Natalie Portman: Den perfekte svane

”Jeg kan huske, at jeg læste manuskriptet på min fars kontor, og jeg græd. Mine forældre var selvfølgelig meget bekymrede. Den var voldelig, fyldt med bandeord, den var seksuel, jeg røg ... men jeg var et stædigt barn, så jeg kæmpede med mine forældre om det. ’Hvis I ikke lader mig gøre det, ødelægger I mit liv!’”

Sådan fortæller en lattermild Natalie Portman til Awards Chatter-podcasten på The Hollywood Reporters hjemmeside.

Det handler om Leon, hendes første film. Hun var elleve år, og hun rørte alle med sin følsomme præstation som forældreløs lejemorder.

I dag er hun 35, og hun græder stadig over filmmanuskripter.

Er hun blot en tudeprinsesse? Måske, men hun har også en særlig evne til at skildre sårbarheden. Det lykkes hende altid at finde det ømme punkt i sine roller.

I den dystre, psykologiske thriller Black Swan røres man af hendes skrøbelige og splittede nymfe-ballerina. Som stripper i Closer ifører hun sig pink paryk og et lige så kunstigt navn for at skærme et knust hjerte.

Galakdronningen
Det ville være så nemt at afskrive Natalie Portman som en gudesmuk kvinde, der grundet sit udseende får gode roller i fantastiske film. Når man sammenligner hende med Jackie Kennedy – som hun spiller i den aktuelle Jackie – der var anerkendt for sin skønhed og stil, fremstår sidstnævnte nærmest grov og grim.

Skuespilleren er en magisk skabning med brune, mandelfarvede øjne og flødefarvet hud. Det er intet under, at hun blev galaksedronning, da George Lucas lavede sin nye Star Wars-trilogi i 1999 – et filmvalg, der i øvrigt var tæt på at ødelægge hendes karriere.

”Alle syntes, jeg var en forfærdelig skuespiller. Ingen instruktør havde lyst til at arbejde med mig. Mike Nichols skrev et brev til Anthony Minghella og sagde: ’Brug hende i Tilbage til Cold Mountain. Jeg står inde for hende,” fortalte Portman i 2014 til New York Magazine.

Men med årene er det blevet tydeligt, at hun – i hvert fald udadtil – har det hele: skønhed, charme og talent. Hun har tilmed masser af intellekt. Sideløbende med den støt stigende filmkarriere tog hun nemlig lige en bachelor i psykologi fra Harvard University. Som straight A-student, vel at mærke.

Hun mener sjovt nok ikke selv, at hun er klog, for de rigtigt kloge afleverer ikke opgaver til tiden, mens hun er en regelret duks. Det er en grundighed, der også kendetegner hende, når hun forbereder sig til roller.

Til Black Swan dansede hun ballet hver dag, hele dagen, et år inden optagelserne. Hun blev belønnet med sin første Oscar for den indsats.

Den private Jackie
Oscar-kandidaten Jackie er den største og sværeste rolle, hun har påtaget sig. Jackie Kennedy er american royalty, elsket og ikonisk. Kvinden, der sad ved siden af sin mand, præsident John F. Kennedy, da han blev dræbt af et skud i hovedet.

”Det var meget skræmmende. Jeg havde aldrig før spillet en person, som folk virkelig kender. Det skabte ekstra pres for at portrættere hende tydeligt, og jeg studerede hende grundigt. Heldigvis var Pablo Larraíns tilgang så omfattende og psykologisk, at jeg følte mig fri til også at bruge lidt fantasi.”

Friheden er kommet ved at lytte til private optagelser af Jackie Kennedy og derigennem stykke et puslespil af mennesket sammen.

Natalie Portman hørte, at Jackie talte meget dybere og mere sarkastisk bidende, når hun var privat, end det luftige, lyse toneleje hun brugte officielt. Og der var ofte en klirrende lyd af isklumper i glas – Jackie drak mere, end offentligheden anede.

”Hun var foran sin tid på den måde, at hun styrede, hvordan hendes egen historie blev fortalt. Nu er alle besat af kun at vise det billede, de gerne vil have, at verden skal se,” fortalte Natalie Portman til New York Magazine sidste år.

I fosterstilling på gulvet
Hun siger det ikke direkte selv, men den offentlige Natalie Portman er også meget kontrolleret. Egentlig er det sjovt, at hun er så nem at holde af, men hun gebærder sig godt i interviews, strålesmiler imødekommende, er velformuleret og virker fortrolig.

Men man kommer ikke under overfladen på hende. Hun er tilmed typen, der lægger sin iPhone midt på bordet og optager samtalen, når hun interviewes. Hun vil være sikker på, at hun bliver citeret helt korrekt.

Da hun skrev under på kontrakten til Leon, ændrede hun navn fra Hershlag til Portman, hendes farmors pigenavn. Det jødiske Hershlag var for nemt at finde i telefonbøgerne på Long Island, hvor hun voksede op med sin lægefar og hjemmegående mor.

Det er de samme personlige historier, hun fortæller fra gang til gang: Hun flyttede meget som barn og har derfor lært at tilpasse sig, hvilket gør hende til en god skuespiller.

Hun kan godt fortælle, at hun lå i fosterstilling på Mike Nichols’ gulv, da hun som 25-årig var ulykkeligt forelsket. Men hun gjorde det først mange år senere, og som udtryk for, hvor tæt hun var på den nu afdøde instruktør, der samlede hende op og hjalp hende.

Måske så vi en flig ind til hendes indre, en kærlig og skæg sjæl, da hun skrev mails med vennen, forfatteren Jonathan Safran Foer, i New York Times forrige år.

”Det er tid til at tage min dreng ud af badet, hvor Lego Batman skiftevis kæmper mod dinosaurer og synger koncert,” slutter hun en mailudveksling med vennen.

Men selv det har hun jo styret og redigeret. Ligesom Jackie gjorde det.

Hvilke fiaskoer?
Anledningen til brevene var hendes instruktørdebut A Tale of Love and Darkness, baseret på den israelske forfatter Amos Oz’ opvækst i Jerusalem i årene 1945-50. De år, hvor staten Israel blev født.

”Det at instruere nu er nok et symptom på, at jeg i en alder af 35 allerede har haft en lang karriere. Det handler om at udskifte gamle drømme med nye. Jeg leder altid efter nye udfordringer i mit arbejde – ting, jeg ikke er sikker på, at jeg kan. Og tit kan jeg ikke og fejler. Men det holder mig i gang, og intet giver viden og selvindsigt som fiaskoer,” skriver hun.

Hvilke fiaskoer?

Bortset fra Star Wars-kritikken og nogle tvivlsomme valg af roller i den romantiske komedie Venskab med fryns og filmene om superhelteguden Thor, så har hun et stærkt og vidtfavnende film-cv med masser af gode film i både den lette og tunge genre.

At hun så også har prøvet sig som producer uden den store succes, virker ærligt talt ikke som den store fiasko.

Hendes debutfilm som instruktør fik også pæne anmeldelser, men det var en smal film på hebraisk om et følsomt, politisk emne. Alligevel var dens største kritik, at Portman som moren i filmen overstrålede sin medspillere.

Israel er det sande hjem
I emnevalget er der imidlertid måske en sprække i Natalie Portmans teflonoverflade. Nok prøver hun at være neutral, men konflikten mellem Israel og Palæstina er politisk sprængfarlig.

Hun anerkender, at Israel er et kontroversielt emne, men hun er klog nok til ikke at gå ind i den diskussion. Så hun afværger journalister med et generelt svar: ”Filmen har en følsom historie, der berører folk.”

Hun elsker USA, men Israel er hendes sande hjem. Det er dér, hendes hjerte hører til. I sit længselsfulde filmportræt af den jødiske dreng og Jerusalem har hun mest øje for den israelske del af konflikten.

”Amos Oz er lederen af fredsbevægelsen i Israel, den mest fredsfremmende, dialoginspirerende person, den stærkeste støtte af en to-statsløsning og den største kritiker af besættelsen af Vestbredden,” forsvarede hun sig med over for The Guardian, da filmen havde premiere på Cannes-festivalen forrige år.

Men hun bliver lidt spids, når folk forsvarer den palæstinensiske side.

”Jeg har en meget nær ven, som på det seneste har fået den her europæiske, anti-israelske måde at tænke på, og det er meget svært for mig at tale med ham. Han siger: ’Kan du ikke være selvkritisk?’ Men det er svært at være kritisk udadtil. Det skal man være på en meget delikat, gennemtænkt måde,” siger hun til Independent Journal og fortsætter:

”Den slags samtaler popper op til fester og middage fra folk, der ikke ved særligt meget. Som én, der er født i Israel, må du forsvare Israel, fordi du ved, hvor meget der er på spil. Det er blevet en meget større del af min identitet i de seneste år, fordi det er blevet et spørgsmål om overlevelse.”