Den sky og mytologiske filmpoet

Storslåede scener af universets tilblivelse kædes sammen med en mands erindring om sin barndom i 1950’ernes Texas.

The Tree of Life, der kæmper om Guldpalmen på Cannes-festivalen, er en fortælling om opståen og overlevelse på alle tænkelige planer — om altings store kosmiske sammenhæng.

Det lyder højtsvungen, og filmen har da også delt kritiker-vandene i Cannes.

Menneskets plads i naturen og universet har nu altid løbet som en underliggende tematisk strøm i Malicks film, og på den måde fremstår The Tree of Life som et hovedværk og hans mest ambitiøse projekt til dato.

Den i dag 67-årige instruktør debuterede i 1973 med mesterværket Badlands, og siden da er det kun blevet til fem spillefilm, inklusive The Tree of Life.

Vaskeægte filmpoet
Hans sære, naturlyriske værker, det langsomme produktionstempo og en ekstrem tilbageholdenhed over for pressen har gjort Malick til en nærmest mytologisk skikkelse.

I 1978 lavede han sin anden film, Himlen på jorden, hvorefter der gik tyve år, før instruktøren igen var klar med en film, nemlig Den tynde røde linje. Og igennem hele sin karriere har han kun givet to interviews — begge i slutningen af 70’erne.

Således var han heller ikke at finde på pressekonferencen efter Cannes-premieren på The Tree of Life.

Malick er en vaskeægte filmpoet, og hans film er naturlyrik.  Der er dog ikke tale om en fortryllende, magisk naturånd. Naturen er der bare, upåvirket af menneskene, der kæmper deres kampe og jagter deres længsler.

Distræt fortællerstemme
Himlen på jorden foregår i USA 1916, en tid med stor materiel og økonomisk fremgang. Men den historiske ramme og det udspekulerede trekantsdrama, der er filmens omdrejningspunkt, må dog træde i baggrunden til fordel for den storslåede natur.

Det medfører en særlig enigmatisk ro i hans film, der indfinder sig, selv når handlingen byder på rå vold og desperation.

Som i Den tynde røde linje fra 1998, om slaget på stillehavsøen Guadalcanal under Anden Verdenskrig, hvor filosofiske fortællerstemmer (et fast element i enhver Malick-film), der erindrer og filosoferer, trækker krigens umiddelbare intensitet ud af filmen. De svæver nærmest distræt hen over krigens gru, men i stilfærdig forening med øens smukke og barske natur.

På udflugt med massemorder
Der er heller ikke megen sensationslysten vold i spillefilmdebuten Badlands, selvom krimidramaet om en ung massemorder og hans kæreste ellers kunne give én netop den forventning. Tværtimod oplever vi det forelskede, umage par på poetisk rejse i naturen, hvor politi og samfund synes uendeligt langt væk.

Måske har Malicks barndom på landet haft en betydning for denne særlige natur-ro, der hersker i hans film. Han voksede op i en lille by i Texas med sin amerikanske mor og libanesiske far.

Det kan også være Malicks tid på de velrenommerede universiteter Oxford og Harvard, der har præget ham som filmskaber. Han var særligt optaget af filosoffen Martin Heidegger. Og tyskerens tanker om menneskets væren-i-verden synes da også at give en vis genklang i Malicks universer.

Indianerprinsesse unplugged
De fem værker i oeuvret er alle kunstfilm med stort K. Nogle vil måske endda betegne filmene som filosofiske essays. Men det er ikke kun Malicks idéer, der er højtravende.

Jagten på natur-roen og mennesket i naturen gjorde den selvhøjtidelige filmatisering af myten om indianerprinsessen Pocahontas, The New World (2005), til lidt af en udfordring. Malick bandlyste al computergrafik og elektrisk lyssætning i skabelsen af de historisk præcise kulisser.

I The Tree of Life har han gjort det omvendte, og for første gang i sin karriere har han benyttet sig af digitale effekter. Men typisk for Malick så har han været i kontakt med diverse videnskabsmænd for at kunne visualisere skabelsen så præcist som muligt. Og til det har han fået assistance af Douglas Turnbull, der var med til at lave effekterne i Stanley Kubricks storværk Rumrejsen år 2001.

”Terry (Terrence Malick, red, ) og jeg deler den samme holdning til visuelle effekter, og den fordrer noget, som gerne vil være helt og organisk. Vi vil begge gerne betræde nyt terræn for at se, hvad film faktisk kan være,” har Turnbull udtalt.

Den Store Plan
Åbenheden og nysgerrigheden over for det nye og fremmede kendetegner også Malick som instruktør.

Han vil gerne fange spontane og impulsive øjeblikke, hvorfor han ikke altid gør brug af et manuskript. Og det er ikke altid, at han på forhånd ved, hvad han er på udkig efter i en scene. Malicks filmstil er derfor ofte med rette blevet kaldt impressionistisk.

Impressionistisk er da også et af de ord, der er gået igen i dagens Cannes-anmeldelser af The Tree of Life. Todd McCarthy fra The Hollywood Reporter kalder for eksempel filmen for ”en impressionistisk efterforskning i menneskehedens plads i Den Store Plan”.

Malick har én gang tidligere været i hovedkonkurrence på Cannes-festivalen, nemlig i 1979, hvor han vandt prisen for bedste instruktion for Himlen på jorden. På søndag skal det vise sig, om hans store film om meningen med det hele vinder Guldpalmen.