Derfor er Christopher Nolan overvurderet

En af verdens mest anerkendte anmeldere gennem tiderne, Roger Ebert, var begejstret.

”Nolan er så talentfuld, at han faktisk fik mig engageret i en af hans jagtscener, som jeg ellers troede, jeg var blevet relativt immun overfor. Det skete, fordi jeg interesserede mig for, hvem der blev jagtet, og hvem der jagede.”

Det var Inception, som indfangede afdøde Roger Ebert, der kvitterede med maksimale fire stjerner.

Quentin Tarantino er mindst lige så imponeret over sin kollega. ”Det er næsten noget, du ville forvente af Tarkovskij eller Malick, ikke af et science fiction-eventyr,” har han sagt om Interstellar.

Det engelske tidsskrift Empire har ligefrem sammenlignet ham med Stanley Kubrick. Men ikke nok med det. Syv af Nolans film ligger på IMDb’s top 250.

Det er en overvurdering af de store. Problemet med Nolan er, at han prætenderer at være dybere, end han egentlig er.

Som at lægge puslespil
Bevares, Christopher Nolan er en dygtig håndværker, en sansefuld drengerøv med øje for alle filmtekniske virkemidler. Visuelt imponerende med fuld skrue på lyd, lys, tempo og overdrevne kameravinkler.

Men derfra og til filmkunst er der langt. Filmkunst kræver substans frem for gimmick, og det er Nolan ikke i stand til at levere.

Når han laver film, pakker han sine ”filosofiske” idéer ind i labyrintiske plot og actionmættet sovs. For at skjule, at kejseren ikke har noget tøj på. Og mange hopper på den.

Med konstant skiftende kameravinkler, med pistolskud og menneskejagt tager Inception os gennem et uendeligt underlag af bevidstheder og drømme. Det er svært at følge med. Tænk, hvis der var en drøm i en drøm i en drøm. Og kan vi overhovedet være sikker på, hvad der er virkeligt?

Det er i bedste fald lommefilosofi, i værste fald det rene vås.

Tænker i koncepter
I en ikonisk scene i Inception er Leonardo DiCaprio & Co. i fuld fart på vej ned ad et isbjerg på ski med skarpladte pistoler. Selvfølgelig skal nedturen have en symbolsk karakter, men det bliver bare alt for meget, mand.

Tilskueren skal holde tungen lige i munden for at følge med i det actionfyldte plot, men efter pistolerne er affyret og jagten forbi, føles filmen underligt tom.

Memento er også konceptuel.

I neo-noir-thrilleren forsøger en forsikringsagent med hukommelsestab at huske og dermed hævne mordet på sin kone. Store dele af historien er fortalt baglæns. Det pirrer, men når puslespillet er faldet nogenlunde på plads, føles hævnfilmen også en anelse flad. Hvad var det nu lige, at Nolan ville sige om tid og identitet?

Amerikanske heltehistorier
Interstellar kommer umiddelbart mere omkring de dybereliggende tematikker om det dystopiske samfund og forestillingen om, at generationer kan kommunikere med hinanden mellem fortid og fremtid i en slags femte dimension.

Men også den film fortaber sig i plot og spændingsscener.

Faktisk fungerer Batman-trilogien bedst for Nolan, der med sit blik for solid action, dyster storby-noir og en lækker visuel stil tager universet til nye højder. Her slipper vi for Nolans gimmicks og pseudofilosofi.

Men som såkaldt auteur med et frit kamera og med ekstraordinære koncepter virker Nolan paradoksalt nok lænket til stereotype historier.

Plottet i Interstellar er en typisk amerikansk heltehistorie. I en nær fremtid lever den desillusionerede familiefar Cooper (Matthew McConaughey) i en verden, der er ved at gå til grunde i kraftige storme af støv. Han kommer ”tilfældigvis” i en situation, hvor han må genoptage sit erhverv som astronaut og bogstaveligt talt redde hele verden.

Cooper er den handlekraftige mand, der må ofre sig selv i en højere sags tjeneste. Og selvfølgelig savner han sin familie, hvilket vi gentagne gange får at vide. I den kosmiske rundkørsel møder han konstant udfordringer – for eksempel ondsindede Matt Damon på en fjern planet – der fjerner fokus fra den tematik, som kunne have gjort oplevelsen tankevækkende.

Blottet for personlighed
Roger Ebert skriver, at han bliver indfanget af Inception på grund af karaktererne. Men det er svært at se, at Nolans handlekraftige mænd er særligt nuancerede eller komplekse. Tag bare denne oneliner, som kunne være hørt på værtshuset.

”The smallest seed of an idea can grow. It can grow to define or destroy you.”

”Det er godt, du gamle,” ville jeg svare den gamle sømand og skænke ham en snaps.

Det er synd. Vi ved, hvad både Leonardo DiCaprio og Matthew McConaughey er i stand til, når de folder deres umiskendelige talenter ud.

Også i The Prestige er personerne blottet for personlighed, og de to stridende tryllekunstnere – spillet af Hugh Jackman og Christian Bale – kan slet ikke måle sig med eksempelvis de duellerende komponister Mozart og Salieri i Amadeus.

Nolan-film er fyldt med forglemmelige karakterer. I modsætning til Coen-brødrene, Paul Thomas Anderson og Quentin Tarantino.

Og til trods for gentagne forsøg har Christian Bale aldrig præsteret sit bedste under Nolans instruktion. Den eneste undtagelse er Heath Ledger med sin hypede fortolkning af Jokeren.

Lang fra Kubrick
Jeg vil gerne medgive, at hittepåsomme Nolan har finurlige idéer, men dybe er de altså ikke. Og de er slet ikke udfordrende eller grænseoverskridende. Det bliver tydeligt, hvis man sammenligner hans film med mesteren Stanley Kubrick.

A Clockwork Orange handler således om en voldtægsmand og massemorder under psykiatrisk behandling i et sygt (engelsk) samfund. Kubrick spidder også Vietnam-krigen og atombomben og forsøger at forstå en voksen mands besættelse af en fjortenårig pige. Det sidste er den dag i dag meget modigt.

Interstellar er blevet sammenlignet med Kubricks Rumrejsen år 2001. Men Kubricks film er langt mere magisk, den tør være langsom og udsvævende, og slutningen sender publikum ud af biografen med spørgsmål til eksistensens oprindelse.

Christopher Nolan er heller ikke på højde med instruktører som Martin Scorsese, Woody Allen og Terrence Malick. De laver miljø- og karakterdrevne film, der skildrer hjørner af den amerikanske kulturhistorie og udfordrer vores vaneforestillinger. Scenerne og personerne får lov til at folde sig ud, uden at instruktøren konstant har et nervøst øje rettet på, om publikum føler sig underholdt.

Vi har heldigvis en håndfuld instruktører som Paul Thomas Anderson og Darren Aronofsky, der løfter denne arv. Nolan er en filmisk underholder, der skubber til grænserne for det filmtekniske. På indholdssiden lader han desværre for meget tilbage.

Men forhåbentlig tager han fusen på mig og modbeviser alle mine pointer med Dunkirk.