Mendoza: Den skramlede billledmager

Det går stærkt med at få film fra hånden, når man er Filippinernes mest feterede instruktør.

Brillante Mendoza kan sagtens spytte to film ud årligt. Både i 2006, 2007 og 2009 gjorde han det. I år nøjes han dog med en enkelt film, Taklub, som vises i sidekonkurrencen Un Certain Regard.

Mendoza har skabt sig et internationalt navn med sine rå og dystre skildringer af hverdagen i det ludfattige Filippinerne.

I Serbis (2008) følger vi en families lyssky forretninger i en pornobiograf midt i den infernalsk larmende hovedstad, Manila. Og i den uhyggelige Kinatay (2009) hægtes vi på en politibetjent, der bliver involveret i at partere en stripper og skaffe beviserne af vejen.

Med Taklub er Mendoza rykket til Tacloban, der ligger 580 kilometer sydøst for Manila. Byen blev 8. november 2013 ramt af tyfonen Haiyan, der kostede mere end 6000 mennesker livet og ødelagde store områder. Filmen skildrer flere familiers heroiske kamp for at komme på fode igen.

Historier uden lyd
Brillante Mendoza tager imod på festivalpalæets terrasse. Han er i en kridhvid skjorte uden krave og står på mange måder i kontrast til sin egen film.

Her er billedæstetikken afskallet, mens kameraet konstant er søgende. Som tilskuer sidder man aldrig tilbagelænet i biografsædet, fordi man på forunderlig vis bliver vist rundt i en verden, hvor man føler, at man selv går rundt med kameraet og filmer al ulykken.

Filmen er – som mange af instruktørens film – fattig på ord og forklaringer. Og det er helt bevidst.

”Når jeg skaber et billede, går jeg først og fremmest op i, at det skal fortælle en historie. Jeg kan ikke fordrage film, hvor billederne er underordnede og replikkerne siger det hele,” svarer Mendoza og smøger skjorteærmerne op.

– Så du kan altså ikke lide Woody Allen-film?

”Nej, bestemt ikke.”

– I laver ellers film stort set lige hurtigt!

”Det må så også være den eneste lighed mellem os. For mig skal et billede give mulighed for fortolkning. Ethvert frame skal helst være som et fotografi, man gerne vil se på igen og igen.”

”De bedste fotografier fortæller simpelthen historier uden lyd og ord. Jeg ved, at en film er lykkedes, hvis man kan nyde den, selvom man har skruet helt ned for lyden.”

Leder i klipperummet
– Så replikker, musik og dialog er underordnet i en film?

”Dialog er selvfølgelig vigtigt, men en film er først og fremmest billeder, og derfor skal det også være dem, der taler mest. Film er et visuelt medie, og det, der adskiller det fra bøger eller teater eller musik, er ganske enkelt det visuelle lag.”

– Jeg tænker, at dine manuskripter må se særprægede ud.

”Når jeg laver et manuskript, står der, hvordan billederne hænger sammen, og hvad de betyder. Replikkerne kommer i anden række. Altid. Ethvert billede skal hænge sammen med historien og have en dybere mening. Ellers ryger de ud på stedet.”

– Men vil man aldrig kunne tale om ”transportbilleder”, der bygger op til nogle mere betydningsfulde billeder?

”Der findes ikke noget, der hedder ’transportbilleder’ for mig, og jeg vil helst ikke bygge op til noget. Jeg vil vise en historie gennem konsekvent gennemtænkte billeder, men mit hovedmål med alle mine film er, at der skal i hver film findes ét enkelt billede, som fortæller hele historien. Først når jeg ved, at dét billede er i kassen, kan jeg ånde lettet op.”

– Og hvornår i processen, ved du som regel det?

”Der er ikke noget ’som regel’ i mine processer. Det mest nervepirrende er, hvis jeg ikke har fundet billedet, når vi er færdige med at skyde filmen. Så sidder jeg ret nervøst i klipperummet, kan jeg godt sige dig. Heldigvis finder jeg altid mit billede, når jeg har fået kigget arbejdet igennem.”

– Hvor kraftfuldt skal sådan et billede være?

”Det er svært at sige, for som sådan behøver der ikke være så meget gang i billedet, hvis det skal sige noget. Et godt billede giver stof til eftertanke, og publikum skal også have muligheden for at tænke over, at dette billede slår hele filmen fast. Men billedet skal passe til filmen. Hvis der er power i filmen, skal det centrale billede selvfølgelig have power, og hvis filmen er afsøgende, må det også være netop det.”

Grimme billeder kan bruges
– Det lyder, som om du helst vil starte med at finde dit billede og så bygge filmen ud fra det?

”Nej, nej, det må du endelig ikke tro! Det vigtigste for mig er faktisk, at jeg ikke er sikker på mit centrale billede, før jeg har det i kassen. Jeg starter altid med at sætte mig nøje ind i det område, jeg gerne vil filme – i denne film Tacloban. Jeg flytter dertil for at føle og sanse det. Hvis jeg ikke gjorde det, ville billederne ikke blive gode nok.”

– Det kan lyde, som om du laver stort opsatte billeder, men din billedfornemmelse er nærmere low-budget-lignende. Hvordan kan det være?

”De historier, jeg har lyst til at fortælle, fungerer bedst, hvis de optages meget ligetil. Jeg har ikke brug for, at publikum sidder og tænker, at jeg er dygtig og vil sige alt muligt med billedet. Jeg har lyst til, at publikum skal have en oplevelse og kunne tænke over billederne, ikke over mig.”

– Er der simpelthen nogen billeder, som du prøver at undgå?

”Nej, sådan må du ikke tænke, for det afhænger jo af den film, man gerne vil skabe. Personligt synes jeg, at postkortbilleder er ufatteligt grimme, men hvis man fortæller en historie om en mand, der ikke kan finde meningen med sit liv, vil et postkortbillede være godt, fordi det er overfladisk, men samtidig har en underliggende historie.”