Filmuniversitetet: Den mørke arena

I tiden omkring Anden Verdenskrigs slutning trådte engelsk film rigtigt i karakter.

Hitchcock var for længst blevet headhuntet af Hollywood, men ret pludseligt brød en ny generation igennem. David Lean med Det korte møde og to eminente Dickens-film, Laurence Olivier med Henrik V og Hamlet, Powell og Pressburger med fabulerende historier som En sag om liv eller død og De røde sko.

Og så var der Carol Reed.

Siden midten af 1930’erne havde han lavet en lang række gennemsnitlige mainstreamfilm uden særlige kendetegn. Men med Natten uden nåde, hvor James Mason er irsk aktivist (i dag ville man kalde ham ”terrorist”), som jages af myndighederne, skete der noget.

Filmen blev fulgt af den vellykkede Øjenvidnet, der var baseret på en Graham Greene-novelle om en lille dreng, der bliver vidne til et mord. Reed besluttede at fortsætte samarbejdet med Greene på et nyt projekt.

Den delte by
Det blev historien om amerikaneren Harry Lime, den samvittighedsløse sortbørssvindler, som laver sine beskidte forretninger i det besatte Wien.

Det er ligesom Berlin en delt by, hvor amerikanerne, briterne, franskmændene og russerne kontrollerer hver sin zone. Ved filmens begyndelse er Harry netop blevet dræbt ved en ulykke. Men der er noget skummelt ved hele affæren. Og nu prøver Harrys barndomsven at udrede, hvad der egentlig er sket.

Den tredje mand var ikke en filmatisering. Greene skrev den direkte til filmen. Siden udkom det treatment, der var grundlag for manuskriptet, som en kortroman. Men det var et af de sjældne eksempler på, at en berømt forfatter skabte et værk direkte for filmen.

Orson Welles’ instruktørkarriere, der begyndte så sensationelt med Citizen Kane, var hurtigt stødt på modstand.

Efter Familien Amberson og Lady from Shanghai, en film noir med mindelser om Den tredje mand, forlod han det utaknemmelige Hollywood og rejste til Europa.

Og mens han her baksede med sine egne projekter, udfoldede han sig som skuespiller i andres film. Rollen som Harry Lime er sammensat af lige dele charme og kynisme. Det blev nok hans mest suveræne præstation. Selv om man i virkeligheden kun ser ham i ganske få scener – en tur i pariserhjulet, en tur i kloakkerne – så fylder han hele filmen med sin karisma.

Når alt lykkes
Frem til begyndelsen af 70’erne lavede Carol Reed yderlige en halv snes film, der ikke har større interesse. Men Den tredje mand er et af disse særlige tilfælde – lidt ligesom Casablanca – hvor alt lykkes på en nærmest mirakuløs måde.

Det effektive plot, der virtuost styrer rundt i det moralske spændingsfelt. Den insisterende citar-melodi, som blev en international landeplage. De skæve sorthvid-billeder af storbyen, der er svøbt i ildevarslende skygger. Orson Welles’ mesterskab i titelrollen.

Og så er der bemærkningen om kukuret.