Nyhed
26. mar. 2011 | 18:44

Den stålsatte jyde fra Arden

Han er en af dansk films største instruktører, og nu er han ved at skabe sig en karriere i USA. I dag fylder Niels Arden Oplev 50 år.
Af Mika Ito Bruun

Venner og kolleger beskriver Niels Arden Oplev som ”en umiskendelig jyde” i ordenes bedste betydning.

Han er vanvittig arbejdsom og viljestærk, og så værner han om sin familie og sine venner. Samtidig er han opdraget til, at man skal arbejde for sagen og gøre sig fortjent til de gevinster, man høster.

Som instruktør er Oplev ekstremt pertentlig og kontrollerende. Han føler det fulde ansvar for den mindste detalje – også på de felter, der normalt ligger uden for instruktørens ansvarsområder.

Ærkedanske navn Niels Pedersen

Det lå ikke i kortene, at Niels Arden Oplev skulle blive en af dansk films store instruktører.

Man har ikke gode odds i den københavnerdominerede filmindustri, når man er landmandssøn fra Arden i Himmerland, en halvø i det østlige Nordjylland, og tilmed døbt det ærkedanske navn Niels Pedersen.

Men med sin jyske stædighed og fighterånd i bagagen flyttede Oplev som 22-årig til København og løb Det Danske Filminstitut på dørene for at få manuskriptstøtte til sine projekter.

Efter at have læst filmvidenskab, som var for tørt og teoretisk til Oplev, blev han optaget på Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1985, hvor han tog familie- og hjemstavnsnavnet Arden.

Navnet Arden var dog ejet af en landsretssagfører, som ikke ville associeres med Niels’ filmkunst. Derfor tilføjede han Oplev, som ligger i nærheden af Arden.

Til kamp mod pænheden
Oplevs spillefilmdebut Portland fra 1996 var et nybrud i dansk film. Den introducerede en ny skuespillergeneration (Anders W. Berthelsen, Ulrich Thomsen og Iben Hjejle) og foregreb dogmebølgen med håndholdt kamera og rastløs klipning.

Filmen kredser om Aalborgs rå og voldelige pushermiljø med en debuterende Anders W. Berthelsen i hovedrollen. Filmen er optaget med Night Vision, som giver billederne en syg, gullig farve.

Oplev har selv kaldt Portland ”en militærstøvle i ansigtet på pænheden” i dansk film.

”For mig at se er tilværelsen grotesk. Og med den groteske realisme, som jeg dyrker i Portland, synes jeg, at jeg kommer tættere på virkeligheden,” udtalte han dengang til Berlingske Tidende.

Mere stabil levevej
Portland fik en blandet modtagelse af anmelderne og blev ingen publikumssucces.

Niels Arden Oplev søgte i stedet mod en mere stabil levevej i DR, hvor han blev instruktør på ni afsnit af den populære serie Taxa (1998) og siden hen konceptudvikler og instruktør på DR’s tv-serie-satsninger Rejseholdet (2000) og Ørnen (2005-2006).

Selv konkurrenten TV 2 nød godt af Oplevs kunnen i tv-serien Forsvar (2003-2004).

Særligt elementer fra tv-serierne Rejseholdet og Ørnen afspejler sig i hans store internationale gennembrud, Mænd der hader kvinder fra 2009.

Langt om længe anerkendt

Som tv-serie-instruktør lever man en relativt anonym tilværelse, og Niels Arden Oplev, der aldrig har sat sit lys under en skæppe, brændte stadig for at lave spillefilm og få mere anerkendelse.

I 2001 lavede han den sorthumoristiske Fukssvansen , der er spækket med skæve og groteske udkants-eksistenser.

Filmen gik udmærket i biografen, men anmelderne var knap så positivt stemt, selv om de gav en Bodil til Tommy Kenter for bedste mandlige birolle.

Fem år senere kom så Oplevs længe ventede spillefilmgennembrud med Drømmen , der høstede en lang række priser, heriblandt Krystalbjørnen for bedste børnefilm på Berlinalen.

De stærke individer

Drømmen er inspireret af Niels Arden Oplevs egne traumatiske oplevelser fra sin skoletid i 1960’erne på en centralskole med kæft, trit og retning.

Inspireret af Martin Luther King udfordrer den tolvårige Fritz skolens tyranniske rektor.

Og på samme måde kæmper den unge Sara for friheden i Oplevs næste film, To verdener (2008). Hendes forældre er medlem af Jehovas Vidner, og de vil ikke acceptere, at deres datter falder for en fyr, som ikke er troende.

”At skulle kæmpe for at finde sig selv og få lov til at tro på sig selv, er et stærkt identifikationspunkt for mig, og jeg er nok især interesseret i uretfærdighed over for børn og unge,” har Oplev sagt i et Ekko-interview.

Både Drømmen og To verdener blev rost af anmelderne og blev store publikumssucceser, ikke mindst fordi de fik folk fra provinsen til at gå i biografen og se danske film.

Pilespidser i ryggen
Med den nye anerkendelse havde han mod til at kaste sig ud i sit hidtil sværeste og mest krævende filmprojekt.

”Jeg har det som en soldat, der er kommet hjem fra krigen, og pilespidserne hænger stadig i min ryg, og der er ar over det hele,” lød Niels Arden Oplevs ord i Ekko #44 efter optagelserne af Mænd der hader kvinder .

Filmen er endnu en underdog-historie, der skildrer den hårdføre og rodløse computerhacker Lisbeth Salander (Noomi Rapace), som bliver udsat for voldsomme overgreb og involveret i en farlig efterforskning af nogle groteske mord.

Filmen gik sin sejrsgang over hele verden, og Oplev tog i foråret 2009 det store spring til mulighedernes land, USA.

Tv-serie i Hollywood
I første omgang tænkte Oplev dog ikke på sin egen karriere. Flytningen skete, fordi Florence – hans amerikanske kone og sparringspartner – ikke har kunnet bruge sin politolog-uddannelse i Danmark.

Men flytningen med familien, der inkluderer parrets fire børn, er samtidig gået fint i spænd med Oplevs drøm om at skabe sig en international karriere.

I den forløbne uge har han således påbegyndt indspilningerne af et pilotafsnit til en ny serie for tv-stationen CBS. I tv-serien, der bærer titlen The Rememberer , skal Dylan Walsh (Nip/Tuck ) spille en politidetektiv i New York.

Spillefilm med Christian Bale
Men et endnu større projekt venter forude. Netsiden Hollywood.com har tidligere sat Oplev i forbindelse med spillefilmen The Last Photograph , og ifølge Ekkos oplysninger er det planen, at det bliver hans næste film.

Filmen er baseret på en idé af Zack Snyder (300 ) og har ingen ringere end Oscar-vinderen Christian Bale (The Fighter ) på rollelisten.

Meget lidt er sluppet ud om plottet, men til Ekko fortalte Niels Arden Oplev i juli 2010:

”Jeg kan kun sige, at det er et interessant manuskript, som handler om en krigsfotograf, og som overvejende finder sted i Pakistan og de mest isolerede dele af Afghanistan.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko