Shortlist: Den stærkeste følelse forgår

”Den første forelskelse er så ren. At man kan ligge som femtenårig og snakke om hus og børn er jo helt fantastisk. Man tror, man skal leve resten af livet sammen, men når man oplever det første knæk i kærligheden, går der lidt af uskylden.”

Vi møder Emil Falke på en solbeskinnet plads i København. Han er blot 25 år, men udtrykker sig med en melankolsk livsklogskab, som også gennemsyrer hans film, Happy New Years, der ligger på femtepladsen på Ekko Shortlist.

”Jeg ville gerne lave en film om den første forelskelse ud fra den sørgelige præmis, at det er den stærkeste følelse, du kommer til at opleve hele dit liv,” siger instruktøren om filmen, der handler om sekstenårige Patrick og Siv, der er stormende forelskede.

Gav den gas for legat
Patrick er en lidt barnlig og naiv emo, der kaster sig hovedkulds ud i de stærke følelser. Den usikre Siv finder tryghed i Patricks bekræftelse, men der går skår i kærligheden, da Siv starter i gymnasiet og påvirkes af de nye omgivelser.

Happy New Years er Emil Falkes stærke førsteårs-film fra Super16-uddannelsen. Han skildrer Patrick og Sivs forhold med en hudløshed og ægthed, der manifesterer den unge instruktør som et lysende talent på en årgang, som har potentiale til at blive den mest bedste i uddannelsens historie.

Emil Falke voksede op i Avedøre lige ved siden af Filmbyen. Han begyndte at lave film i en tidlig alder og startede hovedkulds på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Her betaler Nordisk Film det 80.000 kroner dyre ophold for de to af de 100 elever, der særligt udmærker sig.

”Jeg startede uden at have råd til at gå der. Men jeg vidste, at legatet ville blive uddelt i december måned, så jeg gav den gas. Og fik legatet,” siger han.

Kærlighedens magtbalance
Som 22-årig søgte han ind på både Den Danske Filmskole og Super16.

”Jeg var sikker på, at jeg var den nye Lars von Trier. Jeg havde lavet en film til Filmskolen om en instruktør, der var den største, sexistiske nar i hele verden. Jeg tænkte, at hvis jeg kom ind med sådan en film, ville de synes, jeg er fantastisk. Men det syntes de selvfølgelig ikke.”

Emil Falke blev dog senere optaget på Super16 med Karate Nights, som han lavede, mens han boede i et filmkollektiv på Øster Søgade. Flere af bofællerne mødte Falke på Den Europæiske Filmhøjskole. Over to år nåede gruppen at producere fem film, inklusive Mit blødende hjerte, som også er på Ekko Shortlist.

Happy New Years lavede han på et tidspunkt, hvor han havde været i et forhold i tre år og var begyndt at kede sig.

”Hvis man får ubetinget kærlighed, er det svært at holde liv i et parforhold. Det er noget med magtbalancen i forholdet,” siger instruktøren.

Anede man en nervøsitet i starten af interviewet, er den nu ved at fordufte, efterhånden som instruktøren har talt sig varm.

”Hvis man ikke har magten, så elsker man mere, fordi man bliver ved med at kæmpe for kærligheden. Hvis man har magten, bliver man doven og begynder at søge videre. Jeg ved ikke, om man nogensinde kan finde en ligeværdig måde at elske på.”

– Så du er Siv i Happy New Years?

”Ja, men jeg har fandeme også været Patrick mange gange!”

Fundet i Kongens Have
Emo-drengen Patrick spilles med en umiddelbar, intuitiv følsomhed af Oliver Xander Barkov Dahl. Han blev fundet, da castingbureauet opsøgte den gruppe af emo’er, der holder til i Kongens Have.

”Jeg havde brug for en person, som man ville få ondt i maven af at se gå gennem historien. Og når han spillede havde han ingen parader oppe,” siger Emil Falke.

Instruktøren lader sig også selv styre af følelserne, når han skal forvandle manuskriptet til film.

”I hver scene spørger jeg mig selv, hvilken følelse jeg gerne vil have, når scenen er slut. Eksempelvis i scenen med pigens forældre: Vi vidste, det skulle ende med at blive pinligt, men vi eksperimenterede os frem til, hvordan vi skulle nå dertil,” siger han.

”Hvis man virkelig vil beskrive virkeligheden, så skal man give slip på ’det perfekte manuskript’. Det handler om at finde små stykker af liv, som man tror på, og når man har nok af dem, kan man klippe en film sammen.”

Stærkere end krig
Emil Falkes inspirationskilder er de klassiske danske ungdomsfilm. Hans yndlingsfilm er Lene og Sven Grønlykkes rørende mesterværk Balladen om Carl-Henning fra 1969.

”Jeg elsker den film! Jesper Klein, der fjoller rundt som en godhjertet, ensom karakter, der ikke forstår, at han er ved at blive voksen – det er jo totalt Patrick fra Happy New Years,” siger Falke begejstret og nævner i samme åndedrag Nils Malmros og Bille August som forbilleder.

”Der er en scene i Zappa, hvor Bjørn ligger med en pige i et sommerhus. Det er noget af det stærkeste, jeg nogensinde har set på film. At se to unge mennesker røre ved hinanden for første gang. For mig er det vildere end at se en krigsfilm!”

Sindssygt forkælede
Kampen om støttekronerne er hård blandt unge instruktører, der lige er udklækket fra filmskolerne. Derfor taler de fleste af dem varmt for, at flere talenter skal have chancen, og at der skal postes penge i at sikre dansk films fremtid. Men ikke Emil Falke.

”Visheden om, at man er finansieret, kan godt føre til dårligere film. Jeg føler mig mindre inspireret, når jeg ved, at der ligger 100.000 kroner og venter på mig. Jeg glæder mig til at komme ud fra Super16, hvor man skal kæmpe for at få lov til at lave sine film,” siger han.

”Jeg synes næsten, der bliver lavet for mange film. Vi er jo en stor gruppe unge i midten af 20’erne, som har det meget godt og lever nogenlunde det samme liv. Og så ender det med, at man laver film, fordi man vil vise, at man kan bruge et RED-kamera. Men nødvendigheden er væk.”

– I har det faktisk lidt for godt?

”Ja, vi er jo sindssygt forkælede. Jeg er ikke ude i at få fjernet filmstøtten eller noget, men jeg synes, man skal stille sig selv nogle spørgsmål om, hvorfor man vil lave film, og hvad man har på hjerte.”

Ungdom og ensomhed
Skal Emil Falke selv pege på, hvad han har på hjerte, er svaret klart.

”Min gennemgående tematik er ensomhed. Jeg kan kun lave film ud fra, hvad jeg har oplevet, eller nogle følelser, jeg har oplevet og haft tid til at reflektere over. Da jeg kun er 25, kommer mine film til at handle om nogen, der er yngre.”

Også hans midtvejsfilm fra Super16, Nu skal vi more os, kredser om ensomhed og ungdomstematikker.

Filmen handler om Lukas, der lejer et diskotek for at holde stor fest på sin attenårs fødselsdag. Men Lukas er ikke klassens mest populære dreng, og som aftenen skrider frem, ser vi Lukas’ kølige facade smuldre.

Tilbage til forelskelsen
Filmen blev vist første gang i april, og det er sjældent, at instruktører tør være bramfrit selvkritiske så kort tid efter. Men igen er Emil Falke en forfriskende undtagelse.

”Jeg godt kan lide, at den udstiller den ensomhed, som jeg ofte selv føler. Men den er lidt et venstrehåndsarbejde, og jeg benyttede mig af de gængse læresætninger om, hvordan man laver en succesfuld kortfilm. Der skal være én hovedkarakter, én setting og ét stærkt mål i en stramt fortalt historie. Men det er i virkeligheden alt det, som jeg ikke kan lide.”

Det er heller ikke så ofte, at 25-årige kunstnere udtaler, at de har behov for at genopfinde sig selv, men også på det punkt skiller Emil Falke sig ud.

”Jeg føler, jeg skal tilbage til, hvordan jeg havde det, da jeg først startede med at lave film. Hvor alt var nyt og spændende, og alt kunne ske. Ligesom den første forelskelse.”