Den ømskindede amazone

”En del af mig er meget følsom, lille og skrøbelig. Den anden del er meget højrøstet og politisk engageret. Den dualitet gennemstrømmer alt, hvad jeg laver.”

Sådan har Shirin Neshat sagt forud for sin aktuelle udstilling af store videoinstallationer på ARoS i Århus, Women Without Men. Og mere præcist kan det ikke siges. I Neshats magisk-realistiske billedverden er der motiver, man normalt vil forbinde med svaghed, der bliver vendt til deres modsætning – og vice versa. En underkuet kvinde, som kaster sig ud fra en bygning, kan i selve faldet transformere sig til et afklaret, seende væsen, der rammer gadens fliser med samme lethed som et tørklæde. Eller ligefrem i skikkelse af et tørklæde.

Det er ikke til at sige, om kvinden bliver frigjort eller tilintetgjort i faldet. Sløret kan både symbolisere tvang og selvbeskyttelse. Sårbarhed og styrke, poesi og protest smelter sammen. På ARoS er de gæster, der ser denne billedsekvens, meget stille bagefter.

Tvillingeværket
Shirin Neshats billedstorme, der på én gang trækker veksler på mellemøstlig livsførelse og kritiserer den, har for længst gjort hende til et navn på den internationale kunstscene. Tate, Guggenheim og Centre Pompidou har købt værker af hende. Og nu, i en moden alder af 51 år, debuterer Shirin Neshat som spillefilminstruktør.

Filmen Women Without Men er et tvillingeværk til videoinstallationerne af samme navn på ARoS. Men filmen er også et langt mere ambitiøst værk, fremgår det af den arbejdskopi, vi har fået adgang til at se. Installationernes drømmende og ofte tidløse præg får nemlig to ekstra ben at hvile på: en samlet fortælling og en mere markant historisk forankring.

Women Without Men er baseret på en roman fra 1989 af den kontroversielle iranske forfatterinde Shahrnush Parsipur, der i øvrigt medvirker i en mindre rolle som bordelmutter. Handlingen foregår i Teheran midt i forrige århundrede, bedst som den folkevalgte premierminister Mosaddeq styrtes ved et kup. Fire kvinders veje krydses.

En af dem er en smuk, men angst og anorektisk kvinde, der flygter ud af prostitution. En anden finder sit kald i en kommunistisk undergrundsbevægelse. Den tredje er en midaldrende kvinde, der gør synligt oprør mod sin ægtemand ved at flirte med sin ungdoms flamme, og endelig er der den troende unge kvinde, der har forelsket sig i en stærkt religiøs mand på trods af, at han har voldt hendes veninde stor ulykke.

Prostitution, politik, ægteskab, religion. Det kan lyde skematisk, men koblingen af fire offerfigurer, der hver især tager skæbnen i egne hænder, er demonstrativ fra Neshats side. Hun er bekymret og vred over mange forhold vedrørende kvinders position, og der er ingen tvivl om, at instruktøren snildt vil kunne bruges som løftestang for en bred vifte af protestbevægelser.

Det enkles skønhed
Det mest bemærkelsesværdige ved Women Without Men som protestfilm er, at Neshats formsprog ligger milevidt fra de udtryk, man normalt forbinder med socialt indigneret filmkunst. Væk er diverse nybølgers politiske paroler rettet direkte til beskueren, og der er ikke mange spor af den hverdagsforankrede minimalisme, som bar den iranske film til succes i 90’erne.

I Neshats univers er kunstfærdighed en dyd. Farveskalaen er nedtonet, men når vi skal følge en bestemt person i en folkemængde, trækker instruktøren vedkommende frem ved hjælp af fotogene sort-hvide-kontraster. Æteriske tågebanker vælder frem i mange naturscener, og filmen som helhed er nærmest smertende smukt belyst. At kalde kameraarbejdet kontrolleret vil være en underdrivelse – det er nanometer-præcist! Bygninger, haver og årgangsbiler er indfanget i fuldendt symmetriske kompositioner.

”Jeg har altid været meget interesseret i den skønhed, der udspringer af enkle geometriske former og figurer. På mange måder er mit arbejde en slags nutidig genskabelse af klassisk islamisk kunst,” siger hun.

Feminine krigere
At Shirin Neshat ynder at bære en tyk stribe kohl under øjnene, forstærker indtrykket af en egensindig kunstner, der på samme tid er krigerisk og meget feminin – en ømskindet amazone. Hun har udtalt, at hun genkender sig selv i alle kvinderne i Women Without Men. Og selv om hun først blev født fire år efter filmens hændelser, anes hendes personlige baggrund mange steder i filmen.

Shirin Neshat fødes i byen Qazvin uden for Teheran i 1957. Moren er hjemmegående, faren er læge, tilhænger af den væltede præsident Mossadeq og udpræget intellektuel. Det er ham, der insisterer på, at Shirin Neshat skal have lige så lang uddannelse som sine brødre.

Som ung pige kommer hun på katolsk pigeskole i hovedstaden. Efter eget udsagn udvikler hun her anoreksi og vender hjem efter halvandet år (meget lig luderen i Women Without Men). I 1974 rejser Shirin Neshat, som det var sædvane for børn af den dannede middelklasse, til Vesten for at studere. Hun studerer blandt andet kunst på Berkeley University i USA. Den syttenårige pige, der rejser ud, har næppe forestillet sig, at hun som voksen ville blive erklæret uønsket i den iranske stat.

Vendepunktet i både Irans og Neshats personlige historie er den islamiske revolution i 1979. Da hun vender hjem til Iran på besøg, er det blevet påbudt kvinder at bære chador i det offentlige rum og forbudt dem at synge. Martyr-billeder fylder gaderne.

Det er dette møde, der giver Shirin Neshat hendes første vitaminer som kunstner.

I 1993 får hun stor opmærksomhed i USA med en billedserie, hvor chador-klædte kvinder (i skikkelse af Neshat selv) er bemalet med persiske digte i ansigt, på fødder og hænder – og bærer skydevåben. Det leder til den første videoinstallation, hvor i en chador-klædt kvinde (Neshat igen) læser op af Koranen, derefter trækker en pistol og skyder mod betragteren for til sidst at kaste sig ud i trance-lignende dans. Det er første gang, at muslimske kvinder med så stor potens optræder i kunstsammenhæng.

På museum i Teheran
De seneste tolv år har Shirin Neshat primært arbejdet med videoinstallationer. Korte, mystiske forløb af stor visuel skønhed. Og det er påfaldende, hvor mange motiver fra videoerne, der synes at være vandret direkte over i hendes første spillefilm.

Når en af kvinderne i Women Without Men løber forvildet og stakåndet gennem basargader iført slør, er det netop, hvad en kvinde gjorde i videoværket The Shadow Under the Web fra 1997.

Når en anden besøger en badeanstalt og en moské og begge steder virker uhyggeligt fremmedgjort, spejler det til Neshats figur i Soliloquy fra 1999. Og når en tredje kvinde ligger livløs i vandspejlet på en sø, er det en tro kopi af kvinden i Neshats performance- og videoværk Logic of the Birds (2001). Alle disse kvindefigurer udstråler angst og afmagt – og længes efter et sted at være.

Præstestyret i Iran har reageret på Neshats kunst ved at udstede et indrejseforbud. Men som et interessant eksempel på den kompleksitet, der præger den iranske kulturpolitik og censur, blev to af hendes videoværker – de mere nedtonede Madokht og Tooba – faktisk præsenteret på museet for samtidskunst i Teheran i 2004-05.

Shirin Neshat har sagt om begivenheden: ”Reaktionerne var selvfølgelig blandede. Nogle af de besøgende forstod mig og støttede mig i min kunsts anderledes konceptuelle og visuelle tilgang og i min tolkning af traditionel iransk kunst, mens andre var kritiske og forvirrede over værkets socialpolitiske sigte, især fordi jeg ikke boede i Iran.”

Nostalgisk blik
Hvor meget filmen og videoinstallationen, Women Without Men, end kan siges at ligge i forlængelse af Neshats øvrige værker, udgør de også et brud.

Det er første gang, hun åbenlyst henlægger handlingen til sit fødeland, og første gang hun indlejrer en fortælling i historiske begivenheder. Man fornemmer, at Neshat ser på perioden som et uskyldstab. 1953 bliver året, hvor et sammensat, men åndeligt levende og demokratisk samfund bliver væltet med militærmagt – et kup støttet af den amerikanske og britiske efterretningstjeneste, så olieudvindingen i landet kunne forblive på vestlige hænder.

Parallellerne til dagens situation i Mellemøsten er ikke tilfældig.

”Jeg støtter på ingen måde det iranske styre, men jeg er rasende over USA’s opførsel siden 11. september 2001,” har Neshat sagt i et interview med Information. ”George W. Bush taler om at bringe demokrati til Iran og Irak, men vi havde demokrati, og det blev taget fra os! De fjernede en demokratisk valgt premierminister med vold, genindsatte shahen og lagde kimen til den islamiske revolution. Husker det amerikanske folk ikke det?”

Nostalgisk – det kan man roligt kalde Shirin Neshats blik. Borgerskabets sammenkomster skildres i Women Without Men som kosmopolitiske, præget af åbenhed, ligestilling og engagement. Her kan sammenstød mellem religiøs og sekulær livsførelse finde sted i ro og mag i køkkenet, mens der skåles i vin og foragt for shahens militær inde i stuen.

Dette kultiverede iranske paradis, der ifølge Neshat er gået tabt, er en konstruktion, som er svær at tro på. Filmens historiske blik vil uden tvivl dele kritikerne. Neshat vover at romatisere en tid, hun ikke har levet i, og et samfund, hun ikke er del af. Det er naturligvis en kunstners ret, men også den eksilerede kunstners dilemma: erindringen om hjemlandet er på én gang brændstof og en blottet akilleshæl.

Kvindelige forløbere
Det mest fascinerende ved den historiske dimension i Women Without Men er, at grænsen mellem virkelighed og fantasi er porøs som et vandspejl. Personer kan dø og genopstå. Steder skifter karakter, alt efter hvem der betragter dem. Den oase-lignende frugthave, som kvinderne i Women Without Men søger hen til, er tydeligvis et metaforisk terræn.

Der er flere kvinder i filmhistorien, der kan ses som forløbere for Shirin Neshats formsprog. Den første store kvindelige instruktør overhovedet, franske Germaine Dulac, brugte i 1920’erne Freuds teorier som inspirationskilde til en række tilsvarende kønsbevidste, surrealistiske film.

Og ukrainsk-amerikanske Maya Deren skabte i 1943 avantgarde-klassikeren Meshes of the Afternoon, hvor en kvinde bevæger sig drømmeagtigt rundt i et hus, hvor almindelige love for tid og rum er sat ud af kraft.

Fælles for de tre instruktører er, at deres figurers underbevidste drifter eller frygt bliver omsat til filmiske metaforer. Det handler om magtstrukturer og angst (skydevåben, knive), om at finde ”egne” rum (haver, huse, døre at låse eller lukke op) og om at konfrontere fortrængninger (flugt fra mystiske skikkelser eller dragning mod dem).

Kunstner og aktivist
Det banebrydende i Shirin Neshats værk ligger hverken i den kønspolitiske motivation eller symbolsproget. Alligevel har hun formået, hvad ingen anden mellemøstlig kvinde før har formået: at få den internationale kunstverden til at spærre øjnene op og se på den tilslørede kvinde som andet og mere end underkuede individer eller kulturskabte flokdyr. Kvinderne i Neshats univers er som tumlinger, der væltes omkuld, men rejser sig igen og igen.

Det feministiske budskab i Neshats værk ville dog næppe have den slagkraft, det har, hvis ikke det var for fortolkningsåbenheden i hendes univers. I særlig grad gælder det Women Without Men som udstilling. Videoværkerne refererer indbyrdes til hinanden på en sådan måde, at beskuerens fortolkning af de enkelte figurer bliver farvet af den rækkefølge, han eller hun møder dem i. Ofte har Neshat ligefrem udeladt underteksterne, så man kun kan gisne om årsagerne til kvindernes handlinger.

Det er meget sigende, at hun i starten af sin karriere vægrede sig mod at blive sat i bås. Hun følte sig ikke som feminist, eksilkunstner eller aktivist. I dag ser hun anderledes på det. Hun tager eksilet på sig, erklærer sig solidarisk med den feministiske tanke.

”Jeg begynder at få en fornemmelse af, at aktivisme ikke er så skidt endda. Jeg er oprigtigt interesseret i social retfærdighed, og hvis en kunstner har en særlig mulighed for at blive hørt og har noget vigtigt på hjerte, er det rigtigt at sige det. Det kan godt gøres på en måde, der ikke virker aggressiv eller for belærende. Den form søger jeg.”