forskel på at instruere danske og udenlandske skuespillere. Hvor danske skuespillere er meget diskussionslystne på settet, er de udenlandske skuespillere mere vant til at gøre, hvad de får besked på. Og det er nogle gange meget rart,” griner Ole Christian Madsen.

”Jeg er meget taknemmelig for, at danske skuespillere er så kreative. De forholder sig til materialet, de er stærke analytikere, og de har i de seneste ti-femten år indført en form for naturalisme i danske film. Men Superclásico er jo en komedie, så vi arbejdede på at gøre spillet lidt mere stiliseret. Det måtte dog heller ikke blive for meget, så det var en udfordring at finde balancen.”