Dag 5: Den perfekte folkeskolelærer

Bjørnene er uddelt, men Berlinalen er endnu ikke ovre 

I hvert fald ikke, hvis man skal tro festivalens kunstneriske leder, Carlo Chatrian. Han har gjort en dyd ud af at pointere, at denne uges online-visninger kun har været første halvdel af festivalens 71. årgang. 

Til juni, eller hvornår det end bliver forsvarligt at invitere berlinerne tilbage i biografen, skal hele programmet nemlig vises for offentligheden. 

”Om det bliver inden døre eller open air, det må tiden vise!” indskød han optimistisk under fredagens livestream, hvor juryen uddelte festivalens priser. 

Årets Berlinale været kompromisernes filmfest. 

Festivalen var allerede forsinket en måned fra februar til marts, og denne første halvdel varede også kun halvt så længe som tidligere år. Fem dages onlinevisninger giver ikke megen tid til at gå på opdagelse i sidekonkurrencerne, hvor mange sikkert spændende film er blevet overset. 

Selv i hovedkonkurrencen har nogle film været sværere at se, fordi onlinedistribution stadig ikke er en selvfølgelig del af pakken, hvis ens film udtages til en filmfestival. 

Den franske Drift Away og de tyske Nebenan og Fabian – Going to the Dogs var ikke at finde på festivalens streamingtjeneste. For at se dem, måtte man skrive til salgsagenten og håbe, at de skrev tilbage. 

Men i det mindste kunne Berlinalen trøste sig med et ualmindeligt stærkt felt i hovedkonkurrencen, der bød på udfordrende og beundringsværdige værker af fremstormende filmkunstnere. 

Tålmodig lærer
Nogle film kræver tålmodighed. 

Det er tilfældet med den tre og en halv time lange tyske dokumentar Mr. Bachmann and His Class, der vandt festivalens tredje mest fornemme pris. 

Filmen følger en livlig folkeskolelærer i pensionsalderen. Han underviser med tålmodighed og forståelse eleverne i 6.b i den lille midttyske by Stadtallendorf uden for Frankfurt. 

Der er ikke mange leberwurst-farvede ansigter i klassen. 

”Her kan man klare sig fint, så længe man kan russisk eller tyrkisk!” som den gæve Hr. Bachmann formulerer det. 

Han er den perfekte folkeskolelærer, en gavtyv på 64 år med en guitar i hånden og en uforfalsket glæde ved at pege de unge i rette retning. 

Studie af institutioner
Instruktør Maria Speths projekt minder om Frederick Wisemans fem timer lange City Hall, der blev kåret til sidste års bedste film af det franske filmmagasin Cahiers du Cinéma. 

Begge instruktører har en antropologisk tilgang til deres stof og en nysgerrighed i forhold til de sociale institutioner, der understøtter et demokratisk samfund. 

Og det spøjse er, at man bliver opslugt af filmene. 

Skrankepaver kan forandre liv med deres papirnusseri, og Hr. Bachmann giver unge mennesker en støttende og accepterende hånd i ryggen på vej mod en vigtig skillevej i deres unge liv. 

Efter sommeren skal eleverne videre i enten Hauptschule, Realschule eller Gymnasium, og den placering har afgørende betydning for deres senere uddannelsesmuligheder. 

Mr. Bachmann and His Class kan lyde som et forlænget forældremøde, men man lever sig ind i klasseværelsets alsidige diskussioner – og bliver selv klogere. 

Hverdag med bestikkelse
Man bliver også klogere af Alonso Ruizpalacios’ A Cop Movie, der vandt årets sølvbjørn for kunstnerisk fornyelse. 

Det er en dristig hybridfilm, der skildrer livet som politibetjent i Mexico City. 

Først er det Teresa, som fortæller om sine oplevelser som betjent. Hvordan en fyr på hendes første dag i et nyt distrikt fortalte hende, hvornår og på hvilke gader han ville røve folk i dag, så hun kunne holde sig væk. 

Så tager Montoya over og fortæller om at være nødt til at finde sig i det, da han bliver pisset på af en fulderik. ”Hvis det her var USA, ville han være død!” siger en forbipasserende, der bor i Miami. 

Og så fortæller de begge om, hvordan de blev partnere – først i patruljebilen, så i sengen. ”Vi bestak vores ledere, så vi kunne få samme patrulje.” 

Så sadler filmen om. 

Det gennemarbejdede filmiske look skifter til dokumentaroptagelser af skuespillerne Mónica og Raúl, der forbereder sig til rollerne som Teresa og Montoya ved at gennemgå basistræning for betjente. Filmens slaglinje lyder: ”Hvad kræver det at være en betjent i Mexico City?” 

Det kræver i hvert fald, at man ved, hvornår man skal vende det blinde øje til. Alonso Ruizpalacios’ performative film bliver stadig mere sortsynet i sit portræt af et korrupt system, hvor bestikkelse er en del af hverdagen. 

Uden for civilisationen
Der er mere eskapisme i Danis Goulets debutfilm Night Raiders. Det er en fremtidsfilm, hvor Canadas oprindelige befolkning bor i det hensygnende randland uden for civilisationens bymure, og alle børn tilhører staten. 

Niska lever i en campingvogn i ødemarken med sin halvstore datter Waseese. Men de må flygte, da deres fristed opdages af en statskontrolleret drone. 

Under flugten træder Waseese i en bjørnefælde, og da der går betændelse i hendes sår, er Niska nødt til at efterlade hende hos de eneste, der kan behandle hende: staten. 

På genopdragelsesskole lærer Waseese at hade sin familie. 

”De er alle nassere!” siger lærerne, mens soldaterne spreder en fabrikeret virus blandt cree-folket – og en enkelt maori. 

Metaforerne er til at tage og føle på, og det er egentlig det mest forfriskende i en dystopisk film, som ellers til forveksling ligner andre dystopiske film. 

Vanvid på censurkontoret
Den engelske gyser Censor er en genganger fra Sundance-festivalen, hvor den havde verdenspremiere i januar. 

Det er en pirrende og pangfarvet gyser, der dyrker 80’ernes løsslupne og opfindsomme slasherfilm. 

Den fører publikum tilbage til dengang, englænderne skulle hviske til ekspedienten i videobiksen for at få lov at leje de forbudte bånd – video nasties – som Margaret Thatchers moralforskrækkede regering bandlyste eller klippede om for et godt ord. 

Den snerpede Enid ser det som sit livs kald at beskytte offentligheden fra anstødeligt indhold. 

Hun er stadig mærket af søsterens forsvinden, da de var børn, og har et anstrengt forhold til forældrene, som inderst inde bebrejder hende. 

Hvis bare hun kunne huske, hvad der skete den dag. Men en ny film på censurkontoret sætter gled i hendes hukommelse, og hun opsøger instruktørens tidligere film. 

Samtidig camperer moralpressen foran kontoret, fordi en sensationslysten journalist har kædet et bestialsk mord sammen med de blodlystne gyserfilm, Enid klipper i stykker. 

Instruktør Prano Bailey-Bond maner en medrivende stemning frem og haler publikum længere ind i mysteriet om søsterens forsvinden, og Niamh Algar er overbevisende som nervevraget Enid. 

Men det bliver desværre ved stemningen. 

Der er få gys, og filmen er sin genre så bevidst, at den ikke er skræmmende.