Den mørke ridder skuffer

Film-treeren er svær.

Den skal helst overgå de to første i spektakulære optrin. Alting skal være større og bedre, samtidig med at trådene skal samles i en slutning, der sætter trumf på. Hvilket oftest resulterer i overfyldte og oppustede film.

Gennem filmhistorien er det kun ganske få gange lykkedes at fuldende en trilogi med perfektion – for eksempel Sergio Leones Dollar-trilogi og den første Star Wars-trilogi.

Christopher Nolans afslutning på sine to glimrende Batman-film, Batman Begins og The Dark Knight, er ingen undtagelse.

The Dark Knight Rises lider under den eksponentielle forøgelse af skurke og handlingstråde. Og selv om treeren byder på imponerende indslag, er der så mange af dem, at de forplumrer plottet og puster dramaet op til en uregerlig størrelse på to timer og 45 minutter.

Den lange spilletid vil være en udfordring for alle, der har hang til at nyde en stor sodavand i biografen. Desværre er den også en udfordring for opmærksomheden.

Knækket Batman
Filmen tager sin begyndelse otte år efter begivenhederne i The Dark Knight, hvor Batman tog skylden for statsadvokaten Harvey Dents død og siden er blevet en jaget mand.

Gotham City har i de mellemliggende år på magisk vis fået bugt med kriminaliteten, og man har derfor heller ikke længere brug for Batmans særlige evne til at bekæmpe forbrydere.

Det har fået Bruce Wayne til på bedste Howard Hughes-manér at isolere sig på sit gotiske landsted, hvor han både fysisk og finansielt humper rundt som en knækket mand.

Men da superterroristen Bane og hans voksende hær af kriminelle dukker op i Gotham City og igangsætter en overkompliceret plan – der mistænkeligt minder om skurkens plan fra Batman Begins – må Batman endnu engang rejse sig fra skyggerne og redde byen.

Angreb på Gothams børsmarked
Filmens første halvdel fokuserer på Banes storstilede angreb på Gothams børsmarked, der resulterer i Bruce Waynes økonomiske fallit og tabet af hans selskab.

Her rokker filmskaberne modigt ved en af grundpillerne i Batman-mytologien, men Bruce Waynes pludselige fattigdom får ingen større betydning for det videre forløb. Han får sågar lov til at beholde sit overdådige landsted.

Den økonomiske vinkling er filmfolkenes forsøg på at inkludere aktuelle forhold som den globale finanskrise og Occupy-bevægelsen, ligesom The Dark Knight var en allegori over den amerikanske krig mod terror.

Men det stikker aldrig dybere end en række banale Robin Hood-floskler om de riges udnyttelse af de fattige. Og snart må finanskrisen lade pladsen for en mere traditionel skildring af borgerkrigsagtige gadekampe.

Alfreds ypperste egenskab
Med sit overfyldte plot føles The Dark Knight Rises som to eller tre forskellige film, der på uskøn vis er ramlet sammen.

Mange scener udspringer oftest ikke naturligt af handlingen, men fordi de er påkrævet for at drive historien videre. Det går for eksempel hårdt ud over Bruce Waynes butler Alfred, som efter et tyndt skænderi forsvinder helt ud af filmen, indtil han belejligt dukker op igen og sikrer den ønskede slutning.

Den dårlige struktur betyder, at filmen kommer til at modsige den trofasthed, der altid har været Alfreds ypperste egenskab.

Og når en karakter ikke længere tjener historien, skaffer filmen ham hurtigt af vejen uden hensyn til, at publikum har investeret noget i vedkommende.

Metaltræt realisme
Med Batman Begins bragte Christopher Nolan i 2005 ikke bare Batman tilbage til det store lærred, efter han var endt som ren kitsch i den mislykkede Batman & Robin fra 1997.

Han bragte også superheltene ind i et langt mere realistisk univers.

Nolans dystre og psykologiske tilgang til superheltekarakteren har siden dannet skole og fortsætter med at påvirke de øvrige Hollywood-blockbustere.

Men hvor realismen dengang virkede som et frisk pust, viser den nu tegn på metaltræthed.

For Nolan er realisme åbenbart lig med alvor, og i The Dark Knight Rises render alle rundt og er gravalvorlige hele tiden. Den ironi og underholdningsværdi, der burde være en del af historien om en mand, der klæder sig ud som flagermus for at bekæmpe kriminalitet, er helt væk.

Man kan undervejs godt få den mistanke, at Christopher Nolan slet ikke har været interesseret i at lave en superheltefilm.

Grotesk iltmaske
Efter Heath Ledgers mindeværdige præsentation som den anarkistiske terrorist Jokeren i The Dark Knight har filmskaberne denne gang valgt den mindre ikoniske skurk Bane, der i tegneserien er bedst kendt for at brække ryggen på Batman.

Bane spilles af den altid veloplagte Tom Hardy, der tilfører karakteren den samme fysisk intimiderende udstråling, som virkede så effektivt i Nicholas Winding Refns Bronson.

Man er ikke i tvivl om, at Bane er mere end i stand til at matche Batman rent fysisk. Men den groteske iltmaske og gyselige britiske accent, som Nolan har udstyret Bane med, forhindrer Hardy i at folde sit talent helt ud.

Og af frygt for, at publikum ikke ville kunne forstå, hvad Bane siger gennem sin maske, har man i efterarbejdet manipuleret stemmen så voldsomt, at Bane nærmest lyder som Dalek fra Doctor Who-tv-serien.

Det giver karakteren et teatralsk præg, der kun dårligt passer ind i resten af filmens ønskede realistiske tone.

Sprælsk listetyv
Anderledes vellykket er Anne Hathaway i rollen listetyven Selina Kyle, der i tegneserien er bedre kendt som Catwoman.

Der er en iøjnefaldende god kemi mellem Hathaway og Christian Bale, som igen indtager dobbeltrollen som Bruce Wayne og Batman. I deres aggressivt flirtende dialog finder man filmens mest underholdende scener.

Hathaways Catwoman kan faktisk ses som den første helstøbte kvindelige karakter i nogen Christopher Nolan-film. Og i modsætning til de øvrige karakterer i The Dark Knight Rises virker det, som om hun har et rigtigt liv og rent faktisk foretager sig noget, når hun ikke er på lærredet.

I scenerne med Hathaway forenes filmens alvor og realisme glimtvis med den lethed og fornemmelse af sjov, man forventer af en tegneseriefilmatisering.