Dag 4: Den politiske svinesti

Vi starter i svinestien. 

For de første billeder i forhåndsfavoritten Agnieszka Hollands Mr. Jones er closeups af grise, der grynter og ruller sig i deres egne efterladenskaber. 

Hurtigt klippes der videre til et ærkebritisk kontor, hvor den unge walisiske journalist Gareth Jones forsøger at overbevise Englands førende politikere om, at Adolf Hitler i slutningen af 1930’erne faktisk er ved at indlede en verdensomspændende krig. 

Jones’ teori fører latter med sig på lærredet, mens gysene går igennem salen. For den polske mesterinstruktør Holland (Europa Europa) formår med elegant billedarbejde at udfritte en verden, hvor det bestående ikke kan ændres – førend det hele pludselig ramler sammen. 

Og svinene?

I løbet af Mr. Jones forstår vi, at der ikke er den store forskel på svinestien og den politiske verden, som Gareth Jones bevæger sig ind i med sin afdækning. Journalisten rejser nemlig til Moskva, og på en improviseret tur til Ukraine opdager han, at Stalin ikke vil sin sovjetiske befolkning det godt. 

Hurtigt viser det sig, at sovjetterne heller ikke vil en snushane som Jones det synderligt godt. Og mens instruktør Holland presser sin brillante hovedrolleindehaver James Norton ud i en kamp imod en virkelighed, hvor penge og handelsaftaler betyder mere end sandhedssøgende journalistik, begriber man, at instruktøren har skabt en pendant til nutidens storpolitik.

Og så gyses der endnu mere i salen.

For helvede, Holland!
Det var dog ikke alle, der gøs.

Min sidemand sov. En tysk kvinde med en vis baryton af en snorkemuskel drattede i søvn halvvejs igennem filmen, da Jones vandrede udsultet rundt i den ukrainske udørk på flugt fra systemet.

Lydene var på en underlig måde skræmmende, fordi de lød som de grynt, Agnieszka Holland lige havde udstillet i sin film.

Men ligefrem at kunne falde i søvn til Mr. Jones kræver nu alligevel noget. Instruktør Holland har mange gange før været en genrebryder, der gerne krydrer gys med humor og opklaringshistorier med lange billedindstillinger, hvilket hendes seneste Berlinale-bidrag, Pokot fra 2017, er et glimrende eksempel på.

Men med Mr. Jones er hun mere stringent, og de pludselige indfald er nærmere antydninger i spejle og flashbacks til svinestien.

Filmen er i øvrigt baseret på den virkelige journalist Gareth Jones, der blev likvideret (muligvis af den sovjetiske stat) nogle få år efter, at denne film siger farvel til ham. Det er kun hans vandren rundt i Ukraine, der sløver filmen unødigt meget og giver én lyst til at brøle:

”For helvede, Holland, kom nu videre!”

Men det gjorde jeg naturligvis ikke, for så havde jeg jo vækket sidemanden!

Saudiske penge
Berlin var badet i regn det meste af dagen. De mange journalister og anmeldere skuttede sig derfor langs biografmurene.

Uanset om de har varmet sig på Mr. Jones eller ej, må man sige, at det er en film til tiden. Søndag formiddag kunne The Hollywood Reporter berette, at Saudi-Arabien har delegerede i Berlin for at sætte skub i de filmforretninger, landet var godt i gang med at påbegynde for et halvt års tid siden.

Her skulle filmbranchen lokkes til Mellemøsten med penge og smiger.

Men filmfolket trak imidlertid pengefølehornene til sig, da det kom frem, at det saudiske kongedømme havde likvideret journalist Jamal Khashoggi.

Alligevel er der nu en række saudiske kortfilm med ved årets Berlinale, og landet er igen slået ind på filmvejen efter den flotte Sundance-jurypris forleden til instruktør Raed Alsermari for kortfilmen Dunya’s Day.

Så måske er det også penge og handelsaftaler, der vægter højere i filmindustrien. Netop derfor kan Mr. Jones i år også vise sig at være lige netop den film, der både har elementer af filmkunst og et politisk budskab, som bør fremmes. Sådan har Berlinale-juryerne det med at finde sine vindere.

Arbejdsnarkoman på afveje
En film, der er blevet taget overordentligt godt imod iblandt de skrivende anmeldere i Berlin, er østrigske Marie Kreutzers The Ground Beneath My Feet.

Den er overhovedet ikke politisk, men til gengæld bundsolid i både billeder, klipning og dramabuer.

Marie Kreutzer er en historiefortæller, man slår sig på, og hendes film om karrierekvinden Lola, der gerne arbejder 100 timer om ugen, er ingen undtagelse.

Lola bærer nemlig rundt på en hemmelighed. Hun har en psykisk syg søster, og da søsteren forsøger at begå selvmord, må Lola stoppe op midt i sin hektiske hverdag.

The Ground Beneath My Feet tilhører Valerie Pachner, der som Lola kan udtrykke en hvilken som helst følelse med blot et enkelt blik. Samtidig formår klipper Ulrike Kofler at skrue op og ned for filmens tempo alt efter Lolas temperament. Det er i sig selv en smuk oplevelse.

Undervejs bliver fortællingen en smule forudsigelig, men til gengæld er den kompromisløs og hård ved sin hovedperson.

Makedonsk satire
Det gode skuespil var til gengæld til at overse i dagens makedonske bidrag til hovedkonkurrencen.

God Exists, Her Name is Petrunya er en satire over det makedonske samfund, hvor en veluddannet kvinde har svært ved at finde så meget som et fabriksarbejde.

Da hun en dag går forbi en konkurrence, hvor mænd skal hoppe i vandet og finde et kors, som de så skal passe på efterfølgende, springer hun også i ud i bølgerne og napper korset foran snuderne på de vrede hankønssvømmere.

Herfra begynder så en kamp for at beholde korset, og kvindens indre feminist vækkes tydeligvis i en film, der dog munder ud i en flad afslutning.

Instruktør Teona Strugar Mitevska har egentlig en meget god formel for at fortælle historien, men hun virker mere interesseret i at skabe satire end i at stikke det makedonske patriarkat én på snotten. Og det er filmen helt ærlig hverken elegant eller morsom nok til at kunne bære.

Mumlende Affleck
Én, der har bedre styr på filmopskriften, er den Oscar-vindende skuespiller Casey Affleck, som debuterer med Light of My Life i Panorama-sideprogrammet.

En far og hans datter vandrer igennem en ragnarok-ramt verden, og Affleck spiller selv faren. Hans mumlende talent fra Manchester by the Sea er intakt, når han forklarer datteren (Anna Pniowsky) om verdens tilstand. Billederne er mere indiefilm-ramte end storladne, og generelt holder Affleck sig på afstand af det følelsesladede og pompøse.

Det skaber en naturlig interesse for datteren og hendes fremtid. På den måde bliver Light of My Life også siddende i én, når man har forladt biografen. Det er en flot, men i momenter lidt for tung debut, Casey Affleck har skabt.

I sine bedste øjeblikke er den intens, beskidt og skræmmende. Sådan må det jo være, når verden er en svinesti.